Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jais-Nielsen

Oprindelige forfattere EFabr og SiSch
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jais-Nielsen, Johannes Knud Ove Jais-Nielsen, 23.4.1885-8.11.1961, maler, keramiker. Født i Kbh. (Johs.), død på Kbh.s amtssygehus, Gentofte, urne på Mariebjerg kgd. sst. J.-N. er af jysk herkomst. Begge forældrene er født i Hammerum hrd. hvor faderen var uldkræmmer før han flyttede til Kbh. og grundlagde sin forretning. J.-N. selv blev derimod fra fødslen knyttet til hovedstaden, og han talent viser med sin letbevægelighed og artistiske færdighed snarere københavnske egenskaber end jyske. For en del står det måske i forbindelse med at hans uddannelse foregik under den frihed, vor malerkunst havde nået ved århundredskiftet i kraft af de frie malerskolers (Krøyers og især Zahrtmanns) virksomhed, og som i øvrigt karakteriserer tidens kunstforhold i almindelighed. J.-N. stod i malerlære i Kbh. 1900–05, fik forberedende undervisning hos Holger Grønvold på teknisk skole og gik derefter på Kunstnernes studieskole under Kristian Zahrtmann og Johan Rohde 1907–09. Allerede 1907 begyndte han at udstille på Kunstnernes efterårsudstilling, men hans egentlige debut fandt sted på De trettens udstillinger 1909 og 1910 der betegner et generationsskifte. Afslutningen på J.-N.s læreår danner tre års studieophold i Paris 1911–13, i et franskinternationalt kunstnermiljø, hvor man følte sig suveræn over for kunstens mål og midler, dyrkede abstrakte kunstværdier og hævdede den enkeltes personlige frihed i hans arbejde. Her lærte J.-N. kubismen at kende i dennes første udviklingsperiode. – I Paris havde J.-N. udstillet på Salon d'automne.

Efter hjemkomsten blev han et af de fremtrædende navne i kampen om den "moderne" kunst der udkæmpedes på Kunstnernes efterårsudstilling. I de afgørende år 1917–18 udstillede han her dels motiver fra bylivet (Billardspillere, Moderne Dans, Linedanserinde, Afgang) som var en behændig forening af moderne æstetik og halvt humoristisk genreskildring, dels billeder i gennemført kubistisk maner (Selvportræt, Silhuetklipper). Grevinde Danner-billederne fra samme periode har mere karakter af dekorativ kunst. Samtidig begyndte J.-N. at lave keramik, glaseret lertøj som han i begyndelsen fik brændt hos G. Eifrig i Valby (udstillet første gang på Kunstnernes efterårsudstilling 1915). I hans småfigurer (Venus stiger op af Havet, Maria med Barnet) og vaser, krukker og fade – som oftest dekorerede med bibelske motiver -blandedes impulser fra primitivt lertøj og modernistisk dekoration med kubistiske forudsætninger på en let og lykkelig måde. Hans keramik vandt hurtigt bifald og købtes til adskillige kunstindustrimuseer (Kbh., Oslo, Bergen, Trondheim, Stockholm, Göteborg m.fl.) Hans kraftigste arbejde fra denne tid er den 55 cm høje Pontius Pilatusmaske (1919), et vægtigt forsøg i karakterstudium og monumental plastik. Efter første verdenskrig rejste J.-N. til Italien hvor han kopierede Giotto og andre trecentomalere i Assisi. Hans dekorative stil antog nu en fastere form, idet han lagde vægt på figurernes konturer og den udtryksfulde bevægelse (vægmalerierne Brylluppet i Kana, Kunstnernes efterårsudstilling 1921), og han gik i endnu højere grad over til at behandle bibelske motiver. Under ophold på Bornholm 1924 og 1926 og i Frankrig 1925 (Paris, Moret sur Loing) vendte han sig i sine staffelibilleder mod et friere maleri, koloristisk betonet, lyrisk i anslaget (Opgaaende Maane, Bornholm, 1926). Væsentligst blev imidlertid en omfattende keramisk produktivitet på Den kgl. porcelænsfabrik hvor han var ansat 1921–28. Det var nu stentøj, dels i form af krukker, fade osv. med figurlige kompositioner, som oftest malede med blåt på grå glasur eller med en jernfarve direkte på en grov chamotte-skærv, dels i form af keramisk skulptur, polykrom eller glaseret med en enkelt farve (ved de større arbejder ofte den røde okseblod). Denne produktion fik en fremtrædende plads i Den kgl. porcelænsfabriks opvisning på Verdensudstillingen i Paris 1925 og vandt anseelse gennem fabrikkens mange udstillinger rundt om i verden. J.-N. frembragte her skulptur der med sine mange store og vægtige arbejder (Pottemageren, Paulus dræber Løgnen, begge 1925; vase med relieffremstillinger af Aktæonmyten, 1926; gruppen Pontius Pilatus, 1927; Moses med Slangen, 1928; Judas og Lynet, 1935) rækker ud over det keramiske område, ind i den egentlige plastik. Han lægger dramatisk eftertryk på figurernes bevægelse, modellerer med en bredde og tyngde der føles dikteret af lermassens karakter, og fastholder en helhedsvirkning der er streng og monumental og atter på sin vis et udtryk for materialet. Dermed og tillige ved en ejendommelig reliefbehandling hvor figurerne står groft skåret, ligesom primitivt gjort med en kniv, i hårde omrids og stive flader, hævder J.-N.s keramiske skulptur sin egen plads i vor billedhuggerkunst.

