Oscar Matthiesen, Oscar Adam Otto William Matthiesen, 8.7.1861-28.12.1957, maler. Født på Slesvig Slot, Sønderjylland, døbt i Kbh. (Garn.), død i Kbh., begravet sst. (Holmens). Efter at have stået i malerlære blev M. optaget på kunstakademiet i Kbh. 1878; i 1884 tog han afgang og modtog den lille guldmedalje for Griffenfeld paa Munkholmen. Han videreuddannede sig på P. S. Krøyers skole og var i 1890erne flere gange i Paris hvor han malede Karreheste ved Seinen, 1890 og en tid studerede hos Puvis de Chavannes. Denne var et oplagt forbillede for en ung maler med hang til det monumentale, og påvirkning fra den franske maler kan spores i M.s freskoudsmykninger i Geologisk museum (projekt 1896, udført senere) og Palais Carnolès i Menton (1902). 1891 vandt han en præmie i konkurrencen om udsmykningen af Københavns universitets festsal, men Vilh. Rosenstand kom til at udføre maleriet. Fra 1906 daterer sig hans kendteste værk, det enorme Skaanske Dragonofficerer rider i Bad (Ystad museum) der blev berømmet for de nøgne rytteres anatomiske nøjagtighed. M. fik megen officiel anerkendelse. 1898-99 var han professor ved kunstakademiet i Berlin, 1909 udnævntes han til titulær professor i Danmark. 1920-21 medlem afkommissionen til akademiets omordning (som følge af hans indlæg i denne debat), 1922-28 medlem af akademirådet, medlem af komiteen for biennaleudstillingen i Venezia (udtrådt 1948). Af større bestillinger kan nævnes fresken af Den grundlovgivende Rigsdag, 1915-23 (Christiansborg), fresker i Gethsemanekirken, Kbh. (1929) og flere altertavler. Portrætter udført af M. findes i folketinget og på Københavns rådhus. Han var en autoritet på freskomaleriets område og har skrevet Italiens Al-Fresco Kunst, 1918. M. foretog flere rejser, bl.a. til USA i 1893 (skildret i bogen Stjerner og Striber, 1896, flere gange til Italien, Rusland (1908-09) og Indien (1929). Han udstillede ofte på Charlottenborg, men også i Foreningen for national kunst og i Kunstforeningen af 18. november hvis formand han var 1920-31. Udstillede i USA, Rusland og Tyskland. Retrospektive udstillinger 1936 og på Den frie 1951.

Familie

Forældre: branddirektør, kgl. husfoged Johan Peter M. (1824-89) og Angélique v. Staffeldt (1831-99). Gift 1. gang 18.11.1887 i Gentofte med Camilla Marie Martine Larsen, født 24.2.1862 i Kbh. (Helligg.), død 24.5.1906 i Ordrup, d. af skræddermester Lars Martin L. (1817-93, gift 2. gang 1875 med Emma Nicoline Larsen, født 1844) og Clara Angelica Hesselberg (1830-64). Gift 2. gang 10.11.1907 i Hamburg med Anna Katharina (Anka) Mann, født 15.4.1879 i Rostock, død 14.7.1943 i Kbh., d. af dansk konsul Johan Bernhard M. (1853-1910) og oversætter, lektor, dr.h.c. Mathilde Scheven (1859-1925). Gift 3. gang 9.6.1948 med operasanger Lilli Judith Vilhelmine Hoffmann, født 7.4.1887 i Kbh., død 30.11.1974 i Bagsværd, d. af grosserer, senere repræsentant Carl Jacob Ulrik H. (1856-1913) og Ane Marie Christiane Jensen Claudius (1858-1935).

Udnævnelser

R. 1923. DM. 1931.

Ikonografi

Tegn. af Alfred Schmidt, 1901, og af Vald. Andersen, 1908. Malede selvportr. 1923 og 1927. Silhouet af Kirsten Wiwel, 1927 (Kgl. bibl.). Afbildet på tegn. af H. Jensenius udst. 1928. Mal. af Anton Hansen. Buste af J. J. Bregnø, 1929. Tegn. af Otto Christensen, 1941 (Fr.borg). Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1944. Foto.

Bibliografi

Interviews i Politiken 6.7.1931, Berl. aften 7.7.1941 og Vestkysten 7.7.1951. O. M.s retrospektive udstill. med egne kommentarer, 1936. - Helmer Lind i III. tid. 2.8.1903. A. H. v. Kohl sst. 18.10.1908. Rik. Magnussen sst. 8.12.1923. V. Wanscher i Dansk t., 1906 432 644. Samleren, 1931 151f. W. Schwartz i Politiken 29.12.1957. E. Mentze i Berl. tid. s.d.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig