Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hieronimo Miani

Oprindelig forfatter BBoeg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Hieronimo Miani, før 1739-.efter 1746, maler. Født i Venezia, formentlig af adelig herkomst. Om M.s uddannelse og tidligste virksomhed vides intet. Ca. 1739 kom han til Danmark, hidkaldt fra kurfyrst Karl Philip Emanuel af Pfalz' hof i Mannheim, for at medvirke ved udsmykningen af Christiansborg. Som sin første opgave fik han overdraget det ansvarsfulde hverv at udføre den vældige loftsfresko i højesteretssalen (lasternes og uretfærdighedens flugt for den retfærdige Guds åsyn). 1744 betaltes han for to bibelske malerier til kirkeløngangens galleri. M. vides også at have restaureret fem loftsmalerier på Fr.borg 1740, ligesom han gav udkast til en festdekoration ved kronprinsesse Louises indtog i Kbh. 11.12.1743. 1745 udsendte M. den pompøse, men teknisk ret usikre radering af kronprins Frederik (V) til hest; den betaltes 1746 af kronprinsens kasse. Han skal desuden have leveret forlæg til en radering, udført af Peter Cramer, med motiv fra Christian VIs Norgesrejse. En særlig rolle spillede M. ved det nyetablerede kunstakademi hvor han efter H. Krocks død virkede som leder sammen med billedhuggeren L.-A. le Clerc. 1744 fik akademiet endog lokaler hos ham på Gammel Strand. 1745 modtog M. 500 rdl. som gave til sin hjemrejse, men synes først at have forladt landet året efter. Der kendes ingen malerier af ham, men han tilskrives en skitse til et loftsmaleri (kobberstiksaml.)

Bibliografi

Chr. Elling i Hist. medd. om Kbh. 3.r.l, 1934-35 382-88. J. Sthyr: Dansk grafik 1500-1800, 1943 (fot. optr. 1970).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte B. Johannsen: Hieronimo Miani i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294321