I årene 1928–35 var J.-N. hovedsagelig optaget af en meget stor dekorativ opgave, udsmykningen af hele trapperummet i Skt. Elisabeth-søstrenes hospital i Sundby med freskomalerier af den hellige Elisabeths legende bestilt af Ny Carlsbergfondet. Desuden har han udført glasmalerier til bl.a. Grenå og Voel kirker (1930 og 1938) og udstyret Heerings likørpavillon i Tivoli med vægmalerier (1923 og 1930, ændret 1943). Hans sidste store arbejde blev freskoudsmykningen i Frbg. rådhushal, påbegyndt 1952. J.-N. har skrevet Perlevennen Gaston og andre sælsomme Historier fra Paris, 1947, med egne illustrationer, om Picassos keramik i Gutenberghus årsskrift, 1945, og desuden illustreret artikler i Berlingske søndagsmagasin. J.-N. har deltaget i en lang række udstillinger her og i udlandet, retrospektive 1936 (Den frie udstilling) og 1960 (Charlottenborg). Han fik Eckersberg-medaljen 1929 og Thorvaldsen-medaljen 1948, var medlem af Kunstforeningens bestyrelse 1924–26 og af akademirådet 1930–61. J.-N. er repræsenteret som maler på Statens museum for kunst, i Kolding, Ribe, Ålborg, Oslo m. fl.

Annonce

J.-N.s hustru Ville Jais-Nielsen uddannedes på tegne- og industriskolen for kvinder og var i lære hos sølvsmed Georg Jensen. 1910–12 malede hun porcelæn hos Bing og Grøndahl. Hun udstillede som maler på efterårsudstillingen fra 1916.

Familie

Forældre: trikotagehandler, senere grosserer Knud Nielsen (1846–1911) og Ane Ottosen (1845–1928). Navneforandring fra Nielsen, Jais- 31.5.1926. Gift 6.11.1920 i Kbh. (b.v.) med maler Vilhelmine (Ville) Oppenheim, født 1.5.1886 i Randers, død 7.11.1949 i Gentofte, d. af købmand Carl O. (1841–1933) og Jeanette Cohn (1855–1924).

Udnævnelser

R. 1934. DM. 1947. K. 1956.

Ikonografi

Selvportr., tegn. 1910. Flere tegn. af Carl Jensen (bl.a. Fr.borg), bl.a. 1911. To selvportr. malet 1917. Tegn. af Otto Christensen, 1941 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

J. N. Et udvalg af billeder m. tekst af Oluf Thomsen, 1931 = Vor tids kunst VI. J. N. Keramik. Et udvalg af billeder m. tekst af Kai Flor, 1938 = Dansk kunst VI. -Interview i Gads da. mag., 1945 57–64. – A[xel] G. J[ørgensen] i Architekten XXI, 1919 267–72. H. Brøchner i Skønvirke IX, 1923 56–61. Merete Christensen [Bodelsen] i Nyt tidsskr. for kunstindustri II, 1929 66–72. Kai Flor i Katalog for retrospektiv udstil). 1960.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elisabeth Fabritius, Sigurd Schultz: Jais-Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291934