Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mogens Thrane

Oprindelige forfattere BBoeg og CEll
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Mogens Thrane, Mogens Christian Thrane (Trane), 11.8.1697-27.8.1764, maler. Født i Ålum, død i Viborg, begravet sst. Med udgangspunkt i Randers og Viborg har T. været virksom som maler i store dele af Nørrejylland og nød ikke ringe lokal berømmelse. Han var meget alsidig i sit virkefelt og påtog sig både små og større opgaver. Kunstnerisk har hans værker et håndværksmæssigt præg, men kulturhistorisk fortjener navnlig hans malede kirkeinventar interesse for deres emblemudsmykning hvor væsentlige teologiske dogmer blev formidlet i allegorisk form til menighedens opbyggelse. Kobberstukne forlagsbøger som Daniel Cramers Emblemata Sacra (1624) har spillet en betydelig rolle for udformningen. 1733 malede T. i Nørup kirke, 1734–36 i Viborg søndre sogns kirke, 1738 i Horsens klosterkirke. Også adskillige altertavler er udgået fra hans værksted, ligeledes genrebilleder, portrætserier og mytologiske fremstillinger. Mester Mogens var overhovedet leveringsdygtig i alle malerkunstens brancher. Hans søn Jens T. (ca. 1729–79) var en flittig portrætmaler, hovedsagelig virksom på Fyn. På Fr.borg hænger hans portrætter (formentlig fra 1764) af madame de Hansen, Frederik Vs maitresse, samt hendes datter Frederikke Cathrine og svigersøn oberst H. F. v. Lützow; talrige andre portrætter findes på herregårde og i andet privateje. De er oftest stive og kejtede, stundom dog med helt god karakteristik; de godtgør at T. ikke var ukendt med Piloskolens portrættvper og kolorit i 1750erne.

Familie

Forældre: maler Jens Jensen T. (ca. 1667–1736) og Ingeborg Hansdatter (ca. 1658–1737). Gift 1. gang 25.11.1728 i Sønderholm med Beate Laursdatter Laurberg, død 1753, d. af sognepræst, sidst i Sønderholm, Laurits Sørensen L. (1681–1740, gift 2. gang 1726 med Sophie Amalie Hansdatter Lessow, 1698–1772) og Karen Villadsdatter (død 1725). Gift 2. gang 1.8.1753 i Viborg med Judithe Juliane Buch, født ca. 1708, begr. 1.12.1775 i Låstrup.

Ikonografi

Selvportr. på gouache på ansøgning (Rosenborg).

Annonce

Bibliografi

Chr. Elling i Tilskueren LI, 1934 II 233–52. Danm.s kirker. Tisted amt II, 1942 635 890; Fr.borg amt I, 1964 213. Lisbet Juul Nicolaisen i Kirkehist. saml., 1969 148f. Otto Norn i Den iconographiske post IX, 1978 nr. 2 19–25. Skirne Helg Bruland i Museet på Koldinghus. Årsberetn. 1979–80, 1981 47–51.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte B. Johannsen, Christian Elling: Mogens Thrane i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298394