Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P.A. Schou

Oprindelig forfatter SiSch
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

P.A. Schou, Peter Alfred Schou, 8.10.1844-21.11.1914, maler. Født i Kbh. (Helligg.), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). Der var kunstnerblod på begge sider i S.s herkomst. Både faderen der havde gået på kunstakademiet og var uddannet som dyremaler hos C. D. Gebauer, og morfaderen som i sine unge dage var elev af Jens Juel, havde måttet resignere og søge praktisk livsstilling i stedet for kunsten. S. ønskede fra sine drengeår at blive maler ligesom sin ældre bror L. A. S., men familiens økonomiske kår tillod det ikke. Efter konfirmationen 1859 sattes han i manufakturhandlerlære hos en farbror i Slagelse. Da de fem års læretid var gået kom han på et grossererkontor i Kbh. og skaffede sig 1865 en bogholderplads i Hamburg. De følgende år førte S. en omflakkende tilværelse som agent i Tyskland og Skandinavien, undertiden i selskab med gøglere og omrejsende artister – et folkefærd han forstod. I Stockholm forelskede han sig i en ung pige af fransk herkomst, Felicia Griffé. Hendes død 1869 af brystsyge var et hårdt slag for ham. Det bestemte ham til at sætte alt ind på at blive kunstner. På en rejse havde han i Stockholm lært sig at lave staniol-glasskilte. Fremstillingen af sådanne blev nu hans (ofte kummerlige) hovedindtægt gennem næsten 30 år. For et sammensparet overskud opholdt han sig vinteren 1873–74 i Dresden og gik på akademiet der.

1875 tog han til Paris, blev elev hos Th. Chartran, kopierede på Louvre og omgikkes Karl Madsen og Holger Drachmann. Dette varede til 1877. Efter en tid i Danmark vendte han muligvis allerede eftersommeren s.å. tilbage til Paris hvor han boede endnu vinteren 1879–80. Denne gang søgte han Bonnats skole, og 1880 fik han et selvportræt og et nature morte antaget på salonen. Da Charlottenborgudstillingen kasserede hans billeder 1881 følte han sig på ny slået ud. Han bosatte sig 1882 i Hamburg, levede af sine skilte, holdt en lille tegneskole, men maleriet sygnede hen for ham. Drachmanns eksil 1892 og følgende år bragte imidlertid en forandring i dette. Kunsthalles direktør Alfred Lichtwark fik interesse for S., 1894–98 udstillede han på museets årlige forårsudstilling og fattede så meget mod at han 1898 fulgte vennernes opfordringer til at komme hjem til Danmark. Skuffelser blev han dog ikke sparet for. Han fik sin debut på rådhusudstillingen 1901, deltog årligt i Charlottenborg forårsudstilling 1902–14 og Kunstnernes efterårsudstilling 1904–13. I kunstnerkredse regnede man med ham. Man tog ham med på de danske udstillinger i Guildhall, London 1907, i Brighton 1921 og på den baltiske udstilling i Malmö 1914. Akademiet gav ham års-medaljen (Eckersbergs medalje) 1. gang 1908 for Alvor (kunstmuseet), 2. gang 1912 for Et Møde hvorved han blev medlem af dets plenarforsamling. Men kun få forstod hans betydning som maler, kun de nærmeste venner og slægtninge købte billeder af ham. Først mindeophængningen på Charlottenborgs forårsudstilling 1915 efter hans død gjorde ham almindeligt anerkendt, og auktionen over hans efterladte arbejder indbragte 70 000 kr. Alligevel styrkedes hans arbejdsmod så meget at den sidste periode af hans liv blev særdeles produktiv og den hvor han i virkeligheden gjorde sit livs indsats. 1900 og flere gange senere var S. på besøg hos slægtninge i London. Andre rejser gik til Paris sent på året 1910-maj 1911, til Dresden og Paris nogle måneder 1912 (for det Anckerske legat). 1926 afholdt Kunstforeningen en udstilling af hans arbejder. Denne livsskæbne blev bestemmende for S.s emnekreds og hans kunsts hele karakter. Han kredser i sin kunst om de slag livet gav ham, om sin resignation over for livet og om den selvkritik der pinte ham i hans arbejde. Det kommer symbolsk frem i hans figurbilleder der alle er interiørscener og næsten alle foregår i samme interiør som et tilgrundliggende ledemotiv. En kreds af billeder handler om sygdom og håbløshed, den brystsyge hvilende på en sofa med vandglasset i sin hånd eller den syge pige i sin stol (Alvor, 1908, kunstmuseet; Sorg, 1894), en anden viser maleren ved staffeliet, pint under tvivlens kvaler (Maleren, 1907, kunstmuseet). Han skildrer helst gamle mennesker og resignerede eksistenser, de gamle damer med brevene (Gamle Minder, 1901 og 1902) eller ved gemmernes indhold (I Tanker, 1906), Enken, 1908, den gamle mand med sin violin (Violinspilleren, 1902), de gamle mænd stilfærdigt samlede til religiøs opbyggelse (Er Møde, 1912). På dette område er han en sjæleskildrer og psykologisk iagttager som få danske malere. Sig selv studerede han med indtrængende fordybelse i sine talrige selvportrætter. Af væsen var S. en gæstmild og munter mand, men alene, med penselen i hånden borede han i sin egen græmmelse som om han ville tømme resignationens bitterhed til bunds. Med sin sparsomme og nedstemte skala af douce gråt, brunt, mørkgrønt med nogle sølvhvide lys og ofte stemt mod en distinkt rød farve var S. imidlertid en følsom og eksklusiv kolorist. Blandt hans portrætstudier og blomsterbilleder er der ting af lysende malerisk skønhed.

