Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ole Rasch

Oprindelig forfatter JETK
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ole Rasch, Ole Magnu Rasch, 28.12.1783-23.6.1862, maler. Født i Århus, død i Lindholm ved Nørresundby, begravet i Nørresundby. R. blev uddannet som porcelænsmaler i København og senere som miniatureportrætmaler formentlig i Altona hvortil han var flyttet før 1815. 1823 flyttede han til kongeriget hvor han bosatte sig i Lindholm ved Nørresundby. Når han valgte stedet her har grunden for det første været den at der i denne del af landet har været behov for en portrætmaler, og for det andet fordi hans bror Peter August Rasch var købmand i Ålborg, og at hans kone var herfra. I Lindholm lejede han sig ind i en tidligere fæstegård under herregården Rødslet. Det til gården hørende jordbrug på ca. tre og en halv ha og hans beskæftigelse som portrætkunstner har skaffet udkommet til den efterhånden store familie. R.s form for miniatureportrætkunst var noget helt for sig. Han udførte sine portrætter med en egen teknik på bagsiden af glasplader, en udførelsesmåde der ikke synes benyttet af andre portrætmalere her i landet. Fremstillingsmåden er ikke helt klar, men sandsynligvis er portrættet indridset i en sort eller grå hinde som glaspladen var belagt med. For at forøge virkningen er billedet ofte diskret forsynet med farver. Hans klientel var for størstedelen fra Nord- og Østjylland, men også i andre dele af landet har han udøvet sin kunst. Den største kundekreds har han haft i Ålborg og Nørresundby, men også i Århus og opland har han haft gode aftagere idet hans søster Ulrikke Sophie var gift med købmand Christen Bagge Frausing der drev storhandel i Den gamle borgmestergård i Århus, og som havde en stor kundekreds af velsituerede folk. Også oliemalede billeder på lærred og træ foreligger fra R.s hånd. En mindestue for maleren med en samling af hans billeder og inventar fra hans bolig er indrettet i den gamle Raschgård i Lindholm der tillige er lokalhistorisk museum for den tidligere Sundby-Hvorup kommune.

Familie

Forældre: provst i Harritslev ved Randers Frederik R. (1741-1818) og Johanne Frederikke Lassen (1745-1818). Gift ca. 1810 med Christiane Møller, døbt 28.1.1788 i Ålborg, død 9.1.1848 i Lindholm, d. af værtshusholder Jens Jensen Møller og Gertrud Christensdatter.

Bibliografi

Christen Frausing Borch i Købstadmuseet Den gamle by. Årbog 1936-37 69f. Johs. E. Tang Kristensen i Fra Himmerland og Kjær herred, 1962 159-96 (m. fortegn. over R.s arbejder). – Slægtsbog for familien Rasch i Sundby-Hvorup sognehist. saml.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johs. E. Tang Kristensen: Ole Rasch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296123