Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Juel

Oprindelige forfattere ElPou og LSwane
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jens Juel, 12.5.1745-27.12.1802, maler. Født sandsynligvis i Balslev, Fyn, død i Kbh. (Nic.), begravet sst. (Ass.). Ved Henny Glarbos undersøgelser er sandsynligheden af den tidligere formodning, at J. skulle stamme fra adelsslægterne Wedell eller Juel, blevet stærkt forringet. Han er vokset op i Balslev og fra 1751 i Gamborg, da faderen fik degneembede der. Efter sin konfirmation, senest 1760, blev han sendt til Hamburg i malerlære hos J. M. Gehrmann; her har han først og fremmest lært håndværket, men han har også fået en vis kunstnerisk uddannelse. Da vi ikke kender arbejder af Gehrmann, ved vi ikke hvor meget han kunne give J.; derimod er efterhånden så mange arbejder af denne selv dukket frem at vi kan danne os et skøn over hans kunst i dens tidligste fase; lige beundringsværdig er den purunges evne til at optage indtryk i sig af den kunst, han havde lejlighed til at se i Hamburg, og hans friske trang til at producere. Følgende arbejder kendes fra denne tid: i Kunsthalle i Hamburg tre blomsterbilleder, de to daterede 1764, og et landskab fra Binnenalster, ligeledes dateret 1764; de viser kendskab til ældre hollandsk kunst, landskabet navnlig til A. v. d. Neer. I kunstmuseet i Kbh. et selvportræt ved kunstigt lys og en selskabsscene i en park, dateret 1764, et portræt af postmester Fr. Carl Harboe (?), dep. på Amalienborg, også 1764, og et portræt af en maler, sandsynligvis J. M. Gehrmann. I privateje portrætterne af kommerceråd Beylen og hustru fra 1764. I alle disse arbejder er der en uforknyt håndfast behandling, men på sine steder også fine koloristiske virkninger, fx i de Beylenske portrætter og i flere af figurerne i selskabsscenen. Navnlig i portrætterne er der en stor umiddelbarhed i iagttagelsen; mest overraskende kommer det skarpe naturstudium frem i et tegnet forarbejde til selvportrættet.

I slutningen af 1764 eller begyndelsen af n.å. har J. forladt Hamburg; det yndige lille portræt af hans søster Anna Sophie der er dateret 1765 viser, at han har opholdt sig i sit fødehjem hvorfra han formentlig snart er rejst videre til Kbh. for nu på kunstakademiet for alvor at uddanne sig til maler. I foråret 1767 vandt han her den lille guldmedalje, og efter troligt at have deltaget i konkurrencen hvert følgende år opnåede han den store guldmedalje i foråret 1771. Medaljearbejderne der fremstiller David salves af Samuel og Mardochæi Triumfer som sådanne er flest, men J.s bestemmelse, at ville være portrætmaler, var sikkert også for længst truffet, og igennem en lang række portrætter havde han allerede da placeret sig som den ypperste i faget efter J. G. Pilo. Hans udvikling i løbet af disse år er sket med rivende hast, under frugtbringende indtryk af, hvad han kunne se af kunst i Kbh. Naturligvis har især Pilos portrætter virket stærkt på ham, det spores fx i det fortrinlige studie efter en holstensk pige (kunstmuseet), men også Peder Als' arbejder har haft deres betydning for ham; netop da J. kom til Kbh. var Als vendt hjem fra sin store rejse; J.s dameportræt i kunstmuseet har ikke så lidt af Als' stil men fremfor alt har J. L. Tocqués portrætter, malet få år før i Kbh., været en inspiration for J.; her lærte han sin portrætkunst. I forhold til arbejderne fra Hamburgtiden bliver farven i hans billeder klar, ofte af en overordentlig fin og graciøs harmoni, og fra den naive billedform når han frem til en mere overlegen komposition, fx i portrættet fra 1768 af den unge mand i rød dragt (Ribe stiftsmuseum); han bruger ofte temmelig stærke lysvirkninger, ikke sjældent med anvendelse af kunstigt lys, og opnår derved en betoning af formens helhed, mens han hverken nu eller senere er tilbøjelig til at accentuere detaljen i formen.

