Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.F. Willumsen

Oprindelig forfatter LKrogh

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J.F. Willumsen, Jens Ferdinand Willumsen, 7.9.1863-4.4.1958, maler, billedhugger. Efter et års læretid på snedkerværksted kom J.F. Willumsen på Teknisk skole og fik afgang som husbygnings-eksaminand 1882. Samtidig gik han fra 1881 på akademiet som han forlod 1885 uden afgang efter tre forgæves forsøg. Hans uddannelse som maler blev afsluttet på Kunstnernes studieskoler hos L. Tuxen og P.S. Krøyer. I 1880erne udførte J.F. Willumsen en række malerier og raderinger, nogle få med genremotiver og en større del med socialrealistisk indhold. J.F. Willumsen engagerede sig i arbejderbefolkningens vilkår og skildrede tilværelsens urimeligheder på linje med flere andre unge kunstnere som Frants og Erik Henningsen og Harald Slott Møller. I Kongesønnens Bryllup, 1888 (Willumsen-museet), som J.F. Willumsen 1949 udvidede og ændrede, er en række fattige og elendige personer stillet i modsætning til et overdådigt og ødselt traktement.

J.F. Willumsens egentlige kunstneriske gennembrud kom i forbindelse med hans to første udenlandsrejser. 1888-89 var han i Paris og Spanien, tilskyndet af mødet med de franske malerier der var udstillet i København 1888 på Den franske kunstudstilling og af Johan Rohdes opfordring til at opsøge El Grecos værker i Spanien. Vinterdag paa Montmartre, 1889 (Statens museum) og Fransk Vaskeri, 1889 (Göteborgs konstmuseum) markerede en prægnant nyorientering. J.F. Willumsen lagde nu mere vægt på det maleriske end på indholdet. Lyset og friskheden i farven og formbehandlingen afspejlede hans interesse for Raffaélli og impressionisterne. Indflydelsen fra El Grecos kunst sporedes dog først tydeligt efter 1910, men sydens stærke lys inspirerede ham til at arbejde med kontrasten mellem skarpe skygger og intenst hvidt lys som i Gade gaaende nedad, Alora, 1889 (Davids samling). Før næste rejse til Paris udførte han i Kbh. flere raderinger hvor han afprøvede ideer fra pariseropholdet med en forenkling af emnet og en dominans af eksempelvis bevægelsesmotivet.

Fra 1890 til 1894 var J.F. Willumsen bosat i Paris. Han orienterede sig i de mest avancerede kunstneriske teorier og var i disse år med i den internationale kunstudvikling. Han havde kontakt med Paul Gaugin og andre fra Pont-Aven-gruppen og var fortrolig med værker af blandt andre Odilon Redon og Maurice Denis. Han lærte symbolismen at kende med dens fordring om at ideerne skulle have en synlig form i et symbolsk sprog. Symbolisterne fordybede sig i deres eget indre, og deres egne sindstilstande søgte de at udlægge som noget alment i tilværelsen. For billedkunstnerne betød det at et forenklet og dekorativt formsprog blev udtryksmiddel. For J.F. Willumsen personlig blev det en syntese af hans egne oplevelser og overvejelser sat i forhold til noget alment. 1890-91 fandt han en personlig form til at skildre bevægelse og dynamik, det civiliserede menneskes depravering og forfald og længslen efter et frit og rent liv. I Billede af Livet paa Paris' Kajer, 1890 (Willumsen-museet) anvender J.F. Willumsen symbolismens forenkling med en dekorativ fladebehandling uden detaljer. Han understreger bevægelsen ved at male figurerne i simple former og indramme dem med komplementærfarver. I tre malerier med gående bretagnekoner, 1890 (Nordjyllands kunstmuseum og Willumsen-museet) arbejder han videre med bevægelsesmotivet ved at spille skikkelser med enkle flader og labil linjerytme ud mod en detaljeret baggrund. I Montagnes Russes, 1890 (Nasjonalgal., Oslo) skildrer J.F. Willumsen et forlystelsesetablissement hvor de klare farver og stiliseringen skal symbolisere det glædesløse og fordærvede. Og i en blandform af maleri og skulptur Stenbrydere i en frodig Bjergegn, 1891 (Statens museum) er arbejdere slidsomt og mekanisk i gang med at skaffe føden, i modsætning til en fritlevende forgyldt gemse. En parallel til Gauguins ønske om at søge væk fra civilisationen til et rent og frit liv. I en keramisk komposition fra samme år Faderen, Moderen og deres nyfødte Barn (Kunstindustrimuseet) udtrykker han i et selvportræt sine følelser for andre samt en svært tolkelig symbolik.

Annonce

Da J.F. Willumsen var bange for at hans intentioner ikke ville fremgå direkte af værkerne udformede han lange, sindrige tekster til uddybning af emnet. En praksis der ikke var almindelig på hans tid. Hans arbejder fra disse år blev udstillet både i Paris hvor de fik begrænset omtale, og i København hvor de blev betragtet som uhyre kontroversielle. De blev vist på Den frie udstilling som han havde stiftet i 1891 sammen med en række andre danske kunstnere i protest mod Charlottenborg-udstillingens monopol. Til udstillingerne 1896 og 1902 udførte han desuden plakaterne. Som en reaktion på den manglende anerkendel se fortrak han til Norge hvor han malede billedet Jotunheim, 1892-93 (Willumsen-museet). Det er en vision af det norske fjeld, indrammet af symbolistiske sindbilleder der fortæller om menneskelige dimensioner i tilværelsen på godt og ondt, et tema som bliver videre bearbejdet i Det store Relief (Willumsen-museet)som strækker sig fra 1893-1928. Tilværelsens modsatrettede kræfter med brydningen mellem intuition og vilje, mellem følelser og gold stræben ville han anskueliggøre i en række menneskefigurer i stort format. Sigmund Freuds redegørelse for drømmenes og det underbevidstes betydning spillede en rolle for J.F. Willumsens bearbejdning af emet. Dog blev kun nogle af figurhovederne udført i stentøj, og projektet blev skrinlagt for først at blive realiseret meget senere.

I slutningen af 1890erne var der et intermezzo i hans udvikling som maler, da keramikken optog det meste af hans tid. Skønt forkætret blev han i 1897 ansat som kunstnerisk leder af Bing & Grøndahl hvor hans opgave blev at instruere og inspirere fabrikkens medarbejdere. J.F. Willumsen opsagde stillingen i 1900 da fabrikken havde opnået førstepræmie på verdensudstillingen i Paris. Som arkitekt havde han i 1896 bygget sit eget hus, Hellerupvej 49, og 1898 var han arkitekt ved opførelsen af Den frie udstillings bygning ved Aborreparken. Begge bygninger med stor skulpturel effekt og gennemarbejdede detailløsninger. Netop som J.F. Willumsen begyndte at styrke sin kunstneriske position i København brød han op og tog til Amerika for at få bedre udfoldelsesmuligheder. Det lykkedes ham dog ikke at befæste sin stilling som kunstner. Men hans naturopfattelse og oplevelser i bjergene fik betydning for det kommende tiår hvor han helt orienterede sig mod forholdet mellem naturen og mennesket. I en række monumentale værker blev det enkelte individ sat op imod naturens kræfter. En dyrkelse af kroppen for at øge sundheden og vitalismen var efter århundredskiftet blevet understreget i både teori og praksis. I En Bjergbestigerske, 1904 (Hagemanns kollegium) henter en fri kvinde, som fjeldvandrer, kraft og overskud i naturen. Hendes styrke kommer fra sollyset, den rene luft og bjergenes storslåethed. Det er en hyldest til det frie menneske i den frie natur. 1902-10 arbejdede han med temaet badende børn på en strand. Han skildrede med sine egne ord livsglæden, friskheden og sollyset, en ekstatisk livsdyrkelse med fremhævelse af en naturlig kropsdyrkelse. I Efter Stormen, 1905 (Nasjonalgal., Oslo) er naturen det truende element der knuser kvinden og barnet. I disse år udførte han desuden flere bundne opgaver. Til sig selv byggede han igen 1906-07 et hus med atelier, Strandagervej 28, et funktionelt, gennemarbejdet stykke rumkunst. Som resultat af en konkurrence udførte han i Kgs. Have et monument over Viggo Hørup. Fra 1905-08 skabte J.F. Willumsen i bronze og granit en statue over politikeren og skribenten. Fremfor at søge en konkret lighed med personen udformede J.F. Willumsen sit monument i pagt med Hørups politiske ideer og handlekraft.

