Holger J. Jensen

Holger J. Jensen, Holger Jens Sophus Jensen, 21.4.1900-24.7.1966, maler. Efter realeksamen 1916 kom Holger J. Jensen i tømrerlære med henblik på en senere arkitektuddannelse idet faderen kraftigt havde modsat sig hans tidligt nærede ønske om en levevej som kunstner. Holger J. Jensen blev aldrig udlært tømrersvend, men virkede nogle succesløse år inden for kunsthandelen i København. Samtidig forberedtes han af maleren Viggo Brandt til kunstakademiet hvor han blev optaget september 1921. Indtil 1924 studerede han hos Ejnar Nielsen på malerskolen, men fra 1922 og helt frem til 1930 fulgte han – med afbrydelser – også Aksel Jørgensens undervisning på grafisk skole.

Kun et par år efter sin optagelse på akademiet debuterede Holger J. Jensen 1923 på Kunstnernes efterårsudstilling hvor han udstillede indtil 1927; endvidere deltog han i Charlottenborgs forårsudstilling 1925–26. Sidstnævnte år afholdt han sin første separatudstilling, hos Wils i København. 1928 var han med til at stifte Decembristerne, en kunstnersammenslutning han var knyttet til resten af livet. Siden 1931, hvor Holger J. Jensens arbejder for første gang blev vist uden for landets grænser (i Stockholm og Helsingfors), har han deltaget i mange udstillinger i ind- og udland. Foruden en række separatudstillinger fra omkring midten af tyverne og frem skal især fremhæves to store retrospektive udstillinger i Kunstforeningen i København 1950 og 1974, dobbeltarrangementet i Amdals Kunsthandel (med ældre, ikke før udstillede malerier) og Clausens Kunsthandel (med grafik) 1963 og mindeudstillingen i Lyngby kunstforening 1968.

Selv om Holger J. Jensen begyndte sin kunstneriske løbebane på akademiets malerskole, debuterede som maler og hele livet vedblev at male vil hans navn være uløseligt knyttet til grafisk skole. Dér tilbragte han de fleste år af sin studietid, og dér virkede han siden, fra 1939 som assistent, fra 1956 som docent og fra 1963 som professor, en titel han i øvrigt havde erhvervet blandt eleverne længe før udnævnelsen fandt sted. Holger J. Jensen var en mand af yderst få ord, og hans pædagogiske virksomhed bestod derfor ikke i at besnakke eleverne til at se eller opleve på en bestemt måde. Han valgte at foregå eleverne med et godt eksempel, en inspirativ styrke der avlede flid og fremmede lysten til at eksperimentere med form og teknik.

Trods karrieremæssig medgang og almindelig anerkendelse var Holger J. Jensens liv uden ydre glans. Personlige sorger og et vaklende helbred kastede tunge slagskygger ind over hans tilværelse. Dette kan dog ikke direkte aflæses af hans kunst, fraregnet nogle af de mange selvportrætter. De fleste af hans malerier er fulde af varme og lysende farver. Udgangspunktet var fransk kunst: fauvisme og kubisme og disse retningers videreførelse hos malere som Karl Isakson, Edvard Weie og Harald Harald Giersing, men Holger J. Jensen har heller ikke, hvilket ofte overses, været uberørt af tysk ekspressionisme. Motiverne er opstillinger, portrætter, landskaber, billeder fra byen, haven, skoven, stranden. I de bedste af billederne findes en farvefølsomhed der genspejler Holger J. Jensens nuanceret nervøse sind. Hans malerier findes på Statens museum for kunst, adskillige provinsmuseer og i privat eje. Men den bedste offentligt tilgængelige samling af Holger J. Jensens malerier må indtil videre søges uden for museernes mure, nemlig på Vejle amtssygehus der ejer 11 væsentlige billeder fra trediverne til tresserne med hovedvægten lagt på det sidste årti.

For Holger J. Jensen var maleriet først og fremmest farve, modsat tegningen og grafikken, hvis ydre kendetegn i hans traditionstro fortolkning var yderpunkterne kulsort og kridhvidt og hele den mellemliggende gråskala. Stort set er grafikkens motivverden den samme som maleriets, dog med hyppige tilføjelser af bibelske emner. Det grafiske udtryk veksler fra blad til blad, bestemt – eller snarest styret – af den valgte teknik. De få og tidlige, fladebetonede træsnit rummer som regel et kontrastrigt møde mellem sort og hvidt. I de oftere forekommende litografier er figurer og former forsøgsvis defineret af en tøvende, malerisk kontur. Men i raderingen, Holger J. Jensens yndlingsteknik, findes alle slags grafiske udtryk spændende fra den fineste lysende linje til den kraftigste sorte streg, hele registret fra diskant til bas. Nogle af raderingerne står som ren ætsning, andre er udført som akvatinte, andre igen som tørnål. Meget ofte kombinerede han teknikkerne med held. Han eksperimenterede meget og utraditionelt.

Af de fleste tryk er kun bevaret et enkelt eller nogle ganske få eksemplarer. I visse tilfælde er bladene forsynet med farver, trykt eller malet på i lette, sommerfuglelyse nuancer. Efter beskrivelsen at dømme altså en eksklusiv kunst og dermed en forsyndelse mod grafikkens grundprincip: mangfoldiggørelse. Eksklusivitet lader sig imidlertid dårligt forbinde med en kunstner af Holger J. Jensens støbning. Trykkene var da heller ikke forbeholdt de få, men kun én, kunstneren selv. De indgik i en lang række af grafiske eksperimenter, en uophørlig udforskning af materialernes særlige muligheder. Bladenes private karakter understreges af en ofte skæv trykning på dårligt papir forsynet med et virvar af sorte fingre. Trykkene er dog ikke kun at opfatte som grafisk dokumentation; det forbyder deres høje kunstneriske kvalitet.

Holger J. Jensen modtog flere udmærkelser, bl.a. Eckersberg medaljen, og 1960 tildeltes han det Anckerske legat. 1928 havde Holger J. Jensen været i Berlin, men ellers rejste han ikke meget i de unge år. Senere hen foretog han en del rejser sydpå, 1953 og 1959 opholdt han sig således i længere tid på klosteret San Cataldo ved Amalfi. På en rejse til Bretagne døde han i Quimper.