Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Louis Ehlers

Oprindelige forfattere MeHa og AnMas

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Louis Ehlers, Louis Kristian Ehlers, 10.5.1916-22.12.1998, samler, maler, konservator. Louis Ehlers kom som 14-årig i lære som malersvend. Ti år senere blev han optaget på kunstakademiet og var 1940-45 elev her på såvel malerskolen som den grafiske skole. I sidste halvdel af 1940erne og ind i 1950erne udstillede Louis Ehlers hyppigt på Kunstnernes efterårsudstilling, men allerede kort tid efter sit ægteskab 1947 begyndte han sammen med sin hustru Margrete at interessere sig for dansk lertøj, og indsamlingen af dette blev snart den altoverskyggende interesse for dem begge. De gennemrejste landet fra syd til nord, fra øst til vest, og hvad et rabatkort til DSB sparede i transportudgifter blev anvendt til at forøge samlingen. Og selv om Louis Ehlers lagde den væsentligste grund til denne på en tid da interessen for det folkelige pottemageri endnu knap var vågnet og genstandene følgelig rimelige i pris, så var den yderste sparsommelighed i årtier en forudsætning for opbygningen af denne samling der i omfang og kvalitet er enestående. Louis Ehlers delte vilkår med tidligere private samlere som fx J. W. Frohne og A. Øigaard der som han var forud for deres tid og derfor i stand til at grundlægge samlinger, især af nordiske 1700-tals fajencer der i dag ville være økonomisk uoverkommelige. 1967 udkom som resultat af de utrættelige efterforskninger, rejser og indsamlinger bogen Dansk lertøj. Det er en grundlæggende studie over lertøjets historie i Danmark fra middelalderen til begyndelsen af vort eget århundrede, og geografisk dækker den hele landet fra de sønderjyske fiskefade, Sorring-egnens barselspotter over det karakteristiske grønne fynske pottemageri og Sjællands ølboller og -krus til en komplet samling af bornholmsk lertøj. I foråret 1983 blev Louis Ehlers' samling offentlig tilgængelig, og dermed virkeliggjordes et mangeårigt ønske. Haderslev kommune, fra 1981 samlingens ejer, stillede et nyrestaureret hus, Slotsgade 20, fra slutningen af 1500-årene til rådighed, og det danner nu rammen om landets største og mest komplette samling af dansk lertøj samt lertøj fra Nordtyskland. Louis Ehlers havde selv opsyn med samlingen til sin død.

Sideløbende med sin interesse for lertøjet beskæftigede Louis Ehlers sig også med konservering og restaurering af såvel dette som af gamle fajencer og porcelæn, og mange, både offentlige og private, nød i årenes løb godt af hans overordentlige dygtighed og kyndighed på dette felt, en kyndighed som hans beskedne og sky væsen og store hjælpsomhed ikke skiltede med.

Som grafiker er Louis Ehlers repræsenteret på Statens museum for kunst (kobberstiksamlingen) og Nationalmuseum i Stockholm.

Annonce

Familie

Louis Ehlers er født i København (Simeons sogn).

Forældre: vognmand Sigfred Karl E. (1883-1947) og Dagmar Søndergaard (1885-1945). Gift 1.11.1947 i Kbh. (Skt. Stefans) med laboratorieassistent Margrete Boysen-Jensen, født 29.11.1916 i Kbh., død 8.5.1979 i Virum, d. af professor, dr.phil. P. Boysen J. (1883-1959) og Olga Maria Vogt (1887-1931).

Bibliografi

Birthe Lindberg i Jyllandsposten 3.6.1983.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Anne-Mari Steimle: Louis Ehlers i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289053