Omkring 1910 indledes en ny fase i J.F. Willumsens kunst med en fornyelse af farven. Rejser i syden og en dybtgående interesse for El Greco gjorde farven dyb og mættet med en intensitet der blev det dominerende element i hans malerier. I En Fysiker, 1913 (Hagemanns kollegium), der var en bestilling som pendant til En Bjergbestigerske, eksperimenterede J.F. Willumsen med farvestudier der fik grundlæggende betydning for de næste års farvesyn. Ved anbringelse af forskellige lyskilder kunne han afprøve farvernes styrke og skildre deres indbyrdes forhold. De nyopdagede røntgenstråler blev inddraget for at understrege deres revolutionerende betydning. I en række malerier fra de følgende år i Tunis og Spanien drev han sollyset op og benyttede i skitserne pastelkridt fordi det mest ideelt gengav sollyset og de stærke farver. Som en del af emnet indgik en skildring af anonyme, statuariske figurer. Under krigen kanaliserede han sin harme ud i en række raderinger hvor han med goyask dramatik skildrede krigens gru og rædsler. De mere personlige psykologiske dramer kom til udtryk i stort anlagte personskildringer som Sophus Claussen læser sit Digt Imperia, 1915 (Århus kunstmuseum) med dets intense stemning hvor Claussen og hans digt dominerer hele rummet med Helge Rode og J.F. Willumsen som udtryksfulde tilhørere. I det tre år senere familiebillede Aftensuppen (Willumsen-museet) er farve og indhold drevet op i ekstatisk højde med både malerisk og religiøst indhold som hos El Greco.

En stor del af 1920erne var J.F. Willumsen optaget af udførelsen af Det store Relief, bestilt af den danske stat i anledning af hans 60-års dag. Relieffet var oprindelig tænkt i polykrom keramik, men blev nu udført i forskellige farver marmor. Stort udførte figurer udtrykker forskellige ideer, undfanget 30 år tidligere, som en syntese af blandt andet Nietzsches og Carlyles filosofi. Som så ofte har han benyttet en række personlige og svært tilgængelige symboler. I 1930erne var Venedig J.F. Willumsens foretrukne by og med grelle surreelle farver malede han kanalbyens særegne atmosfære. På sin helt egen måde lavede han blændende kompositioner af den fantastiske arkitektur med mystikkens sorte og gule farver, månens fosforglans, ved natligt lys og ved dagslys. Ingen anden by end Venedig kunne have været malet på denne måde. I flere samtidige billeder fra Rom dominerer en tør og støvet okker i de monumentale pladser og bygninger. J.F. Willumsen søgte i mange portrætter at finde en form der var entydig, afhængig af den portrætterede. I Kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher teoretiserer, 1923 (Willumsen-museet) blev rammens uregelmæssige form skabt efter Wanschers fysiske fremtræden og hans analyser af formen. Baggrunden blev taget fra hans bog om Rafael, og konflikten mellem oplevelse af kunst gennem hjernen eller hjertet blev anskueliggjort.

I sit Selvportræt i Malerbluse, 1933 (Willumsen-museet) markerede han sin egen 70-års dag ved at male dette gribende billede af en desillusioneret mand foran et tomt lærred. Gennem årene havde han malet, tegnet og formet adskillige selvportrætter, foruden alle de værker hvor hans fysiognomi genkendes. I trilogien Tizian døende, 1935-38 (Willumsen-museet), der er ment som en art afslutning på hans private og offentlige liv, forener han en selvportrættering med sine bestandige forsøg på at materialisere eksistentielle overvejelser. I personen, der ikke har Tizians, men Willumsens træk, kombinerer han portrætkunst med allegori. Han reinkarneres i skikkelse af en sfinks, halvt tiger – halvt menneske der uden dyrets spændstighed og dynamik svæver på firmamentet mellem himmellegemerne. Selvmodsigende og uudgrundeligt, på én gang monumentalt, udfordrende og indbydende som så mange af hans værker. Igennem sin lange karriere vendte J.F. Willumsen ofte tilbage til samme temaer og ideer for at bearbejde dem på ny. Bevægelsesmotivet forekommer igen og igen, et tema som døden kredser han ofte om, og en skildring af kvinden findes i mange sammenhænge. Hans oplevelser i bjergene blev et ledemotiv som afspejlede hans egne stemninger og indre brydninger.

