Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jakob Danielsen

Oprindelig forfatter MLid
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jakob Danielsen, Jakob Nikolaj David Thomas Danielsen, 14.8.1888-13.4.1938, maler. Født på bopladsen Sioraq i Diskofjord, død i Godhavn. D. voksede op i et oprindeligt grønlandsk fangermiljø, deltog i familiens fangstture og lærte ved selvsyn fangerkulturen at kende i alle detaljer. 1906 flyttede familien til kolonien Godhavn, hvor D. levede sit liv, om sommeren som kajakfanger og om vinteren på fangst med hundeslæde på havisen. Han var velagtet og havde plads i kommunerådet. D. var en fin fortæller, og tidligt begyndte han at illustrere egne og andres fortællinger med en slags karikaturtegninger på Handelens indpakningspapir. Ingen af dem er dog bevaret, da papiret blev brugt som forladning i D.s haglpatroner. Fra o. 1920 begyndte D., tilskyndet af landsfoged Ph. Rosendahl i Godhavn, at tegne akvareller, der som en slags tegneserier illustrerede fangerlivet, som han kendte det fra sin barndom og sin egen samtid. 1936 blev D.s hustru offer for en influenzaepidemi. Han selv blev også angrebet og kom ikke rigtigt over sygdommen. Han blev angrebet af tuberkulose, den grønlandske folkesygdom, og den fik i løbet af et år bugt med ham. lait malede D. mere end 300 akvareller, der meget detaljeret beskriver alle faser af fangerlivet og derfor etnografisk er en guldgrube. Men samtidig var han en kunstner af format, der gennem tegninger og farver skabte en stemning, hvor landskab, lys, årets og døgnets forskellige tider er manet frem med stor sikkerhed. Tegningerne er af Ph. Rosendahl skænket til Nationalmuseet, og D. regnes nu for en af Grønlands største malere. I 1942 udkom en dansk kunstudgave af D.s tegninger J. D. En grønlandsk Maler, udg. Ph. Rosendahl, oversat til grønlandsk og udgivet af Det grønlandske Forlag 1957. Billederne er siden vist ved flere udstillinger i Danmark og i dansk TV. 1967 udsendte Lyngby kunstforening Knud Rasmussen: "Kagssagssuk". Sagnet om den forældreløse, illustreret med D.s tegninger til dette sagn. S.å. kom et stort værk om D., "Jakob Danielsen", af Ph. Rosendahl illustreret med et meget stort antal af D.s tegninger.

Familie

Forældre: fanger Niels Christoffer Magnus D. (1851-1911) og Karen Cecilie Benigne (1852-1936). -15.9.1916 med Charlothe Juliane Jokebed Clasen fra Egedesminde, født 31.5.1896 i Hunde Ejland, død 25.6.1936 i Godhavn.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mads Lidegaard: Jakob Danielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288695