Til J.s hurtige kunstneriske udvikling svarer en glimrende ydre karriere. Da han 1769, endnu som akademielev og et par år før han vandt den store guldmedalje, indsender en ansøgning til kongen om rejseunderstøttelse, kan han anføre at han allerede har haft den lykke at male portrætter af dronningen og "adskillige høye Herskaber" ved hoffet, og henvise til protektion af grev A. G. Moltke, hofmarskallen grev Holck o.a. Disse forbindelser kom ham et par år efter til god nytte, da det viste sig nødvendigt at foranstalte en konkurrence om det store rejsestipendium mellem dem der 1771 havde vundet den store guldmedalje. J. kunne da frasige sig deltagelse, idet en kreds af velyndere skaffede ham de fornødne midler til rejsen, og i nov. 1772 forlod han Kbh. for gennem Tyskland at begive sig til Italien. Den første del af rejsen er åbenbart foregået langsomt, han blev i Hamburg vinteren over og derefter i Dresden, hvor han studerede hos Anton Graff, til marts 1774. Da begav han sig til Rom efter at have lagt sidste hånd på de sachsiske prinsessers portrætter. Rejsen er sandsynligvis gået over Wien og Venezia, og han er næppe kommet til Rom før om efteråret. Her blev han i to år. J., der ellers var så produktiv, synes her at have indstillet sig på at se; i hvert fald kender vi fra hele denne tid kun et enkelt sikkert billede af ham, kunstmuseets brede, djærve skitse af dværgen Bajocco; men vi må naturligvis regne med den mulighed, endog sandsynlighed, at han i Rom har udført andre billeder der nu ikke kendes. Af Nicolai Abildgaard, der også var i Rom, malede han således et portræt der brændte på Christiansborg 1884. Forklaringen er nok at han har fået lov at arbejde i den berømte portrætmaler Pompeo Batonis atelier, det var jo for at perfektionere sig i portrætkunsten, han kom til Rom. I eftersommeren eller efteråret 1776 rejste han til Paris hvor han mærkeligt nok kun opholdt sig en kortere tid; fra nu af kan vi igen følge hans produktion gennem en ubrudt række af portrætter der begynder med dem, han i Paris malede af sin ven kobberslikke-ren Clemens (to i kunstmuseet) og det officielle portræt af den danske gesandt Otto Blome (1777, Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum, Gottorp). I begyndelsen af 1777 forlod han sammen med Clemens og Simon Malgo Paris for at gøre en tur til Schweiz, kom i forbindelse med den ansete naturforsker Charles Bonnet, af hvem han malede et ypperligt portræt (universitetsbiblioteket, Geneve), og fik derefter så rigeligt med portrætbestillinger at han blev i Geneve og egnen deromkring i flere år; først i dec. 1779 tiltrådte han hjemrejsen over Hamburg hvor han igen opholdt sig en tid, og nåede endelig tilbage til Kbh. i april 1780.

Annonce

Selvfølgelig gav denne syvårige rejse i udlandet J. mange impulser; først og fremmest har kontakten med de forskellige kunstneriske kulturer fra fortid og samtid, som han mødte i Italien og Paris, virket udviklende på et så levende og kunstnerisk modtageligt sind som hans. Vi kan dog også pege på mere konkrete påvirkninger som han har modtaget i disse år: af A. Graff i Dresden, af P. G. Batoni i Rom, og så flygtigt hans besøg i Paris end var, er der næppe tvivl om at han har set arbejder af samtidige portrætmalere som A. Roslin, C. A. van Loo og J. S. Duplessis hvis tekniske mesterskab og holdningsfulde komposition måtte gøre meget indtryk på ham. Det ses tydeligt i portrættet af Bonnet, mens der i andre arbejder fra Genévetiden, således portrættet af H. B. de Saussure, 1778 (universitetsbiblioteket, Geneve) eller portrættet af gesandten J. A. Tronchin (kunstmuseet) synes at komme tydelige mindelser om romersk portrætkunst frem, og måske også om engelsk – netop i Geneve var interessen for den engelske kunst levende. Endelig er der heller ikke tvivl om at J.s følelse for den landskabelige skønhed blev ildnet ved synet af den dejlige natur omkring Lac Léman og at han tilskyndedes til at arbejde efter naturen, idet han her fandt en skole af landskabsmalere og -tegnere; allerede i Schweiz er han begyndt den virksomhed som landskabsmaler der siden fletter sig igennem hans kunst som en for ham og for os andre kærkommen afveksling fra arbejdet i "portrætfabrikken", for at bruge et ord fra samtiden. Efter hjemkomsten til Kbh. blev J. agreeret ved akademiet, udnævnt til hofportrætmaler, 1782 optaget som medlem af akademiet, 1784 udnævnt til ekstraordinær professor og fik 1786 efter Johan Mandelbergs død hans professorplads; 1795–97 og 1799–1801 var han direktør for akademiet. Hans virksomhed som lærer kom bl.a. de senere så bekendte tyske malere Caspar David Friedrich og Philipp Otto Runge til gavn. Også andre embedshverv tilfaldt J., således efter slotsbranden 1794 istandsættelsen af en mængde af de reddede malerier. Men hans hovedvirksomhed i de tyve år efter hjemkomsten fra den store rejse er hans private arbejde som portrætmaler. Fra hans værksted, i hvilket elever deltog i arbejdet, udgik i disse år en uoverskuelig række af portrætter dels i olie, dels i pastel, af herrer og damer fra de højere samfundslag; ofte var der brug for flere eksemplarer, og han selv eller snarere eleverne under hans vejledning udførte da gentagelser. Det er klart, at en sådan produktivitet måtte give hans arbejde et vist maskinpræg, men heldigvis er hans teknik så god – både hvad selve farvebehandlingen angår og med hensyn til komposition og opfattelse af formen – at niveauet også i hans senere produktion ligger forbavsende højt. Ofte benytter han den for datiden karakteristiske ovale form og sætter i disse medaljonportrætter figuren ind i ovalen med megen ynde; han har ikke, som den samtidige berømte Graff i Tyskland, nogen tilbøjelighed til at give en tilspidsning i den psykologiske redegørelse, han søger ikke noget momentant opblussende, men giver helst en ganske rolig skildring af den model han har for øje; samtidig finder han med fin sans lejlighed til at fremdrage skønheden i et stofs, et smykkes, en brystbukets farver. Inden han begynder arbejdet, søger han undertiden i et hastigt rids med kridt et overblik over kompositionen eller han griber under arbejdet kridtet for at få hold på en detalje; disse lette rids lige såvel som de små malede skitser til hans figurgrupper viser bedst, hvor udsøgt en følelse han har for det rytmiske, de hører til det skønneste i dansk tegnekunst (de fleste i kobberstiksamlingen).

Gode prøver på hans arbejde i 1780erne er portrættet af Henrik Hielmstieme, 1780 (kunstmuseet), grev Jørgen Scheel og hustru, 1781 (Gl. Estrupmuseet), madame Rauch med datterdatter, 1785, grevinde Raben med søn, 1785 og det store helfigursportræt af prinsesse Louise Augusta, 1787 (Fr.borg). Somme tider udvikles portrættet til en hel miljøskildring som i de store billeder af grupper i et interiør eller i fri luft, det Holmskioldske familiebillede, 1785, det Ankerske familiebillede, 1792, billederne af grev Frederik Rabens og af Niels Rybergs familier, 1796 og (kunstmuseet) 1796–97, eller det portræt, han et års tid efter sit giftermål malede af sig selv og sin kone siddende foran staffeliet, 1791 (kunstmuseet). I 1790erne mærkes en ændring i hans farvebehandling, der nu virker med noget kraftigere modsætninger end i 1780erne, da farverne ofte var meget fint sammensmeltede; et eksempel er dobbeltportrættet af M. G. Rosencrone og hans hustru, 1802 (Fr.borg).