Et bemærkelsesværdigt træk hos J.F. Willumsen er hans alsidighed som kunstner. Han har arbejdet som maler, tegner, grafiker, fotograf, billedhugger, keramiker og arkitekt. På hvert af disse felter har han skabt en produktion som hver især er en fuldgyldig kunstnerisk indsats. En sådan alsidighed forekommer både i de mange kunstarter han beherskede, og i variationen i udførelsen. Ingen andre danske kunstnere har en sådan bredde og spændvidde. Ved at arbejde grundigt og systematisk, eksperimenterende og samtidig spekulativt reflekterende, til tider intuitivt har J.F. Willumsen mange gange skabt sin egen form helt i overensstemmelse med den stillede opgave. Hans arbejdsproces var personlig og systematisk, og for omverdenen er den et redskab til forståelse af hans overvejelser ved kunstværkets skabelse. Som en evig urolig, altid søgende der kun levede for sin kunst gjorde han kunsten til sit virkelige liv. Med sin stræben efter fuldkommenhed og sin trang til at forklare og tolke sine egne oplevelser i en større sammenhæng har han undertiden skabt værker hvis indhold kan virke fortænkt. Men oftest har han formidlet sine filosofiske overvejelser i et effektfuldt billedmæssigt udtryk. En rød tråd i hans livsværk er den bestandige søgen efter erkendelse af sandheden om tilværelsen i hans egen fortolkning. Det er en kunstners kamp for at vinde klarhed over tilværelsens eksistentielle problemer og give dem en materiel form.

J.F. Willumsen eksperimenterede både med indholdet og formen, og han slog sig aldrig til tåls med de opnåede resultater. Hver gang et mål var nået brød han op og gav sig i kast med nye selvstillede opgaver der blev løst på en helt ny måde. Han søgte at komme den indbyggede dialektik i forkøbet. I Danmark fik han ikke i tide den anerkendelse han i virkeligheden fortjente, og en placering i international sammenhæng har han stadig til gode. Da han modnedes som kunstner i begyndelsen af 1890erne var han den mest internationalt orienterede blandt sine samtidige. I 1880'erne og 1890'erne var hans udvikling sammenlignelig med nogle få andre danske kunstnere, men siden gik han helt sine egne veje, uafhængig af den danske og internationale kunstudvikling.
Gennem mange år var J.F. Willumsen en entusiastisk samler af ældre kunst. Omkring 2000 værker erhvervede han til sin Gamle samling for at have andres værker omkring sig til belysning af de mange kunstneriske problemer han selv kæmpede med. Samlingens autencitet har i mange år været et kontroversielt emne, men stadig flere af værkerne har efterhånden fået en rimelig placering i kunsthistorisk sammenhæng. I 1957 blev i Frederikssund åbnet et museum for Willumsens kunst. Her opbevares også hans Gamle samling.

J.F. Willumsen har udstillet på Charlottenborg 1883-89, verdensudstillingen i Paris 1889 og 1900, Salon de Paris, 1889, Champ de Mars, Paris 1890, 1893 og 1903-04, Salon des Indépendants, Paris 1891-93, Den frie udstilling 1891-1953 (med afbrydelse), Abels Kunsthandel, Oslo 1892, Stockholm 1897 og 1907, Kunstforeningen, København 1906, Glaspalast, München 1909 og 1913, Atelierudstilling 1910 og 1913, Kunstgewerbemuseum, Berlin 1910-11, USA 1912-13, Dansk Kunsthandel, Kbh. 1919, Liljevalch, Stockholm 1919, Den frie udstilling separat 1923, 1934 og 1942, Kunstnerforbundet, Oslo 1923, Kunstnernes hus, Oslo 1934 og Charlottenborg, gamle samling, 1947.

J.F. Willumsens anden hustru, Edith Willumsen, selv kunstner med malede voksskulpturer som speciale, ydede både på det praktiske og kunstneriske plan sin mand hjælp og støtte. Efter en årrække hos Bing & Grøndahl arbejdede hun i USA, bl.a. som kunstnerisk rådgiver for Louis Tiffany i New York. Indtil 1928, da samlivet ophørte, var hun en af Willumsens mest yndede modeller ("Bjergbestigersken"), rejste med ham og holdt styr på den vanskelige hverdag. Blandt tidens mange selvopofrende kunstnerhustruer indtager hun en særstilling i kraft af sin stærke personlighed og kunstneriske begavelse.

Familie

J.F. Willumsen blev født i København (Trin.), døde i Cannes og er begravet i Willumsen-museets park, Frederikssund.
Forældre: værtshusholder, senere herreekviperingshandler Hans Willumsen (1835-1910) og Ane Kirstine Jensen (1836-99). Gift 1. gang 7.3.1890 i København (Frue) med billedhugger Juliette Alina Nikoline Meyer, født 20.4.1863 i København (Frbg.), død 27.9.1949 på Frbg., d. af kgl. agent, brændevinsbrænder Christen Hansen Meyer (1835-1914) og Olga Julie Augusta Klamke (1840-1920). Ægteskabet opløst 1902. Gift 1. gang 1.1.1903 i København (Jac.) med billedhugger Edith Wilhelmine Wessel, født 1.1.1875 i Ålborg (Frue), død 1.11.1963 i København, d. af købmand, senere østrig-ungarsk konsul Herman Ferdinand Wessel (1847-1926, gift 2. gang 1892 med Franzisca (Fanchon) Ehrenreich, 1860-1934) og Caroline Mathilde Sødring (1855-1923, gift 2. gang 1883 med kaptajn, senere oberst Johan Charles Lautrup, 1840-1914).

Ikonografi

Malede selvportr. ca. 1881, og 1885 (Willumsen-mus.). Afbildet på Rasmus Christiansens tegn. af Krøyers skole, 1887 (Fr.borg). Selvportr. med kone og barn i keramik, 1891 (Kunstindustrimus.). Litografi af Johan Rohde, 1894. Afbildet på mal. af Severin Se-Igelcke, Nordiske kunstnere i Paris, 1894. Selv-Iportr. i relief 1896 (Kunstindustrimus.), tegn. 1899 og 1900. Selvportr. malet på vase 1900. Bu-Ste af Ingeborg Plockross Irminger, 1900 (Willumsen-mus.). Mal. af Johan Rohde, 1901 (Göteborg kunstmus.). Afbildet på Fem portr. af V. Hammershøi, 1901 (Thielska gall., Sth.; Willumsen-mus.), hertil skitse 1901 (St. mus.). Tegnet selvportr. på Pegasus, 1902. Buste af Gerda Madvig, 1904. Buste og statuette af Edith Willumsen, begge 1904. Afbildet på mal. Kunstdommere af Michael Ancher, 1906 (Fr.borg), hertil forarbejde færdig-gjort 1907. Radering af Henrik Lund, 1907. Mal. af P. S. Krøyer, 1908 (Skagens mus.). Afbildet på tegn. af Rasmus Christiansen, 1908. Malet s.m. hustruen af N.V. Dorph, 1909. Tegn. af R. Storm Petersen, 1910. Selvportr. i tegn., litografier, mal., og udstillingsplakat 1910. Malet selvportr. 1910 (Göteborg kunstmus.) og 1911. Mal. laf Jul. Paulsen, 1912. Selvportr. med familie 1912 (Nat.mus., Sth.). Tegnet selvportr. 1915. Selvportr. s.m. Helge Rode og Sophus Claussen 1915 (Århus kunstmus.). Selvportr. i mal. og i radering 1916. Malet selvportr. 1918. Mal. af Michael Ancher, 1919. Buste af Max Meden, 1923. (Willumsen-mus.). Selvportr. i relief ca. 1925. Mal. af Johs. Wilhjelm 1929 og 1933 (Århus kunstmus.). (Selvportr. i træsnit 1932, i mal. 1933 (Willumsen-mus.). Tegn af Ivan Opffer, 1933, Linoleumssnit af K.J. Almquist 1934 og flere gange senere. Selvportr. på trilogien Tizian døende 1935-38 (Willumsen-mus.). Malet selvportr. 1936. Mal. af Ernst Zeuthen, 1936. Afbildet på mal. Ti malere af samme 1936-38. Litografi af Mogens Linck, 1937. Buste af Siegfried Wagner, 1941. Mal. af Anne Marie Telmanyi udst. 1941. Malede selvportr. 1943, 1945 og 1946 bl.a. Willumsen-mus.), i træsnit 1945. Mal. af K.J. Almquist, 1946 (Willumsen-mus.). Selvportr. på mal. Den gamle maler og hans muse, 1947 (Willumsen-mus.). Tegn. af Otto Christensen, 1947. På akvarel s.m. Leo Swane af H. Jensenius udst. 1948. Malede selvportr. 1948, 1951, 1954 og 1955 (Fr.borg). Mal. af Hagedorn-Olsen, 1953. Tegn. af H. Bendix, 1956. Mal. af samme, s.å. (Fr.borg). Relief af H. Isenstein, 1957. To tegn. af Carl Jensen. Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt (Fr.borg). Tegn. (?) af Jens Lund. Foto.

