Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

L.A. Ring

Oprindelig forfatter MeBod

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

L.A. Ring, Laurits Andersen Ring, 15.8.1854-10.9.1933, maler. L.A. Ring voksede op i et fattigt husmandshjem og måtte tidligt hjælpe med på faderens værksted. 1869 kom han i malerlære i Præstø og rejste som svend til Kbh. for at uddanne sig til kunstner. Han blev elev på Teknisk skole og dimitteret herfra til akademiet, i hvis almindelige forberedelsesklasse han blev optaget jan. 1875. Efter seks semestre, i hvilke han kun nåede gennem forberedelsesklasserne, forlod han akademiet med udgangen af 1877 uden at have haft nævneværdigt udbytte af undervisningen. En gang senere, okt. 1884–jan.1885, søgte han tilbage til akademiet, og 1886 var han i en måned elev på P.S. Krøyers skole.

I sine studieår måtte L.A. Ring for at klare sig om sommeren søge arbejde som malersvend, og der blev ikke levnet ham megen tid til selvstændige forsøg som kunstner. Da han forlod akademiet, hvor han udelukkende tegnede gips og perspektiv, havde han således endnu ikke forsøgt sig med pensel og oliefarve og af tegninger kun udført ganske få (kobberstiksamlingen). Han skulle nu arbejde på egen hånd, og de følgende år som han dels tilbragte i sit hjem i Ring, dels i Kbh. i samliv med sine malerkammerater, blev en streng tid, idet han uden noget egentligt grundlag og under et hårdt økonomisk tryk selv måtte finde vej frem som maler. I hjemmet fandt han straks de emner der skulle blive karakteristiske for hans kunst: skildringen af den sjællandske landsby, dens mennesker og dens interiører og sled sig som autodidakt frem til den personlige maleriske form som efterhånden fæstnede sig og helt og holdent blev hans egen.

1882 nåede L.A. Ring så vidt at få et billede optaget på Charlottenborg, et jævnt og usmykket interiør fra et husmandshjem som han havde kaldt Julebesøg (Hirschsprungskesamling). Af de følgende års karakteristiske landsbyskildringer må fremhæves det koloristisk fine Bondedreng ved sine Lektier, 1883 og de stærkt realistiske Tiggerbørn udenfor en Bondegaard. 1883, Udenfor et Bondehus, 1885, Samtale i Landsbygaden (Hønsekræmmeren), 1887 og Mogenstrup Kirke. Tidligt Foraar, 1888 (Hirschsprungske samling) hvor det gamle husmandspar ses på vej hjem fra kirke. I Kbh. søgte han tilsvarende karakterfulde motiver af byens liv, som fx Gammelt Venskab opfriskes, 1881, Fra Gæstgivergaarden Rosen, 1884, som er påvirket af Erik Henningsens kendte billede Morgen i Adressekontorets Gaard, Tiggerbørn paa Cafeen, 1884 og det stemningsfulde billede Skomageren, 1885 samt Et Besøg, s.å., med sin aktuelle politiske diskussion mellem småhåndværkere.

Annonce

I sin gamle malerkammerat fra akademiet, Karl Madsen havde L.A. Ring en forstående kritiker der allerede fra begyndelsen af 80'erne i sine udstillingsanmeldelser fremholdt værdien i hans dybtgående karakteristik af landbefolkningen, og som i en anmeldelse af L.A. Rings udstilling i Kunstforeningen 1889 varigt har fastslået betydningen og omfanget af hans talent. Ellers faldt i øvrigt kritikken ret hårdt over ham og lod ham høre for hans tegnefejl, hans mangelfulde figurstil og hans grove usminkede realisme. Den usikkerhed han stadig følte med hensyn til egne evner og målet for sin malerkunst blev ikke mindre herved. Samtidig med at han i disse år malede nogle af sine mest selvstændige og karakteristiske billeder forsøgte han derfor at slå ind på nye veje under indtryk af anden kunst.

