Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karl Isakson

Oprindelig forfatter BjJoe
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Karl Isakson, Karl Oscar Isakson, 16.1.1878-19.2.1922, maler. Født i Stockholm, død i Kbh., begravet sst. (Ass.), senere overført til Stockholm. I. var svensk af fødsel og sprog, men kan alligevel tages til indtægt for den danske kunsthistorie. Dansk malerkunst betød meget for hans kunstneriske udvikling, og han må have følt sig hjemme i Danmark til trods for en udtalelse som "... här är mycket att lära, bara man inte blir dansk." Antagelig har han opfattet danskere som modvillige mod ekstremer. Selv skulle han presse koloritten i sine malerier frem til hidtil uset farverigdom og intensitet.

Som dreng kom I. i malerlære og gik om aftenen på teknisk skole i Stockholm. Tilskyndet af Carl Larsson, hvis medhjælper han 1895 havde været ved udførelsen af dennes fresker i det stockholmske nationalmuseums trapperum, blev han 1897 elev på det svenske kunstakademi. Den første direkte kontakt med dansk kunst daterer sig til sommeren 1902. Under et besøg i Italien opsøgte I. Kristian Zahrtmann som i selskab med nogle elever opholdt sig i Cività d'Antino, og anmodede om at måtte blive optaget som elev. Sammen med sin ny lærer rejste han til Kbh. og var frem til 1905 elev på Zahrtmanns skole. Somrene i disse år anvendtes til landskabsstudier i Danmark og på Blå Jungfrun ud for Kalmar. Hvad han lærte hos Zahrtmann var især at behandle farven frit og bruge en kraftigere kolorit end den almindeligt godtagne. – Et ophold i Paris 1905–07, afbrudt af korte besøg i Norden og rejser til Sydfrankrig og Spanien, gav I. lejlighed til at stifte bekendtskab med den nyere franske kunst. Især Paul Cézanne fik betydning for hans udvikling, hvilket ses i en række nature mortes fra disse år. Ved siden af denne mere maleriske linje i I.s værk løber en symbolsk, påvirket af dansk symbolisme og resulterende i nogle malerier opstået efter pariseropholdet. Hovedværkerne blandt disse er Dreng som planter (et træ), et billede på håb, fra 1909 (Nationalmuseum, Stockholm) og Sif fra 1909–10 (Nordjyllands kunstmuseum, Ålborg), hvortil der findes adskillige tegnede og malede studier. Kbh. var I.s faste holdepunkt fra omkr. 1907 i hans meget omskiftelige liv. Han knyttedes her nært til familien Brandstrup, og fru Bertha Brandstrup var gentagne gange hans model. Hans nervøse gemyt gav sig udslag i mange mindre rejser til både Sverige og ud i Europa. Efter en tur til Paris foråret 1911, hvor han stiftede bekendtskab med Pablo Picassos og Henri Matisses kunst og så en udstilling af Cézanne, og efter det første besøg på Christiansø i juni samme år stiger hans kolorit i intensitet, og en række pragtfulde opstillinger og modelbilleder opstår 1911–12. En kort rejse til Tyskland og Paris 1912 gik forud for et sammenbrud der tvang I. til at søge kurophold i Sverige og for en tid at holde op med at male. Sygdomme og depressioner kom herefter til at præge resten af hans korte liv, men forhindrede ham ikke i at skabe et ret stort livsværk.

Vinteren 1913–14 var I. igen i Paris, travlt optaget af at søge undervisning på forskellige kunstskoler og i kubisten Le Fauconniers atelier. Rejsen tilbage til Kbh. gik over Napoli og Pompeji og måske Berlin. I.s møde med kubismen aftegner sig i værker efter 1914, især i de talrige nature mortes og modelbilleder fra 1918–20. Også i landskaber fra Christiansø finder der en forenkling sted. Motiverne er delt op i geometriske former, men resultatet er aldrig så skematisk som hos de teoretiske kubister. Koloristisk fulgte I. heller ikke den ortodokse kubismes farvevalg. Hans billeder er rent maleri, uden anekdotiske eller pikante elementer når han maler figurer eller modeller. I. arbejdede i disse år ofte i serier, gentog samme motiv igen og igen og efterlod ofte malerierne ufuldførte. I de sidste par år af sit liv arbejdede han med figurkompositioner med bibelske motiver. Malerierne har ofte skitsens karakter, men de har en monumental holdning og vidner om hans interesse for ældre malerkunst; især Giotto optog ham. I de tegnede skitser og akvarellerne fra disse år er I. ekspressiv og kan undertiden minde om en anden stor svensk kunstner, Ernst Josephson, som allerede tidligt havde påvirket sin yngre landsmand. – I. var kendt og beundret af sine samtidige kunstnerkammerater, men var ikke særlig ivrig efter at vise sin kunst for en større offentlighed. Bortset fra nogle mindre galleriudstillinger deltog han kun i tre mere officielle arrangementer: Kunstnernes efterårsudstilling 1908 og Den frie 1909 og 1910. Statens museum for kunst viste en mindeudstilling i dødsåret, og derefter er hans billeder blevet præsenteret på talrige udstillinger i hele Skandinavien. I. kom til at give dansk kunst lige så meget som han havde modtaget. Han lærte sine samtidige kolorittens betydning, men egentlig kun Edvard Weie kom op på højde med ham i farveintensitet. – De vigtigste samlinger af I.s kunst findes i Statens museum for kunst, Den kgl. kobberstiksamling (tegninger), kunstmuseerne i Århus og Odense, Nationalmuseum i Stockholm, kunstmuseet i Göteborg og Nasjonalgalleriet i Oslo.

Annonce

Familie

Forældre: smedemester, pengeskabsfabrikant Karl Frederik I. (1850–78) og Mathilda Anderson (1850–1934). Ugift.

Ikonografi

Selvportr. ca. 1905 (Ateneum, Helsinki) og 1908 (St. mus.). Flere mal. af Harald Giersing 1910 (bl.a. St. mus.) og 1911. Flere selvportr. 1918–20. Tegnet selvportr.

Bibliografi

K. I. Et udvalg af billeder m. tekst af S. Danneskiold-Samsøe, 1933 = Vor tids kunst XII. – Klas Fåhræus i Ord och bild, Sth. 1922 543–56. Ernst Goldschmidt sst. 1945 62–68. Leo Swane m.fl. i Kunstbl., 1923–24 1–6. Gust. Engwall: K. I., Sth. 1944 (m. værkfortegn, og bibliografi). Kr. Jakobsen i Fynske minder 1966, 1967 44– 68. Leila Krogh: Bornholmerskolen (særtryk af Bornh. saml., 1969). Jan Garff i K. I. Tegn. og akvareller, Den kgl. kobberstiksaml., 1972.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Jørnæs: Karl Isakson i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291840