Jens Søndergaard

Jens Søndergaard, Jens Andersen Søndergaard, 4.10.1895-21.5.1957, maler. Jens Søndergaard er født på Mors men tilbragte sin barndom og første ungdom i stationsbyen Hurup i Thy. Han var meget tidligt sikker på at han skulle være kunstmaler. Han mødte ikke modstand i sit miljø, men måtte dog ensomt bane sig vej til målet. Man kan dårligt tale om hverken skolegang eller uddannelse for hans vedkommende. At blive malersvend og derefter besøge Århus tekniske skole hjælper ingen på vej. Et besøg på Statens tegnelærekursus i København hvor Malthe Engelsted var lærer satte ingen spor i hans tegnekunst. Han fik adgang til akademiet, men et kort besøg i forberedelsesklassen 1919–20 synes kun at have styrket hans mistillid til akademisk autoritet. Først efter at have udstillet på Kunstnernes efterårsudstilling 1919–23 og haft en enkelt separatudstilling fik han positiv og interesseret omtale af Leo Swane. Jens Søndergaard har selv i samtaler og artikler fortalt barokt og gribende om disse ungdomsår. Takket være Swane og Harald Giersing blev han 1926 indbudt som gæst til Grønningen. Han kom med 26 billeder, hvis titler var knyttet til Vesterhav, Limfjord og blæst. Han blev medlem af Grønningen 1928, og fra da af kunne ligegyldighed eller latterliggørelse ikke mere hæmme hans fremfærd. En udstilling i Kunstforeningen 1931 vakte opsigt og var afgørende for hans position i dansk kunst.

Trods fællesskab med malere som Niels Lergaard og Erik Hoppe især i den periode i trediverne hvor de alle dyrkede det såkaldte mørkemaleri, er Jens Søndergaard en ensom figur i dansk kunst. Skal man søge forbilleder er de norske malere Edvard Munch og Lars Hertervig af og til at genkende, ligesom Emil Nolde med sit på tysk ekspressionisme hvilende, voldsomme farvesprog må formodes at have gjort indtryk på ham. Leo Swane siger om Jens Søndergaard: "hans position i dansk kunst er mere givende end modtagende". Hans kunstneriske frihed, spontaneitet og uakademiske indstilling har uden tvivl haft stor betydning for kunstnere yngre end han selv. Skal han placeres i en sammenhæng må han siges at være romantisk ekspressionist med en udtryksform han havde fundet længe før han gav sig af med sådanne ords betydning. Selv om enkelte billedtitler går ud over det egentlige portræt og landskabsmaleri er der ingen mulighed for at finde anden mening i motivet end det umiddelbart synlige og maleriske.

Sit udgangspunkt i Thyland glemte Jens Søndergaard ikke. Han søgte hver sommer til det nordvestlige Jylland som vedblev at være en del af hans identitet. Han kunne stadig inspireres af det store, bølgende, svingende landskab hvorover himlen spændes, åben for synet af det skiftende vejrligs drama eller idyl. Ingen dansk maler har tolket den del af Danmark med tilsvarende kraft, i tilsvarende format. 1928 kom han på Niels Bjerres initiativ til Bovbjerg, og 1930 købte han et lille hus yderst på skrænten; derefter er hans landskabskunst nært knyttet til dette sted. Især motiverne fra Bovbjerg synes at have opmuntret Jens Søndergaard til at befolke sine landskaber og havbilleder med større figurer som ved deres tilknytning til naturen gør denne endnu rigere. I den forbindelse kan man fremhæve Jens Søndergaards tegninger som han meget længe skulle høre forkætrede som kejtede og ubehjælpsomme, men som netop har vist sig at være af enestående styrke. Da han 1948 også fik hus i Stenbjerg syd for Vorupør vendte han tilbage til Thy og Limfjordsegnens motiver. Vintrene tilbragte han i København; her malede han bybilleder, især fra Rådhuspladsen hvor han havde atelier fra 1930. Desuden malede han enkelte portrætter og modelbilleder. Søndergaard fik kun få officielle opgaver. 1930 udførte han en loftsdekoration til trapperummet i Det kgl. teaters nye scene, 1937 små fresker i Lemvig kommuneskole (vistnok forsvundet), samme år malede han syv store landskabsbilleder til centralbiblioteket i Thisted. I Århus univ. findes to store billeder fra 1931, skænket af kunstneren.

Jens Søndergaard fik aldrig et alvorligt forhold til rejseliv. De rejser han gjorde satte tilsyneladende ikke spor i hans kunst. På en rejse i Italien 1955 udførte han en række store akvareller med italienske motiver, de er så godt som det eneste resultat af uvante omgivelsers inspiration. Hans arbejder i kunstmuseets eje dækker næsten alle aspekter af hans produktion. Blandt hans figurbilleder er det tidlige arbejde Min kone og min bedstemor, 1922 påfaldende i sin lyse farveholdning og abstrakte, kubistiske komposition. Motivet med to, højst tre personer følges op af adskillige portrætter hvor hans kone, hans mor og han selv indgår som motiv. Store kompositioner som Ringridning, Søndag og St. Hansbål er en videreførelse af hans stadige beskæftigelse med landskabet og dets brugere, mennesker og dyr. Han har malet væsentlige portrætter af Niels Lergaard 1932, 1948–49, af Niels Bjerre 1935 og 1936 og af Erik Zahle 1937.

Jens Søndergaards produktion er stor. Han er repræsenteret i Statens museum for kunst og i kobberstiksamlingen samt i mange danske provinsmuseer, uden for Danmark i museerne i Stockholm, Malmö, Göteborg, Ystad, Oslo og Reykjavík. 1952 planlagde han at oprette et museum for sine egne arbejder i sit hus i Bovbjerg. Det blev åbnet 1958 og rummer 65 billeder af ham. Jens Søndergaard modtog Eckersbergmedaljen 1931, Thorvaldsenmedaljen 1946 og han modtog som den første danske kunstner 1956 Guggenheimprisen.