Jeppe Vontillius, Jeppe Carl Jeppesen Vontillius, 15.12.1915-27.3.1994, maler. Jeppe Vontilliuss vej til malerkunsten gik over malerfaget. Han blev udlært som malersvend 1935, men gik straks efter uddannelsen over på Peter Rostrup Bøyesens private malerskole, men en lang tid frem måtte han dog stadigvæk hente sit udkomme ved arbejde inden for sit håndværk. Debuten fandt sted på Kunstnernes efterårsudstilling 1939. Fra første færd var det interessen for modelstudiet som han lærte det hos Rostrup Bøyesen der var grundlaget for hans kunst. Jeppe Vontillius var en meget stilfærdig og udramatisk maler med et lille motivregister, faktisk kun landskaber og stående, siddende og liggende modeller som han utrætteligt varierede og forfinede. Hans kolorit er dannet af dæmpede, brudte farver. Det er stort set jordfarveskalaen han udnyttede, også når han malede modeller. Jeppe Vontilliuss landskaber er yderst forenklede, mennesketomme og rofyldte. Og også i modelbillederne hersker stilheden, skikkelserne foretager sig ikke noget, højst er de roligt fordybet i en avis, en bog eller et håndarbejde. Det tyste og stillestående ved motiverne hindrer dog ikke at det er bevægelsen, linjernes og formernes indbyrdes sammenhæng og rytme der var hovedsagen for Jeppe Vontillius. Med fint nuanceret kolorit understøtter han formernes plastiske liv.

Jeppe Vontillius udstillede mange steder herhjemme og i udlandet, er repræsenteret på mange museer. 1942 var han med til at stifte udstillingsgruppen Bølleblomsten, 1954-56 var han medlem af Den frie, og fra 1957 var han knyttet til Martsudstillingen til den ophørte 1982. Jeppe Vontillius lavede udsmykninger i Slagelse gymnasium 1962, musikvidenskabeligt institut, Århus 1967, Skovgårdsskolen, Brovst 1969, og folketinget 1976.

Familie

Jeppe Vontillius blev født på Frederiksberg (Skt. Thomas); begravet på Grønholt kirkegård, Fredensborg.

Forældre: trafikassistent ved DSB, senere stationsforstander Alfred Jørgen Herman V. (1880-1955) og Edla Jeppesen (1875-1960). Gift 27.4.1940 på Frbg. (b.v.) med Ellen Marie Dupont, født 18.6.1917 i Kbh., død 7.10.2006.

Udnævnelser

1973 modtog V. Eckersbergmedaljen.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

J. V. Et udv. af billeder m. indled, tekst af Sv. Eriksen, 1958 = Vor tids kunst LIX. – Jan Zibrandtsen: Moderne da. maleri, 2. udg. 1967 273-75.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig