Knud Hansen, Knud Erik Hansen, 9.4.1936-18.8.1988, maler, grafiker. Som nyudlært malersvend kom Knud Hansen 1955 til Odense hvor han de næste fire år gik på teknisk skole og det fynske kunstakademi hos hhv. malerne Albert Elmstedt og Kaj Kylborg. Sin egentlige kunstneriske uddannelse modtog han dog på akademiet i Kbh. Her begyndte han 1959 på malerskolen hos Egill Jacobsen, men langt større betydning fik undervisningen hos Holger J. Jensen på grafisk skole hvor han fortsatte indtil 1964. Kort efter sin optagelse på akademiet debuterede Knud Hansen 1959 på Kunstnernes efterårsudstilling hvor han – bortset fra 1961 – udstillede t.o.m. 1964. Det år blev han medlem af Den blå citron i Odense, og han deltog siden i denne kunstnergruppes udstillinger. 1966-69 udstillede Knud Hansen hos Kammeraterne (fra 1967 som medlem), 1969-76 var han medlem af Grønningen, og i 1977 blev han medlem af Den frie udstilling.

Foruden at afholde adskillige separatudstillinger, første gang 1965 i Galerie Jensen i Kbh., deltog han i mange udstillinger i ind- og udland. 1968 blev Knud Hansen for en treårig periode indvalgt i Komiteen for udstillinger i udlandet (nu Komiteen for internationale kunstudstillinger), og samme år blev han medlem af Grafisk kunstnersamfunds bestyrelse hvori han sad et par år. Han var i perioder medlem af censurkomiteerne for Kunstnernes efterårsudstilling og Charlottenborgs forårsudstilling og 1980-88 sad han i bestyrelsen for Den frie udstilling.

Det var på grafikkens og tegningens område at Knud Hansen ydede sin fineste, mest nuancerede indsats. Det ses fx i en række store raderinger fra slutningen af 1960erne og i en halv snes aldrig publicerede tegninger, inspireret af læsningen af Doris Lessings En overlevendes erindringer (1977) til hvis omslag Gyldendals Bogklub havde bestilt en tegning. Selv om Knud Hansen skildrede dansk natur var byen og dens mennesker det motiv, han med angstblandet kærlighed gang på gang vendte tilbage til. For hans kunstneriske udvikling spillede det tidlige møde på grafisk skole med ældre kunstnere som Rasmus Nellemann og Svend Wiig Hansen en væsentlig rolle. Hos Knud Hansen genfindes førstnævntes præcision i billedbaggrundenes tætte lodrette eller vandrette linjer – som regnvejr, som rivespor – mens indtryk af sidstnævntes pågående kraft kan aflæses i hans figurstil. Det er denne modsætning mellem noget statisk og dynamisk der betinger billedernes drama, både formelt og menneskeligt.

Knud Hansen modtog en portion af vekselerer Villiam H. Michaelsens legat for unge tegnere 1966, Statens kunstfonds treårige arbejdsstipendium for 1968-70 og Ny Carlsbergfondets romerstipendium 1979. Han tildeltes LO's kulturpris 1979 og Eckersberg-medaljen 1983. Med støtte fra Statens kunstfond udførte Knud Hansen 1977 et 2 x 8 m stort maleri til udsmykning af Horsens handelsskole. Andre arbejder i offentlig eje findes i Nasjonalgalleriet i Oslo, på Statens museum for kunst og en række danske provinsmuseer, bl.a. Vejle kunstmuseum og Trapholt.

Familie

Knud Hansen blev født i Nr. Åby og døde på Kalymnos, Grækenland; begravet i Den ukendtes grav, Birkelunden, Frederiksberg.

Forældre: snedkermester, senere ostehandler Niels Marius H. (1904-63) og Lillia Celene Rasmussen (1908-75). Gift 25.6.1960 i Nr. Åby med laborant Hanne Gervig Larsen, født 17.1.1939 i Nr. Åby, d. af smed Viktor L. (født 1909) og damefrisør Ester Nielsen (født 1912).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig