Knud Larsen, Knud Erik Larsen, 27.8.1865-7.12.1922, maler. Født i Vinderød, død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). L. begyndte som malersvend og dimitteredes af Teknisk selskabs skole til kunstakademiet som han besøgte fra okt. 1883 til sin afgang jan. 1889. Han debuterede på Charlottenborgs forårsudstilling 1887 med et portræt og hørte lige til sin død til Charlottenborgs faste udstillere. Desuden udstillede han 1907–10 og 1922 på Kunstnernes efterårsudstilling, ligesom han har været repræsenteret på de fleste større samtidige udstillinger af dansk kunst i udlandet, bl.a. Kunstgewerbemuseum i Berlin 1910–11, i Rom 1911, Brighton 1912 og på Den baltiske udstilling i Malmö 1914. Akademiet tildelte ham 1893 Neuhausens præmie for et portræt af hans far (tilh. nationalmuseet i Stockholm) og 1894 årsmedaljen første gang for Barnedaab i Frederiksborg Slots Kirke (kunstmuseet). 1898 modtog han årsmedaljen anden gang for Sct. Hans Aften, hvorved han blev medlem af kunstakademiets plenarforsamling, og 1902 udstillingsmedaljen for Kristus i Emaus (Marcuskirken på Frbg.). Serdin Hansens præmie for genremaleri tilfaldt ham 1901 for Sommer, Børnene binder Kranse og 1905 for En vestjysk Begravelse. L. havde fra 1908 til sin død sæde i akademirådet og var fra 1914 til sin død medlem af Charlottenborg-udstillingens komité (valgt af akademirådet). Han har foretaget rejser til England 1889, Berlin og Dresden 1891, Italien (for et akademistipendium) 1898, Paris, Holland og Belgien 1899.

L. malede oprindelig landskaber og genrebilleder, som oftest med motiver af det nørrejyske folkeliv. Efterhånden gled han mere og mere over i portrætfaget og blev en af sin tids hyppigst benyttede portrættører. Hans portrætgalleri, udført på bestilling af talrige offentlige og private institutioner, omfatter karakterfuldt opfattede og dygtigt gennemførte portrætter af en række af samtidens betydeligste mænd: Vilh. Thomsen til Videnskabernes selskab, Harald Høffding til Carlsbergfondet (æresboligen), Axel Helsted, Hans Smidth. H. Storck og Th. Stein til udstillingskomiteen på Charlottenborg, Sophus Muller til nationalmuseet, Alex. Foss til Fr.borg og arbejdsgiverforeningen, overpræsidenterne V. Oldenburg og F. de Jonquières og borgmester L. Borup til Kbh.s rådhus samt biskopperne Stein og Balslev til Skt. Knuds kirke i Odense. L. har tillige tegnet illustrationer og bogudstyr, bl.a. til Chr. Richardts Vort Land. St. St. Blichers Trækfuglene og Weilbachs Kunstnerleksikon. 1897, og har givet udkast til sølvarbejder. Foruden på kunstmuseet i Kbh. (Barnedaaben, 1894 og Bette Dorthe, 1904) er L. repræsenteret i museerne i Århus, Odense, Randers, Ribe, Ålborg og Maribo. Alterbilleder findes i Mariendalskirken og Marcuskirken på Frbg. og i Johanneskirken i Århus og glasmalerier i Skt. Thomas kirken på Frbg.

Familie

Forældre: lærer Jens Peter L. (1826–97) og Julie Sophie Olsen (1826–97). Gift 8.4.1893 i Kbh. (Johs.) med Frederikke Elisabeth Dall, født 22.5.1870 i Øster Skerninge, død 28.8.1963 i Fredensborg, d. af lærer Peder D. (1825–91) og Johanne Oline Jensen (1828–87).

Udnævnelser

R. 1918.

Ikonografi

Mal. af Gerda Holm. f. Larsen, udst. 1919, af Sig. Wandel samt posthumt af J. C. Schlichtkrull (udstillingsfonden, Charlottenborg). Foto.

Bibliografi

Sophus Michaelis i Kunst IV, 1902 (upag.). L. C. Nielsen i III. tid. 7.12. s.å. N. V. Dorph sst. 15.12.1922. Politiken 8.12. s.å. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig