Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes Senn

Oprindelig forfatter HeBram
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Johannes Senn, 17.9.1780-28.5.1861, maler. Født i Liestal ved Basel, død sst., begravet sst. S. levede i Danmark 1804–18. Han begyndte med at tegne portrætter efter bestilling, men blev senere knyttet til kobberstikkeren G. L. Lahdes udgivervirksomhed, idet han tegnede forlæggene til de serier, der kaldtes "Klædedragter" eller "Coustumer" og som viste forskellige folketyper fra samtiden. Det var de hjemlige aflæggere af lignende serier som var udkommet i andre europæiske byer, fx under navn af Cries of London eller Ecris de Paris, og hvis kulturhistoriske betydning er meget stor. Også de Lahde-S.ske arbejder er gode i deres art og vandt både akademiets anerkendelse og publikums interesse ligesom de i vore dage er blevet genstand for samleres ihærdige efterstræbelser. De originale arbejder der kendes af S. viser ham som en habil kunstner med et godt håndelag og en net og sirlig behandling af akvarelfarverne, en teknik som han indførte her i landet fra Schweiz, men gennemgående savner hans figurer liv. Han arbejdede sammen med C. W. Eckersberg og andre danske kunstnere og har i kraft af sin større øvelse påvirket de yngre en del. Når det i nyere tid er blevet forsøgt at drage adskillige arbejder af Eckersberg og J. C. Dahl ind under S.s oeuvre ligger der heri en forståelse af at der i visse tilfælde ved et så nært samarbejde som her har fundet sted kan ske en sammenblanding, men det pågældende forsøg (af maleren Sophus Jürgensen i Samleren) skyder dog langt over målet idet signerede eller på anden måde sikrede arbejder af Eckersberg og J. C. Dahl tilskrives S. på grundlag af en ret dristig bevisførelse. Efter sit ophold i Kbh. vendte S. tilbage til Schweiz hvor han bl.a. opholdt sig i Basel og Liestal.

Familie

Forældre: blikkenslager Johannes S. og Eva Seiler. Gift 17.7.1825 i Liestal med Anna Maria Baumgartner, født 1796, død 7.3.186 li Liestal.

Ikonografi

To tegn. formentlig selvportr. af S. som officer, den ene fra 1803, den anden af S. til hest. Tegn. af C. W. Eckersberg (kobberstiksaml.). Karikeret selvportr. i akvarel ca. 1822 (Fr.borg). Stik af G. L. Lahde, formentlig efter selvportr.

Annonce

Bibliografi

Fortegn, over akvareller ... af Senn og Eckersberg 1805–15, udstill. i Charlottenborgs festsal, 1924. – Emil Hannover: Maleren C. W. Eckersberg, 1898 21f 26–28. Sophus Jürgensen i Samleren I, 1924 23–26 57–59 72f 102f 137–40 148–50; II, 1925 4f 172f 224–26; VIII, 1931 97–100 140–13 168–73; IX, 1932 20–26 40–46 113–25 156f 185–92. Jan Møller i Kbh.ske dragter omkr. 1810, 1977 (forord). Kay Nielsen i Kunst og antikvitets årbogen, 1977 96–101. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Bramsen: Johannes Senn i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297375