Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Lund

Oprindelig forfatter HeBram
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jens Lund, Jens Petersen Lund, 3.2.1731-26.3.1794, maler. Født i Adelby, død i Kbh. (Nic), begravet sst. (Ass.). L. kom til Kbh. 1749 fra Tønder som malersvend, blev elev på det daværende akademi og gik i lære hos C. G. Pilo. 1756 fik han den store guldmedalje for Et Optrin af Syndfloden og 1758 rejseunderstøttelse for seks år. Rejsen gik til Paris hvor han opholdt sig i tre år sammen med C. F. Harsdorff og C. F. Stanley. En overgang stod han i fare for at miste understøttelsen på grund af forsømmelighed med ifølge sin forpligtelse at indsende arbejder til akademiet. 1761 hjemsendte han på ny arbejder, i foråret 1762 godkendtes de, og i juni rejste han med Harsdorff til Rom hvor de ankom i sept. I marts 1765 ansøgte han akademiet om endnu et års ophold, men fik afslag da man havde brug for ham hjemme. Han fik rejsepenge og agreeredes i april 1766 ved akademiet på to indsendte landskaber; tre år efter optoges han som medlem. Straks efter sin hjemkomst var han gået i gang med at male 22 meget store landskaber til Christiansborg slots riddersal som de skulle smykke ved Christian VIIs bryllup 1766. De gik til grunde ved slotsbranden 1794. Senere træffer man ham beskæftiget som teatermaler, hvortil han efter den lethed, med hvilken han udførte udsmykningen af riddersalen, må være blevet fundet særlig egnet. Endvidere finder man ham forgæves søge informatorplads ved akademiet (1771) og ansøge om værelser på Charlottenborg (1774). På Salonen 1778 udstillede han en lang række oliebilleder og gouacher med danske og romerske prospekter, søstykker m.m., som helhed omfattende lignende motiver som riddersalslandskaberne hvor der i øvrigt fandtes et vinterlandskab der angives at have norsk motiv. Derefter høres intet om ham, men han har formodentlig fortrinsvis været beskæftiget i teaterfaget. - I Paris havde L. fået tilladelse til at "applicere sig paa" landskaber og studerede der bl.a. Joseph Vernet som allerede i Aug. Hennings" anmeldelse af Salonen 1778 omtales i forbindelse med en ret indgående omtale af L.s udstillede arbejder. Af hans oliebilleder kendes nu kun medlemsbilledet på akademiet; desuden findes der en række gouacher, raderinger og tegninger. De kendetegnes ved slægtskabet med samtidig fransk og italiensk prospekt- og landskabskunst og ved en noget overfladisk, men ganske yndefuld behandling.

Familie

Forældre: kådner Peter L. og Ingeborg Møller. Ugift.

Bibliografi

A. F. BUsching: Nachrichten von dem Zustande der Wissenschaften III, 1757 667. Aug. Hennings: Essai historique sur les arts ..., 1778 134-37. Nic. Jonge: Kbh.s beskr., 1783 510-12. Rom og Danm., red. L. Bobé I, 1935. Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen I, 1936.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Bramsen: Jens Lund i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293761