Blandt vennerne var den bondefødte H.A. Brendekilde den, hvis venskab en overgang fik størst betydning for ham. En tid delte de atelier og tilbragte somrene sammen i Rågelunde på Fyn. I sit billede To Piger, der graver Kartofler, 1883 (Hirschsprungske samling) begynder L.A. Ring at nærme sig Brendekildes mere idealiserende figurstil og at forlade den kantede personlige malemåde og gennemtrængende karakteristik fra Tiggerbørn uden for en Bondegaard. N.å. malede han landskabet med de tre hostfolk, ligeledes i Rågelunde, og sluttede sig her med stor dygtighed til den mere koloristisk maleriske opfattelse som i de år gjorde sig stærkt gældende i dansk malerkunst (navnlig hos Fritz Syberg, Julius Paulsen), sikkert væsentlig med Karl Madsen som formidler. De store monumentalt anlagte billeder IHøst, 1885 og Et Frieri, 1886, hvor detailrigdommen er veget for en stor og hel form med en samlende kontur og hvor figurerne ligesom smelter sammen med landskabet, er blevet til under stærkt, om end indirekte indtryk af henholdsvis J.-F. Millets og Bastien Lepages kunst. Samtidig bærer ikke få landskaber fra disse år (fx Drenge ved Gadekæret, 1887) tydelige mindelser om fransk farvesyn og bringer med deres sølvgrå og smaragdgrønne toner Camille Corot i erindring. Om hans sikkerhed i formbehandlingen og mærkelige kompositionelle evner vidner det fine billede i nasjonalgalleriet i Oslo En ung Pige, der ser ud af et Tagvindue, 1885 som navnlig i sin sikre beskæring kan lede tanken hen på Edgar Degas.

Først 1889 kom L.A. Ring på rejse med et mindre akademistipendium. Sammen med Karl Madsen tog han over Holland og Belgien til Paris og fik her lejlighed til et førstehånds studium af fransk kunst. Af den nyere malerkunst var J.F. Raffaellis nøgterne virkelighedsskildring det, der i særlig grad tiltrak sig hans opmærksomhed, hvad der er betegnende for den retning hans kunst efterhånden skulle tage. I tiden mellem Parisrejsen og hans første Italiensophold 1894 var Næstved det faste tilholdssted i L.A. Rings omstrejfende tilværelse, og hans tilknytning her til familien Rähler, som et par år efter hans hjemkomst førte til hans ægteskab med Sigrid Kähler, fik på mange måder betydning for ham.

I perioden 1889–96 er hans produktion uhyre svingende. Som hovedværker og karakteristiske billeder må nævnes Den berusede Mand i Landsbyens Gade, 1890 (Ordrupgård) og Foraar i Hals, 1892 (kunstmuseet), idet de begge som menneskeskildringer, i farve og i komposition rummer L.A. Rings bedste egenskaber. Enkelte samtidige billeder bærer præg af hans interesse for Raffaëlis saglige menneskeskildring (fx Kone med Kurv og Shawl paa Landevejen, 1891), mens andre viser en genoptagelse af den dekorative billedform som fx Teglværksarbejdere, 1892. Denne tendens mod den dekorative holdning, der med mellemrum stadig dukker op i hans kunst, fandt dog sit stærkeste udtryk i det store billede Foraar (Hirschsprungske samling, tildelt akademiets årsmedalje) som viser to unge piger i en bondehave. Det er malet 1895 efter hjemkomsten fra Italien under indtryk af gammel stilkunst (L.A. Ring havde bl.a. udført kopier efter Hans Holbein, Hans Memling og Filippo Lippi) og kom her i overensstemmelse med 90'ernes hele dekorativt-symbolistiske retning. Med dette billede er L.A. Ring nået til et yderpunkt for sin kunsts område. Mere inden for den hjemlige traditions rammer er det monumentale helfigurportræt af hustruen i I Havedøren, 1897 (kunstmuseet) som både malerisk og i sin komposition bringer Michael Ancher i erindring. Efter ægteskabet henviste livet med hustru og børn ham naturligt til hjemlivets intime interiørkunst, og en indflydelse fra Viggo Johansen, som han i disse år var kommet i nærmere personlig berøring med, gør sig gældende i sådanne skildringer.

