Harald Giersing

Harald Giersing, 24.4.1881-15.1.1927, maler. Harald Giersing tilhørte det gode københavnske borgerskab. I hans forældres dagligstue på Lindevej stod H.V. Bissens buste af hans tipoldefar N.A. Holten. Hans oldefar var J.M. Thiele og hans morbror maleren, amtsforvalter i Randers Alexander Wilde hvis venskab med L.A. Ring og Karl Madsen fik betydning for den unge Harald Giersing. Han begyndte tidligt at tegne, og sine første spæde malerier udførte han da han 1896 opholdt sig på Hillerødsholm i Nordsjælland. Han var helt igennem præget af gammel slægtskultur og desuden meget musikalsk. I hans skitsebøger finder man noder og temakombinationer side om side med tegnede udkast. 1898 blev han student, 1899 cand. phil., og året efter kom han på akademiet hvor han sluttede venskab med Ernst Goldschmidt, Sigurd Swane og Siegfried Neuhaus. 1904 søgte han ind på Kristian Zahrtmanns skole hvor han gik til 1906. Her fandt han omsider den begejstring og inspiration han hidtil havde måttet savne, og her lærte han at koncentrere sig om det væsentlige, farven og rytmen i billedet.

En rejse til Paris, 6.10.1906-31.5.1907, blev den skelsættende begivenhed i hans liv og dermed af afgørende betydning for hele udviklingen i dansk kunst 1910-1920. Han havde forberedt sig grundigt ved studium og selvsyn. Han havde læst Meier-Graefe og Vilh. Wanscher. Hos Mette Gauguin og Edv. Brandes havde han for første gang set billeder af Paul Gauguin og de franske impressionister. I breve til hjemmet og til vennerne i København fortæller Harald Giersing levende om sine oplevelser. I Louvre var det især Tizian der betog ham ved sin koloristiske pragt. I Luxembourgmuseet, hos parisiske kunsthandlere og i private samlinger stiftede han bekendtskab med de nyere franske malere fra Manet til Cézanne. Også moderne kunstretninger som neoimpressionismen og nabismen gjorde han bekendtskab med. I begyndelsen satte han Gauguin over alle andre, men senere ændrede han sit syn, og det blev Edouard Manet der stod for ham som en "kongelig kunstner", Frankrigs største. Matisse og den nyudsprungne fauvisme nåede han at få med. Det var netop i marts 1907 Henri Matisse og André Derain gjorde skandale på Salon des Indépendants. Når han et par år senere opstillede fordringen om "en vis netop igennem valget af flade og farve som kunstnerisk udtryksmiddel motiveret gengivelse af virkeligheden" svarede det ganske til Maurice Denis' berømte definition af billedet som først og fremmest "en flade dækket af farver anbragt i en vis orden". Formens arabesk, fladernes sammenspil, intervallernes balance var det hvorpå alt kom an.

I Paris fandt Harald Giersing bekræftelse på de tanker han havde gjort sig med hensyn til kunstens mål. Det var akademiets vanesyn og den Krøyerske virtuose realisme og "glimrende udvendighed", han først og fremmest opponerede imod. Rejsens resultater viste sig hurtigt: det monumentale portræt af faderen og det farveskønne Model i interiør, 1907 og 1908 (begge i kunstmuseet). Under sommerophold, først ved Esrom sø og Gribskov (1912), senere i Mogenstrup ved Næstved og i Sorø sammen med Neuhaus, derefter i Bistrup ved Birkerød og til sidst i Svanninge ved Fåborg, skaber han den lange række intense landskaber, snart lukkede motiver fra skovdybet, snart åbne udsigter der hører til den mest værdifulde del af hans produktion. Den neoimpressionistiske teknik forlod han snart og samlede farven i brede, rytmisk bevægede flader. Efterhånden sker der en tilnærmelse til kubismens geometrisering af formen. Samtidig med at han viderefører sin blide mollstemte landskabskunst kaster Harald Giersing sig ud i en række modige farveforsøg hvor stærke lokalfarver sættes flademæssigt op mod hinanden.

Hans interesse for fart og bevægelse fører ham til nye motiver som fodboldspillere og danserinder. Han ville måle sig ikke alene med de franske fauvister, men også med de italienske futurister og de tyske expressionister der var hans jævnaldrende. Hovedværket er det store Varietéensemble fra 1924 (Nordjyllands kunstmuseum). En særstilling indtager den mærkelige farvefantasi over et billede af Tizian som han ikke kendte af selvsyn: Spanien, der iler Religionen til hjælp (Pradomus., Madrid). Som portrætmaler søger Harald Giersing syntesen. Det er betegnende, at portrætter af Leo Swane blev kaldt Studenten, 1912 eller En soldat, 1914 (Ny Carlsbergfondet). De hører begge til hans mest fremragende arbejder ligesom de yndefulde kvindeportrætter Vibeke, 1915 (bl. a. Århus kunstmuseum) eller Dame med sytøj, 1919 (Århus kunstmuseum).

Ligesom Rembrandt har Harald Giersing i alle perioder af sit liv studeret sit eget ansigt i en række selvportrætter, såvel malede som tegnede, kulminerende med det imposante Selvportræt i gul kittel, 1926 (Nasjonalgalleriet, Oslo). De danner en gruppe for sig, ligesom de sene "dameportrætter" fra 20erne hvor højdepunktet nås med de tre sortklædte damer som skæbnegudinder hvis ansigter ligner etruskiske urner (1923, Århus kunstmuseum). Fra de sidste år er også de stemningsfulde kirkegårdsbilleder og de mageløse nature morter med flasker og krukker, malt sort i sort med accenter i rødt, gult eller blåt. 1926 flyttede Harald Giersing til "Valdal" i Valby Langgade hvor tidligere Karl Schou og Fritz Syberg med familie havde boet. Her malede han fra sin have og de omliggende gartnerier de blide og yndefulde landskaber i hvilke han genfandt inspirationen fra sin ungdoms Horneby og faderens have på Lindevej. Som kunstskribent har Harald Giersing i koncentreret form ydet en betydelig indsats, Om kunst (udg. Poul Uttenreitter, 1934). Fra 1915 til sin død havde han en malerskole hvor flere af vore bedste kunstnere modtog indtryk for livet.