Bibliografi

Værkfortegnelse. Sig. Schultz: J.F. Willumsen. Grafiske arbejder. Litografier, træsnit, raderinger, 1943 (heri bibliografi). Samme: Willumsens grafik. Ny fortegn., 1961 + tillæg 1967 = Skr. udg. af J.F. Willumsens museum, Frederikssund.

Udg. 3. J.F. Willumsen. Et udv. afbilleder m. indled, tekst af Vilh. Wanscher, 1937 = Danske kunstnere XIV. J.F. Willumsen. Litografier og raderinger, 1960 = Grafisk orientering. Kilder. J.F. Willumsen: Mine erindr, fortalt til Ernst Mentze, 1953 (forkortet udg.: Ernst Mentze: J.F. Willumsen, s.å.). Lit. Hjalmar Øhman: J.F. Willumsen, 1921. Johan Plesner i Kunstbl. I, 1923 7-15 31-37. Erik Moltesen: J.F. Willumsen, 1923. Anker Nørregaard i Nyt t. for kunstindustri XVI, 1943 122-29. Mogens Kruse: J.F. Willumsen, Studietegninger, 1946. Sig. Schultz: J.F. Willumsen, 1948. Merete Bodelsen: Willumsen i halvfemsernes Paris, 1957. Gunnar Bråhammar i Tidskr. for konstvetenskap XXXI, Lund 1957 147-93. Poul Vad i Signum I, 1961 48-57. J.F. Willumsens museum. Gamle saml.: Udv. malerier. Udstillingskat. m. tekst af Leila Krogh, 1975. Arme og ben på Willumsen. Udstillingskat., Willumsenmuseet, red. Lene Adler Petersen m.fl., 1978 = Arme og ben III. Roald Nasgaard i Enten eller. Udstillingskat., Sophienholm, 1980 100-10. Leila og Torben Krogh: Et politisk monument. Willumsen og Hørup, 1980. Gunnar Sørensen i Cras, 1981 nr. 26 27-40. Leila Krogh sst. 1981 nr. 28 106-19. Ulla Hjorth sst. 1982 nr. 31 68-87. Hans Bendix: J.F. Willumsen, 1982. J.F. Willumsen og Den frie udstill.s første år. Udstillingskat., Willumsenmuseet, 1982.

AV. Kortfilm af Jørgen Roos, 1951. Papirer i Kgl. bibl. og på Willumsenmuseet, Frederikssund. Roald Nasgaard: Willumsen and symbolist art 1888-1910, N.Y. 1973 (manus. sst.).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leila Krogh: J.F. Willumsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299378