Beslægtet med den dekorative tendens der optog L.A. Ring som et rent kunstnerisk problem, findes i hans kunst et symbolistisk indslag af mere litterær art som med mellemrum dukker op i enkelte af hans billeder. Han beskæftiger sig i disse med elementære begreber som liv og død og viser herved en helt ny side af sit væsen som kunstner og som menneske, som ikke må overses ved bedømmelsen af hans personlighed. Allerede det dekorative element i IHøst rummede ved sin almengyldige opfattelse af bonden en vis symbolisme, og denne træder stærkere frem med Aften, 1887 (kunstmuseet). Grundstemningen i dette billede præges af L.A. Rings sorger og grublerier i disse år hvor han er tynget af fattigdom, og hvor tanken om døden stadig opfylder hans sind. Billedet, der er inspireret af Henrik Pontoppidans fortælling Knokkelmanden viser en gammel træt kvinde der har sat sig til hvile med sin byrde på landevejen, og over hendes hoved svæver dødens skikkelse med sin le. Rent umiddelbart kan det lede tanken hen på Millet (Døden og Brændehuggeren, Glyptoteket) men i øvrigt viser det ved sin plastisk betonede holdning tillige en vis tilknytning til Vilhelm Hammershøi som L.A. Ring på dette tidspunkt satte meget højt.

I Napoli kopierede L.A. Ring Pieter Brueghels De Blinde og malede under sit ophold i Palermo den mærkelige naturalistiske studie af de tre dødninge (1894, kunstmuseet) som han havde planer om at benytte til en stor dødedans-komposition. Den blev dog ikke realiseret, og hans sidste forsøg i denne retning blev Efter Solnedgang, 1899, bygget over salmemotivet Nu skrider Dagen Under, og Natten vælder ud, som han malede ved hjemkomsten fra sin anden Italiensrejse (med det Anckerske legat). – Den stærke følelse for det elementære i tilværelsen, som L.A. Ring søgte at give i fortættet form i de symbolske billedfantasier, finder i virkeligheden (ligesom hos hans åndsfrænde Brueghel) et langt fuldgyldigere udtryk i hans naturalistiske billeder med deres jævne og nøgterne menneskeopfattelse.

Efter sit ægteskab slog L.A. Ring sig ned i Karrebæksminde et par år, og herefter falder hans virksomhed naturligt i tre perioder efter skiftende opholdsted: i Frederiksværk 1898–1902, i Baldersbrønde 1902–33 og i Skt. Jørgensbjerg ved Roskilde 1914–33. Ægteskabet bragte en ro og harmoni ind i hans liv som også afspejler sig i hans kunst. Han er blevet mere sikkerpå værdien af sine oprindelige evner, eksperimenterne ebber ud, og han samler sig om "den detaillerede saglige Karakterisering" der efterhånden bliver "en Hovedaccent i hans Kunst" (P. Hertz). Af de større arbejder fra disse år som viser denne tendens kan nævnes En Husmandsfamilie venter Fremmede og Maleren i Landsbyen fra 1897 og kunstmuseets to hovedværker Bedsteforældrenes Søndag og Husmandsfolk fra 1898. Under opholdet i Frederiksværk malede han bl.a. Vej gennem Vinderød, 1898 (kunstmuseet), Landsbygade, Slagteren sælger Kød, 1899 (tildelt Serdin Hansens præmie), De gamle har faaet Brev, 1901 (tildelt akademiets årsmedalje) og desuden en del fine landskaber og snebilleder.

I Baldersbrønde fandt han et ægte sjællandsk landsbymiljø hvor de stråtækte huse og deres beboere, gadekæret og landevejen gennem landsbyen bød ham en rig variation af skiftende motiver. Til denne periode hører betydningsfulde arbejder som Paa Kirkegaarden, 1904 (kunstmuseet, tildelt Thorvaldsens medalje), Det gamle Hus bliver pudset op, 1909 (kunstmuseet), Sædemanden, 1910 og Naar Toget ventes, 1913. L.A. Ring var nu endelig nået frem til almindelig anerkendelse. 1914 byggede han eget hus på "Bjerget" ved Roskilde og tilbragte her resten af sit liv. Han malede nu udsigten mod Roskilde og over fjorden, et morsomt figurmotiv fra Roskilde lystbådehavn og figurbillederne En Maler i Landsbyen, 1918 og Er Regnen hørt op?, 1922, men selve landsbyen skuffede i øvrigt i nogen grad med hensyn til motiver.

