Louis Aumont, Louis Auguste François Aumont, 7.1.1805-6.5.1879, maler. Født i Kbh. (Kat.), død på Frbg. sygehjem, begravet i Kbh. (Kat. Ass.). A. kom ind på akademiet 1820 og blev elev i portrætmaleri af Hans Hansen og C. W. Eckersberg; han fik 1824 den lille, 1826 den store sølvmedalje. Da han sidstnævnte år ville fuldende sin uddannelse i Frankrig udbad han sig akademiets anbefaling til et stipendium, men man ønskede ham først større modenhed. Han rejste dog ud med støtte af prins Christian Frederik og grev A. W. Moltke og arbejdede i Paris i baron A. Gros' atelier, hvor han virkelig formåede at hævde en plads; hans arbejder der hjemsendtes gjorde lykke og rostes bl.a. af Høyen, så han nu kunne få akademiets erklæring om at have vist "umiskendeligt talent" og opnåede offentlig støtte. 1829 vendte han tilbage til Kbh. hvor han hurtigt blev en fejret portrætmaler og kom i forbindelse med hoffet (billeder af arveprinsesse Caroline, 1830, prinsesse Wilhelmine, 1831, dronning Caroline Amalie, 1830, Christian VIII, 1831, alle på Rosenborg, samt et halvfigursportræt af Christian VIII, 1834, deponeret på Fr. borg). Han søgte 1832 at blive agreeret ved akademiet på et billede af oberstløjtnant Hagedorns børn, men afvistes; mere held havde han ikke, da han n.å. mødte frem med fru Heibergs portræt (Teatermus.). Skuffet solgte han sine billeder og drog 1834 til Hamburg hvor han 1839 fik borgerret. Den store brand 1842 drev ham tilbage til Kbh. hvor han dog nu kun med besvær fandt sit udkomme. I marts 1847 rejste han til Vestindien, og fra 1853 fik han plads som intendant og hovmester på orlogsbriggen Mercurius; han gjorde tjeneste på flådens skibe til 1865. 1858–59 var han igen i Paris. A. har 1824–44 udstillet i alt 82 arbejder på Charlottenborg, 1827 et portræt på Salonen i Paris, 1840 Vierländerpiger på udstillingen i Hamburg. Af hans malerier findes, foruden de ovenfor nævnte på Rosenborg, følgende i offentlige samlinger: Konferensrådinde Frølich (1837) på Kunstmuseet, Marquis de Massilian i Montpellier, Aug. Bournonville på Det kgl. teater, professor Claus Schall og hustru på Teatermuseet. Endelig findes portrætter af A. i privateje, således H. E. Freund (Klintholm) og kunstnerens hustru (tidl. Johan Hansens samling). A.s små portrætter kan stå ganske højt ved deres gode tegning, finhed i farveholdningen, et liv i karakteristikken og en friskhed i opfattelsen som er ret usædvanlig herhjemme på den tid, men hans store og officielle portrætmalerier bliver stive, tørre og gennemdetaljerede. – Sønnen Horace Henri Philippe Aumont, f. 16. 12.1839 i Hamborg, d. 7.2.1864 i Slesvig, begr. sst., var også maler. Han kom med forældrene 1842 til Kbh., blev senere uddannet som porcelænsmaler på Den kgl. Porcelainsfabrik og malede også blomsterbilleder, udstillede 1861–63 på Charlottenborg. Han deltog som værnepligtig i den 2. slesvigske krig og blev dødelig såret ved Sankelmark.

Familie

Forældre: underbogholder i Nationalbanken og major i Borgervæbningen Jean Pierre Marie A. (ca. 1775–1845) og Anna Elisabeth de Jenty (1783–1852). Gift 6.10.1832 i Kbh. (Slotsk. og Kat.) med Vilhelmine Bernhardine Paasche, født 3.11.1812 i Kbh., død 25.9.1894 sst, d. af sekondløjtnant ved husarerne, senere lærer ved fattigvæsenet Joachim Barner P. (ca. 1790–1827) og Helene Marie Paust (ca. 1793–1851). – Farbror til Arthur A.

Ikonografi

Barnebillede af ukendt (fransk?) maler. Selvportr. som 18- og som 25-årig.

Portrætteret på N. Simonsens mal. 1864 fra Sankelmark. Træsnit 1864. Foto.

Bibliografi

A. Lichtwark: Das Bildniss in Hamburg II, 1898 203f. Karl Madsen i Kunstmuseets årsskr. 1917 8 109. N. L. Høyens skrifter, udg. J. L. Ussing, I, 1871 70f. Sigurd Schultz i Danske i Paris gennem tiderne II, 1938 242f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig