Otto Bache

Otto Bache, 21.8.1839-28.6.1927, maler. Otto Bache voksede op i små kår. Faderen kaldte sig købmand og konsul, men synes ikke at have været i stand til at ernære sin familie udover det nødtørftigste. Herom fortæller Otto Bache i sine erindringer med en vis munterhed der måske dækker over tragiske forhold. Han var i erindringerne såvel som i sin kunst tilbøjelig til at tilsløre eller besmykke sandheden. Et portræt af faderen (1857) lader denne fremtræde som en velhavende samfundsstøtte. Otto Bache viste tidligt fingernemhed og lyst og evne til at tegne og blev, endnu barn, sat ind på akademiet som han forlod allerede 1856. På det tidspunkt var Wilhelm Marstrand den store mand i dansk malerkunst, og Otto Bache synes tidligt at have været opsat på at følge hans eksempel og skabe sig en omfattende virksomhed. Han blev både portrætmaler, historiemaler, genremaler og dyremaler og sluttede sig til den da moderne "realisme" således som det ses af emnevalget i hans Æltevognen fra 1864 som købtes til den kongelige malerisamling.

Man må have set ham som en kommende storhed for trods sin afbrudte akademiske karriere fik han stipendium og rejste udenlands. Først til Paris hvor han opholdt sig i 1867 og studerede ældre og nyere malerkunst og tillagde sig en forstærket "realistisk" opfattelse der bl.a. ses i Karreheste ved Seinen, 1867. Han nævner i sine erindringer adskillige malere af de dengang mest kendte, og desuden Manet hvis billeder han fandt rå og latterlige, ligesom han i det hele taget ikke forstod og heller ikke kom til at forstå den nyere franske malerkunst. Han var og blev konservativ selv om nogle af hans billeder langt senere er præget af det fra Frankrig udgåede "friluftsmaleri". Samme år rejste han til Italien hvor han var et års tid med ophold eller besøg i Venezia, Firenze, Napoli, Pompei og Rom. Han studerede og kopierede gamle mestre og malede Centauren, der leger med sin Søn hvormed han har villet introducere sig i den ideale genre. Hjemkommen genoptog og udbyggede han en tidligere indgået forbindelse med landadelen hvem han forsynede med portrætter og billeder af heste og hunde. Til grev Frederik G.J. Moltke på Bregentved solgte han et billede i kolossalformat Hundene skal have Mad, 1871 med skildring af fire forskellige hunderacer og en madsvend i kostume fra 1500-tallet. Til Frijsenborg leverede han bl.a. et loftsmaleri og et jagtbillede med talrige figurer. Han påtog sig og effektuerede alle slags opgaver og havde desuden sin styrke i sin elskværdige fremtræden og retlinede karakter.

Hans position styrkedes yderligere da kongen købte hans Et Kobbel heste uden for en Kro, 1878 som oven i købet skulle blive et af hans populæreste billeder spredt ud over landet i utallige gengivelser. Desuden udgik der fra hans atelier talrige portrætter, skildringer af heste, hunde, hjorte m.m. 1880'erne blev præget af hans historiebilleder udført efter bestilling til det nyoprettede nationalhistoriske museum på Frederiksborg. De første af disse kom også til at nyde stor popularitet, nemlig De sammensvorne ride fra Finnerup Lade efter Mordet paa Erik Glipping, 1882 i virkningsfuld, romantisk iscenesættelse. Derefter fulgte slag i slag Christian IVs Kroningstog, 1887, Admiral Suenson ved Helgoland, 1883, Max Müller ved Sankelmark, 1887, Soldaternes Hjemkomst i 1849, 1894 og generalsbillederne Schleppegrell, 1896 og Krogh, 1889; som gave fra en komité maledes til kongen Hestgardens Indskibning i Korsør til Krigspladsen, 1888 og Christian IXs Besøg i Dybbølskansen 1864, 1888; til Kolding rådhus udførtes 1901, som gave fra brygger Carl Jacobsen, Husarangrebet ved Kolding 1849. Også alterbilleder malede han, fx Chris tus og den blodsottige Kvinde, 1903 til kirken i Blågårdsgade. Statens museum for kunst erhvervede Efter Vildsvinejagten, 1876, Køerne drives ud af Stalden, 1885, Heste ved Stranden, 1890 og Daniel i Løvekulen, 1872. Blandt portrætterne kan nævnes Christian IX til Hest, 1896 (Fr.borg), Frederik VIII. 1911 (sst.), skitsen til minister Nellemann, 1897 (sst.), grev Moltke (Lystrup) samt hans selvportræt til Uffizierne, 1889. Hans retning var stadig "realismen", men mere postuleret end følt, og billedernes virkning bygger især på skildringernes letfattelighed, skånsomhed og renlighed hvad der også forklarer den popularitet mange af dem fik. Den velvillige kritik (H. Slott-Møller) sagde at hans kunst "er som en stor rig billedbog for store og små, let forståelig og naturlig lister den sig ind i danske hjerter ...," medens den mindre venlige (Carl V. Petersen) kaldte ham "usikker som kunstner, men socialt og kunstpolitisk meget villende".

Som publikums gunst hurtig var blevet ham til del havde også faglige æresbevisninger nået ham. Allerede 1872 var han blevet valgt til medlem af akademiet, 1883 blev han medlem af skolerådet, 1887 af akademirådet, og endelig blev han s.å. (-1909) professor i malerkunst ved akademiet, 1890, 1896 og 1905 valgtes han til akademiets direktør for tre år og 1893 og 1899 til vicedirektør; 1906 nedlagde han efter et skarpt sammenstød med kultusministeren Enevold Sørensen sin direktørstilling, men valgtes dog 1908 atter som vicedirektør. Otto Bache var desuden 1896–99 medlem af gallerikommissionen og 1910–14 kunstnerisk tilforordnet ved bestyrelsen for det nationalhistoriske museum på Fr.borg. En øjensygdom, for hvilken han blev opereret, hæmmede i de sidste år hans arbejde. Med undtagelse af 1914 og 1916 udstillede han 1856–1923 på Charlottenborg i alt op imod 200 arbejder. Ved udstillinger i München 1892, Berlin 1896 og i Paris 1889 opnåede han guldmedaljer, og 1883 blev han medlem af det svenske kunstakademi.