Hustruens død 1923 var et hårdt slag for L.A. Ring, og nogle år holdt han helt op at male. Men da han som 70-årig, tvunget af økonomiske forhold atter genoptog maleriet, viste hans landskaber at han endnu besad en forbavsende kunstnerisk kraft. Den vemodige stemning i hans sind afspejler de to sidste større figurkompositioner Foraaret og den Gamle, 1926 og Den unge Kvinde og Efteraaret, 1927.

Til trods for forskellige retninger og påvirkninger inden for L.A. Rings kunst er der en mærkelig helhed i hans store samlede produktion, og det er denne som først og fremmest karakteriserer ham som kunstner. Den beror på at han gennem sit liv holdt fast ved sin oprindelige emnekreds fra landsbyen som for ham, der gennem fødsel og opdragelse var inderlig knyttet til landsbymiljøet, var livet selv og virkeligheden. Hans opfattelse af emnet forblev ligeledes uforandret gennem årene. Han så aldrig sine modeller udefra som maleriske skikkelser i folkloristiske tilsnit, men indefra som menneskelige væsener med dyb oprindelighed i vaner og livsførelse. Med sine skarpe og kærlige øjne så han alt det der karakteriserede det befolkningslag han skildrede: stillinger, gangart, klædedragt og fysiognomi, og de omgivelser de levede i. Han bed sig fast heri og tegnede skikkelserne op med en mærkelig og udtryksfuld linjevirkning. Når han malede mennesker, var det hver gang individet der fangede hans interesse, og hans karakteristik er så gennemtrængende, at hans skikkelser for os bliver typer. "Sædemanden" og "Kalkemanden" er eksempler herpå.

Efterhånden kom landskabet til at gøre sig mere gældende i hans billeder, og som landskabsmaler følte han sig fra første færd beslægtet med Vilhelm Kyhn. Han foretrak efteråret med dets tågedis, vinteren med det sneklædte tøbrudslandskab og navnlig det tidlige forår med dets sarte, endnu lidt vissengrønne farve og bladløse træer. Disse årstiders karakter med den fugtige, tågede luft som samler billedet i en skala af grå toner, stemte overens med hans koloristiske temperament. Som han selv engang i et brev har udtrykt det, var han bedst oplagt til at male når alting var "graat i graat og saa nogle enkelte gule og brune Farver". I landskabet er det ligesom ved menneskeskildringen trangen til at karakterisere og ramme virkeligheden tone for tone der er hans mål. Landskabet får ligesom mennesket et fysiognomi der skal fæstnes.

Sit højdepunkt i malerisk henseende når han i 80'erne i et tonemaleri med enkelte lokale farveaccenter. Efterhånden som hans karakteriseringsevne udvikles, og han kræver en mere saglig detaljeret gengivelse af enkelthederne, sker der imidlertid en forskydning af de maleriske mål. Tonemaleriets koloristiske værdier træder i baggrunden for en mere stoflig karakterisering. Farven bliver emaljeagtig hård og præcis, og enkelthederne tegnes op i følsomme konturer med en sikker og levende pensel. L.A. Ring havde en medfødt kompositionsevne af stor originalitet som han efterhånden udviklede i rent artistisk retning. Han malede aldrig kompositionsskitser til sine billeder. I de store figurmalerier gjorde han som regel hele den landskabelige del af billedet færdig i det fri og indsatte så til sidst figurerne, som han malede efter model, på deres plads i billedet, en fremgangsmåde der i høj grad krævede overblik over komposition og en udviklet sans for størrelsesforholdene. Det fortælles også, at han kunne male et landskab ved at begynde i det ene hjørne af lærredet og gøre hele billedet færdigt på én gang.

Som komposition rummer L.A. Rings billeder næsten altid interessante billedvirkninger. Han arbejdede i udstrakt grad med dybdeperspektiv i forbindelse med figurer i forskellige størrelsesforhold eller med diagonalkompositioner med skrå vinkler af ret kompliceret art (som fx Naar Toget ventes). Han komponerede aldrig om på motivet, men opnåede billedvirkningen udelukkende ved karakterfulde afskæringer hvor billedets linjer skærer rammen og ligesom spænder motivet fast heri. – L.A. Ring kunne have bragt det vidt i malerisk artistisk retning, men han slog sig ikke til tåls hermed. Hans kunst havde først og fremmest et rent menneskeligt sigte, og den blev social i bedste og dybeste forstand, fordi den udsprang af hans kærlighed til det fattige landsbymiljø. Som Karl Madsen skrev "hører der Hjerte til for at elske Virkelighedens Aasyn", således som L.A. Ring gjorde det.