J.s interesse for landskabskunsten der var blevet så stærkt opmuntret ved hans ophold i Schweiz tabte sig ikke siden, han vedblev at male landskaber, og hans produktion af denne art er slet ikke så lille. Det er forståeligt, at den interesse for hollandsk kunst fra det foregående århundrede der var så levende også på J.s tid, netop måtte vise sig i hans landskabskunst; men ved siden af det der peger tilbage hertil er der ofte et romantisk træk i den, som naturligt kan sættes i forbindelse med strømninger i hans egen tid, kendt fra litteraturen; det er dette romantiske som også viser frem imod en følgende tid, navnlig J. C. Dahls landskabskunst; alligevel er det værdifuldeste i J.s landskaber deres umiddelbarhed i naturfølelsen; selvfølgelig er de ikke friluftsarbejder, men en direkte inspiration og naturiagttagelse føles dog i dem, således i det nydelige billede fra Lillebælt med måneskin, 1787 eller i den "sjællandske Bondegaard under et optrækkende Uvejr" (begge i kunstmuseet), og Forsøg paa at male Nordlyset (Ny Carlsberg Glyptotek).

Det tidligste malede selvportræt vi kender af J., fra Hamburg ca. 1764 (kunstmuseet), viser os et frejdigt og livfuldt, lidt bondeagtigt ansigt; det bondeagtige er siden veget for det verdensmandsagtige, vi finder i selvportrættet fra 1791, men alle beretninger taler samstemmende om hans åbne, humørfyldte, glade væsen og sind. I Geneve havde han forlovet sig med en ung dansk pige, Susanne Holm, men hun døde i Kiel i okt. 1781 på vej til Kbh. Først 1790 giftede han sig, og i skitserne fra de følgende år har han givet yndefulde billeder af sine børn; to af døtrene blev siden gift med C. W. Eckersberg.

Familie

Forældre: hjælpelærer i Balslev, siden degn i Gamborg Jørgen Jørgensen (1724– 96) og Elisabeth Vilhelmine Juel (1725–99). Gift 9.2.1790 i Kbh. (Trin.) med Rosine Dørschel, født 13.5.1771 i Gentofte, død 16.11.1831 i Kbh. (Garn.), d. af slotsgartner ved Bernstorff, senere ved Rosenborg Christopher D. (1719–82) og Catharine Margrethe Køhne (ca. 1738–92).

Ikonografi

Selvportr.: Mal. ca. 1764 (St. mus.), hertil to tegnede forarbejder. Tegnet forarbejde og mal. ca. 1765. Mal. 1766 (kunstakad.), et andet mal. s.å. er måske også selvportr. Tegn. ca. 1767 (kobberstiksaml.) ca. 1768 samt forlæg for stik af G. L. Lahde, 1815. Mal. ca. 1774 (?) (St. mus.), efter dette radering af Jul. Borchert og stik på 100-kr. seddel, 1975. Mal. (Wedellsborg). Mal. (Fr.borg). Tegn. Ca. 1777. Afbildet på satiriske tegn. 1777–78. J. på den ene tegnet af Clemens (kobberstiksami.). Tegn. 1779–80 (sst.), 1784 (Dronningens håndbibl.), efter denne stik af J. F. Clemens, formentlig 1801. Tegn. fra 1780erne (kobberstiksaml.) og måske på tegn. ca. 1785 (sst.). Mal. 1788. Mal. s.m. hustruen, 1791 (St. mus.), tegnede forarbejder hertil (Nasjonalgalleriet, Oslo; kobberstiksami.), mal. gengivet i stik af C. E. Sonne, 1851, litografi af A. Kittendorff og kopier af bl.a. Svend Rønne. Forlæg for stik af Clemens 1801, malet kopi i samme type af bl.a. Hans Hansen (Fr.borg). Afbildet på radering af A. P. Madsen efter tegn. af Marie Jeanne Clemens. Stik af sidstnævnte 1777. Tegn. af C. H. Kniep, 1780 (kobberstiksami.), efter denne stik af A. Støttrup s.å. Tegn. af Cornelius Høyer fra 1780erne. Silhouet af C. Limprecht (Kgl. bibl.), efter denne litografi af A. Jerndorff. Relief af T. Sergei, 1794 (kunstakad.). To små akvareller af C. Høyer ca. 1800 har været kaldt J. og hustru. Tegn. af P. Kramer (Kgl. bibl.). Karikatur af N. Abildgaard (kobberstiksami.). Tegn. af ubekendt (sst.). Silhouetter (Kgl. bibl.; Fr.borg). Gravmæle af A. Weidenhaupt, 1804.

