Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ole Kielberg

Oprindelig forfatter HeBram

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ole Kielberg, Ole Beck Kielberg, 9.8.1911-2.5.1985, maler. Blandt den gruppe malere som i 1930erne i reaktion mod modernismens epigoner valgte at opdyrke et maleri efter det klassiske princip: naturen og mestrene, er K. en af de yngste og en af dem der med størst konsekvens har givet disse ideer liv. Under sin opvækst i Fredensborg viste han tidligt interesse for malerkunsten og forberedte sig på den lokale tekniske skole til kunstakademiet hvor han blev optaget 1929. Året efter debuterede han på Kunstnernes efterårsudstilling og var samme år på den første af sine mange udenlandsrejser som gik til Berlin. 1931 var han første gang i Paris og atter 1933–34 hvor han besøgte kunstskolen i Maison Watteau. Han rejste i Tyskland og Østrig 1937 og flyttede 1938 fra Fredensborg til Dageløkke ved Humlebæk hvor han siden har boet og hvis omegn gav ham motiver til hans flittige og dybtgående studier efter naturen. De gælder først og fremmest landskabet, men omfatter også blomster, foruden at arkitektur også bestandig har tiltrukket ham som malerisk fænomen. Efter krigen genoptog han sit rejseliv, var 1948 i Stockholm for at se wienerudstillingen, den første store kulturelle og kunstneriske manifestation efter de magre år, 1949 var han i Holland, Belgien og Paris på Hartmanns legat og 1951–52 for første gang i Italien som han senere jævnligt har besøgt foruden andre lande, således England 1973. Under opholdene i udlandet var hans tid ligeligt fordelt mellem studiet af ældre kunst på museer og studier i marken der gerne nedfældedes på papir med blyant og vandfarve. Hans malerier er ofte af ret lille format og bestemt af et bevidst begrænset antal farver i forening med det umiddelbare naturstudium. Et ret stort landskab malede han dog 1965 til sygehuset i Kalundborg. K. har næsten hvert år fra 1936 udstillet på Corner-ud-stillingen (1936–41 Corner- og Høst) og har desuden haft flere separatudstillinger, bl. a. i Norge og Sverige, samt to retrospektive udstillinger, i Kunstforeningen 1960 og i kobberstiksamlingen 1977–78. K. har modtaget Oluf Hartmanns legat 1949, Jeanne og Henri Nathansens mindelegat 1961, Kristian Zahrtmanns legat 1966, Slott-Møllers legat 1978 m.fl. 1959 fik han Eckersberg-medaljen og 1978 Thorvaldsen-medaljen.

Familie

Ole Kielberg blev født i Hillerød; begravet på Humlebæk kirkegård.

Forældre: fabrikant, senere assurandør Ejnar K. (1881–1960) og Amalie Margrethe Betzy Beck Petersen (1884–1972).

Annonce

Ikonografi

To buster af Erling Frederiksen 1930–32. Selvportræt 1946. Flere mal. af Jeppe Vontillius fra 1950erne. Afbildet på mal. af Victor Brockdorff. Skulptur af Erling Frederiksen udst. 1973. Foto.

Bibliografi

O. K. Et udvalg af billeder m. tekst af Haavard Rostrup, 1960 = Vor tids kunst LX. – O. K: Maleren og motivet i Politikens søndagstillæg 4.8.1946. Interview i Berl. tid. 5.1.1977. – Ellen Poulsen i Kat. til Corner ud-still. 1958. Jan Zibrandtsen i Kat. for udstill. i Kunstforen., 1960. Erik Fischer i Kat. til Corner udstill. 1971–72 7–9. Gunnar Jespersen: Kunstnere omkring os, 1976. Fra O. K.s verden, 1977 = Lommebog udg. af Kobberstiksaml. IV.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Bramsen: Ole Kielberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292544