Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karl Bovin

Oprindelig forfatter HeBram

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Karl Bovin, 5.1.1907-13.2.1985, maler. B. gik på kunstakademiet 1928–31 uden at undervisningen her tilsyneladende direkte har haft nogen indflydelse på hans senere maleri. Selv fortæller han om sit "valgslægtskab" med de ældre fynske malere og især Fritz Syberg og et deraf følgende lyrisk og impressionistisk landskabsmaleri. Den landskabelige natur har bestandig været hans vigtigste motiv hvor opfattelsen kun gradvis har skiftet fra det mørkere stemte og tungt bevægelige til det lysere og mere livlige. Med sin klare intelligens og udprægede musikalitet har han holdt sig fri af andre påvirkninger og har holdt sig til hvad han så og oplevede i landskabet og genoplevet det på lærredet med en udpræget sans for rytmisk bevægelse. Selv har han bl.a. i en katalog til en udstilling han holdt i Frederikshavns gymnasium 1955 fortalt om de impulser fra anden kunst der var med til at forme hans egen. Snart efter kom der imidlertid nye impulser til, idet hans første gang 1956 og siden i flere år deltog i de arkæologiske udgravninger i Bahrein hvorfra han hjemførte studier og skitser af en lyskraft og forfinelse sjælden i dansk malerkunst. B. havde tidligere rejst bl.a. i Spanien. Han udstillede på Kunstnernes efterårsudstilling 1929–32 og 1934, på Charlottenborg 1929–31; fra 1932 på Corner udstillingen som han er medstifter af. Han har haft separatudstillinger i Kunstforeningen 1943 og 1973, på Anneberg 1977. B. har lejlighedsvis udtrykt sig skriftligt (i Helhesten I, 100–103) i ovennævnte udstillingskatalog fra Frederikshavn 1955 og i Corner udstillingskatalog 1952 (nekrolog over den kinesiske maler Chi-Pai-Shi).

Familie

Karl Bovin blev født i Frederikshavn og døde i Fårevejle; begravet på Fårevejle kirkegård.

Forældre: lærer, stenhuggermester Charles Oluf Frans B. (1872–1936) og Johanne Bast (1882–1952). Gift 15.12.1952 med Birthe Petersen, født 31.1.1906 i Kerteminde, død 12.8.1980 (Fårevejle) (gift 1. gang 1933 med Sigfred Pedersen, 1903-63), d. af fisker Hans Rudolf Petersen (1881–1960) og Julie Gommesen (1882–1918).

Annonce

Ikonografi

Selvportr. 1929 og ca. 1930 (Århus kunstmus.), tegn. 1961 (Kgl. bibl.), ca. 1966, 1967 og ca. 1971. Afbildet på mal. af S. Hjorth Nielsen, 1930. Tegn. af Kaj Ejstrup og af Victor Brockdorff. Foto.

Bibliografi

Interviews i Vendsyssel tid. 24.7.1953, Berl. aftenavis 31.12.1956, Holbæk amtstid. 3.1.1957, B.T. 1.9.1961.-J. Zibrandtsen i Årstiderne, 1944. Samme i kat. for Corner udst. 1949. Samme i Berl. tid. 5.1.1957 og 5.1.1967. K. Nørgaard og H. P. Jensen: Malere i Vendsyssel, 1957.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Bramsen: Karl Bovin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287458