Bibliografi

Kat. over kunstforen.s udstill. af J. J., 1909. Ellen Poulsen: J. J. tegninger. Kat. fra den kgl. kobberstiksami., 1975. – J. J., ved Ellen Poulsen, 1961 = Kunst i Danm. – Brev fra J. i Nær og fjern VIII, 1879 nr. 339. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I-X, 1895–1931. – Henny Glarbo om slægten i Kunstmuseets årsskr. 1926–28 207–16. Aug. Hennings: Essai hist. sur les arts ... en Dannemare, 1778 146f. Samme i Musaget, Altona 1798, III. Stk. 21–25. Samme: Dagbog 1802, udg. L. Bobé, 1934. F. W. B. v. Ramdohr: Studien auf einer Reise nach Danemark I, Hannover 1792 161 f. N. L. Høyen i Kat. over kunstforen.s udstill. 1828 3–15. Samme: Skrifter I, 1871 248; III, 1876 212–16. J. C. Fick i Selmers nekrologiske saml. II, 1852 335–79 (om J. F. Clemens). Jul. Lange: Nutidskunst, 1873 24–31. A. Lowzow: Mindeskr. om J. J., 1891. A. Lichtwark: Das Bildnis in Hamburg II, Hamb. 1898 28–30. Karl Madsen: Danm.s malerkunst, 1901–07 147–61. C. A. Been og E. Hannover: Danm.s malerkunst I, 1902 4f 20–29. F. Meldahl og P. Johansen: Det kgl. akademi for de skjønne kunster, 1904. Th. Oppermann: Kunsten under Fr. V og Chr. VII, 1906 124–36. [Hans Hansen:] Portrætmalerens dagbog, 1907 (fot. optr. 1966) = Memoirer og breve VI. Karl Madsen i Kunstbl., 1909–10 257–64 329–38. Leo Swane sst. II 1923–24 68. Carl W. Schnitler i Kunst og kultur, 1911 68–75. M. Krohn: Frankrigs og Danm.s kunstn. forbindelse I, 1922 198–202. Henny Glarbo i Kunstmuseets årsskr. 1924–25 17–62. Ellen Poulsen sst. 1937 102–11. Leo Swane sst. 1940 34–36. Henny Glarbo sst. 61–69. Gustav Lorenzen sst. 1944–45 214–16. Henny Glarbo sst. 1952–55 96–98. Jørn Rubow sst. 99–106. Louis Réau i Beaux-arts, Paris 1924 51 204. O. Andrup: Fr.borgmuseets erhvervelser, 1925. Leo Swane i Abildgaard, 1926. Samme: J. F. Clemens, 1929. Samme i Rom og Danm., red. L. Bobé I, 1935 194–98. L. Bobé i Pers. hist. t. 9. r. I, 1928 236f. Henny Glarbo i Tilskueren, 1933 II 217f. Leo Swane i Danm.s malerkunst, red. Erik Zahle, 1937 III-16. H. Dragehjelm i Gymnastisk t., febr. 1933. H. Bramsen: Landskabsmaleriet i Danm., 1935. Sig. Schultz i Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen I, 1936 391–94. Chr. Elling i Kulturminder, 1941 191–207. Ellen Poulsen: J. J., 1942. Erik Zahle i C. L. Davids saml. I, 1958 200–02. Herman Madsen: Fynsk malerkunst I, 1959 9–17. Hans Edv. Nørregård-Nielsen: Om kunst I, 1977 116–22. Torben Holck Colding i Dansk guldalderkunst, 1979 158–80. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ellen Poulsen, Leo Swane: Jens Juel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292291