L.A. Ring udstillede på Charlottenborg 1882–1928 og på Den frie udstilling 1902–04. Han havde udstillinger i Kunstforeningen i Kbh. 1889, 1901, 1914, 1924 og 1953 samt med Vilhelm Hammershøi og Th. Philipsen i kunstforeningen i Stockholm 1930. Mindeudstilling for ham afholdtes 1933 på Charlottenborg. 1909–15 var han medlem af akademirådet og 1917–23 af gallerikommissionen. Han er repræsenteret på de fleste museer i Danmark og i udlandet på museerne i Oslo, Stockholm og Göteborg. Han har deltaget i de fleste udstillinger af dansk kunst i ind- og udland. I Dresden 1897 og i München 1901 belønnedes han med guldmedalje. I Paris 1900 med bronzemedalje. 1930 udnævntes han til medlem af det svenske kunstakademi.

Familie

L.A. Ring blev født i Ring, Hammer sg., Præstø amt, død i Skt. Jørgensbjerg, urne på Skt. Ibs kgd. i Roskilde. Forældre: husmand, tømrer, hjulmager Anders Olsen (1816–83) og Johanne Andersdatter (1814–95). Kaldte sig fra 1881 Ring; navneforandring 29.6.1896. Gift 25.7.1896 i Næstved med Sigrid Kähler, født 12.5.1874 i Næstved, død 9.5.1923 i Skt. Jørgensbjerg, d. af keramiker Herman A. K. (1846–1917) og Jansine E. C. Berg (1848–1901).

Ikonografi

Malet selvportr. 1879. Afbildet på Rasmus Christiansens tegn. af Tuxens aftenskole, 1886 (Fr.borg). Selvportr. på mal. 1887. Mal. af Sophie Holten, 1888 (Roskilde mus.). Buste af Fr. Hammeleff, 1890. Mal. af Michael Ancher, 1892 (Skagens mus.). Afbildet på mal. fra Johan Knudsens hjem af C. Clausen, 1892 (Bangsbomus.); mal. af samme. Mal. af H. A. Brendekilde (Fyns stifts mus.) og afbildet på mal. af samme. Tegn. af L. Find, 1895. Afbildet på mal. af Viggo Johansen 1895 og 1897 (Neue Pinakothek, München). Mal. af Knud Larsen, 1901. Buste af Gunnar Jensen, 1912(St.mus.). Afbildet på mal. af Eiler Sørensen, 1916, af Ghita Ring, 1917. Buste af Hjalmar Kleis, 1917. Selvportr. på mal. 1918. Mal. af L. Find, 1921 (udstillingsfonden, Charlottenborg), forstudie hertil; karikerende tegn. af samme (Fr.borg). Tegn. af A. Lofthus; 1924 (sst.). Mal. af Ole Søndergaard udst. 1925 (sst.). Buste af Hans Hempel udst. 1927. Mal. af Elisabeth Wandel. Foto. -Gravsten af Hans Hempel.

Bibliografi

[Hans Chr. Christensen:] Fortegn, over malerier og studier af L.A. Ring 1880–1910, 1910; tillæg 1922. Kat. for mindeudstill. Charlottenborg nov. 1933 m. indledn. af Karl Madsen (optr. i Politiken 8.11. s.å.). Fortegn, over direktør O. P. Christensens gave til den da. stat, udstillet Statens museum for kunst 1957. L.A. Ring. 60 autotypier, 1912 (3.opl. 1944) = Små kunstbøger VI. – Interview i Gads da. mag. XXVII, 1933 163–72. – Karl Madsen i Tilskueren VI, 1889 297–310. Samme i Samleren IV, 1927 161–84. Peter Hertz: Maleren L.A. Ring, 1934 (heri billedfortegn. Anm. af Karl Madsen i Tilskueren LI, 1934 II 433–43). Cai M. Woel: L.A. Ring, 1937. Kai Flor: L.A. Ring. Direktør O. P. Christensens saml., 1956. Arthur Fang: Ring og Roskilde, 1971 = Fra Roskilde museum XXVII.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Bodelsen: L.A. Ring i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296416