Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Georg Ziesenis

Oprindelig forfatter LSwane
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johan Georg Ziesenis, 1716-4.3.1776, maler. Født i Kbh, død i Hannover, begravet sst. (Neustadter St. Johannes Friedhof). Z.s far var indvandret til Kbh. fra Hannover hvor den vidtforgrenede kunstnerslægt havde hjemme. 1709 fik han borgerskab i Kbh. som skildrer, og i dokumenterne nævnes forskellige arbejder af ham, portrætter af både Frederik IV og Frederik V og et billede af Kristi dåb; ingen af disse kendes mere. Han døde uformuende i Kbh. og har sikkert haft en beskeden position. Z. har fået sin første uddannelse hos faderen, men har derefter i en ung alder begivet sig til Tyskland hvor han først i begyndelsen af 1740erne træffes i Frankfurt a.M. og siden er virksom i en række mindre residentstæder som Mannheim, Zweibrücken, Hannover; det sidste sted fik han 1760 ansættelse som hofmaler, men foretog dog endnu længere kunstrejser, både til Dresden, til Haag og til Kbh. Rejsen hertil foretog han 1766, fra omkring juli til okt.; frugten af den er først og fremmest portrætterne af Juliane Marie med arveprins Frederiks portræt, 1766 (Fr.borg; desuden Ehrenburg, Coburg) og arveprins Frederik, 1767 (Fr.borg; mindre eksemplar på Rosenborg). Tre portrætter, tilhørende Statens museum for kunst er derimod erhvervet i Tyskland, det ene fremstiller kunstnerens datter og medhjælper Elisabeth Margarethe, gift Lampe. Det fremgår af ovenstående af Z. i virkeligheden tilhører den tyske kunsthistorie, i hvilken der – efter den store rokoko-udstilling i Darmstadt 1914 – er indrømmet ham en meget fremtrædende plads som den der i særlig grad gennemførte udviklingen fra det barokke paradeportræt til billedet med intimere menneskeskildring.

Familie

Forældre: maler Johan Jürgen Z. (ca. 1680 el. 88-1748) og Margrethe (ca. 1693-ca. 1740). Gift 26.11.1742 i Frankfurt a.M. med Marie Salome Umpfenbach, født 1.3.1721 i Frankfurt a.M., død 11. el. 12.8.1771 i Hannover, d. af fisker og skipper Jacob U. og Anna Catharina Clausiin.

Ikonografi

Selvportræt (Schloss Herrenhausen, Hannover).

Annonce

Bibliografi

Deutsches Barock und Rokoko. Katalog ved G. Biermann I, Lpz. 1914 XXXIIIf 247; II s.å. LXIIf 448-60. Hannoversches Rokoko. Udstillingskatalog, Hannover, 1937. – L. Bobé i Kunstmuseets årsskr. XXVIII, 1941 141f (om Johann Jürgen Ziesenis).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Swane: Johan Georg Ziesenis i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299614