Af år var S. ældre end gennembruddets malere fra 80erne. Kunsthistorisk kan der peges på at han i sin maleriske behandling af interiøret, i sit clairobscur og sit valørstudium, vel nærmest hører den tid til. Andre træk, hans selvfordybelse og hans pessimismes karakter, synes derimod snarere i slægt med generationen fra 90erne og århundredskiftet. Som helhed står han på en plads for sig selv. Livet og skæbnen skubbede ham ud af udviklingen og sammenhængen. Et mindelegat i hans navn stiftedes 1925 af hans husbestyrerinde E. C. D. Classen. – Arbejder af S. findes i kunstmuseet, kunstakademiet (modelstudier fra Bonnats skole), Ålborg, Randers og Fåborg museer, Nationalmuseum i Stockholm, museet i Brighton.

Annonce

Familie

Forældre: købmand, maler Frederik Ludvig S. (1800–51) og Arine Christine Werliin (1810–92). Ugift. – Bror til L. A. S.

Ikonografi

Afbildet på mal. En fisker-stue af L. A. Schou, 1858. Radering af N. Wivel, 1877, mal. af samme 1878. Selvportr.: mal. 1880, tegn. 1885 (kobberstiksaml.) og 1889, mal. 1891, pastel 1892, mal. 1894, 1897, 1898, tegn. 1899, tegn. og mal. 1900, mal. 1901, 1902, 1903 (Nasjonalgalleriet i Oslo), to 1905, 1906 (Randers mus.), 1907 (Fåborg mus.), 1908 (Fr.borg), 1909, 1911, 1913 og udaterede (bl.a. Odense bys mus.). Radering af Julius Wohlers. Mal. af Vald. Neiiendam, 1921 (udstillingsfonden, Charlottenborg). Foto.

Bibliografi

Fortegn, over maleren P. A. S.s efterl. arbejder, auktion 1916 (m. biografi af Karl Madsen). – Rikard Magnussen i Samleren III, 1926 60–64. Jens Pedersen: Maleren P. A. S., udg. ved Vald. Neiiendam, 1929 (anm. af Karl Madsen i Tilskueren XLVIII, 1931 I 51–60). Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen II, 1938. Niels Th. Mortensen: P. A. S., 1944 (heri værkfortegn.).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sigurd Schultz: P.A. Schou i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297151