Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Smidth

Oprindelig forfatter LSwane
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Hans Smidth, Hans Ludvig Smidth, 2.10.1839-5.5.1917, maler. Født i Nakskov, død på Frbg., begravet sst. En maler, en naturelsker og en poet, svejset sammen til en ubrydelig harmonisk helhed har skabt S.s kunst. Hans evner som maler er iøjnefaldende, dobbelt fordi de er ensidigt udviklet. Når bortses fra at han brugte blyant og pen til en række tegninger der har præg af hans evner, men sjældent er ment som andet end studier, er oliefarven hans udtryksmiddel. Han har ikke forladt staffelimaleriets format, og kun enkelte gange har han malet egentlig store billeder. I denne tekniske ensidighed eller ensartethed minder han om L. A. Ring der i høj grad beundrede ham. Oliefarven er altså hans medium, og få danske malere har behandlet den så smukt som han; i lyset bliver den klingende og ren, i skyggen mættet; han er den fødte kolorist der råder over et kraftigt farveregister, men en kromatisk behandling er den naturlige for ham, tone føjer sig til tone, det springende i farven er ikke hans sag, hans billeder danner i farve og valører altid en tæt helhed. I enkelte billeder, fx illustrationerne til Blichers En Landsbydegns Dagbog, ca. 1900 (kunstmuseet) nøjes han med at male gråt i gråt, i nogle af hans sidste og bedste interiører fra bondestuer (et i kunstmuseet) består motivet egentlig kun i et mesterligt gennemført studie af dybe røde farver. Kun sjældent forlader S. i sin kunst det sete motiv eller i hvert fald motivet der virker som om det var set. Tallet på hans direkte naturstudier er enormt, og rækken af arbejder i hvilke studierne er koncentreret er meget stor. Det er især den jyske natur der har hans dybe kærlighed, og ingen anden maler har så enkelt og stærkt som han skildret navnlig den jyske hedenatur; sammenligningen med St. St. Blicher trænger sig uundgåeligt på og er berettiget netop fordi S. er ganske ulitterær; poesien i hans værk er helt bundet til det maleriske. Men at hans værk ikke er karakteriseret alene ved en henvisning til hans sjældne evner som maler i olie eller ved bestemmelsen af ham som en fuldblods naturalist det er givet. I markedsscenerne eller billederne fra slavekrigen viser han sin ofte meget lune psykologiske sans, en dyb forståelse for den jyske bondes væsen, men især er der en rig poetisk følelse i hans skildringer af Karup kirke med storkene der samler sig om efteråret, 1893, af folkene på studekøretøjet der i den sene aften betragter det forbikørende tog, en virkningsfuld antitese, 1906 (Ribe museum), af hedebranden ved nattetid, af den jyske å med enkelte figurer op mod aftenhimlen idet de vandrer over den høje pælebro; motiver af den art har han gang på gang varieret; undertiden kan i hans folkelivsskildringer malerisk bredde og djærv karakteristik indgå en sådan forbindelse at man kan tænke på de bedste nederlandske kunstneres opfattelse – Pennekas Drallers Kjeltringebal, 1894 (Hirschsprungs saml.) eller Uden for Høkerens Bod, ca. 1905–10, Århus museum. S. har været en overordentlig flittig arbejder, og i hans værk er hans levned; i det er alt hvad der for ham har været væsentligt, i det kan hans udvikling læses, tydeligt i de store træk, men i detaljer ofte usikkert – han har kun sjældent dateret sine billeder. Af ydre begivenheder rummer hans liv de færrest mulige, ikke engang en rejse uden for landets grænser, i hvert fald ikke længere end til Flensborg. Jylland så han første gang femten år gammel da faderen som embedsmand flyttede fra øerne til Skive. 1858 blev han student fra Viborg, og 1861 afbrød han det medicinske studium for at blive maler hvorefter han i nogle år gik på akademiet; senere, 1870–71, arbejdede han på Vilhelm Kyhns "Aftenakademi", og der er nok grund til at betone denne forbindelse med Kyhn. De ældre billeder fra 60erne og 70erne viser i det hele endnu slægtskab med den ældre og samtidige danske skole, ved omhyggelig behandling og fin indtrængen i motivet, fx i studierne til det store billede Gæssene drives hjem med hvilket han 1875 konkurrerede til den Neuhausenske præmie; han havde fortjent at vinde den, billedet hører til de bedste i tidens kunst og viser en overraskende, fint behersket, glidende rytme, mens kunstmuseets billede et par år senere, En Fremmed spørger om Vej der endnu er ufrit som komposition bragte ham præmien. Senere blev for S. som for andre af den tids malere kompositionens kunst i høj grad et spørgsmål om billedets afskæring som han mange gange klarer som en mester; et eksempel er Hjemkørsel fra 90ernes begyndelse. Familiens efterhånden gunstige økonomiske forhold – broderen var F. L. S. – og tro på S.s evner gav ham det fornødne rygstød i de følgende årtier da hans kunst bestandig vandt i bredde og selvstændighed samtidig med at publikum næsten svigtede ham; endnu i vort århundredes begyndelse solgte han sine bedste studier for spotpris, først derefter vågnede endelig forståelsen af hans betydning samtidig med at hans kunst kulminerede, og han er nu bredt repræsenteret især på Skive museum og Statens museum for kunst. Hans alderdomsproduktion er igen et vidnesbyrd om hans evners rækkevidde thi skønt han bestandig kredsede om de samme emner var han så langt fra at gentage sig selv at han tværtimod stedse blev magtfuldere – og enklere – i sin maleriske udtryksform. Det store ufuldendte billede af færgen til Fur der er hans sidste hører til det mest monumentale i hans produktion.

Familie

Forældre: byfoged og byskriver i Kerteminde, senere byfoged og borgmester i Skive, kancelliråd Edvard Philip S. (1807–78) og Karen Catharine Berg (1812–95). Ugift. – Bror til F. L. S.

Ikonografi

Træsnit af C. Poulsen, 1884. Malede selvportr. 1905, 1910, 1916 og flere udaterede. Mal. af Knud Larsen ca. 1895 (?), 1912 samt 1917 (udstillingsfonden, Charlottenborg). Foto.

Annonce

Bibliografi

Kat. for udstill., Kunstforen. 1918, 1940 og 1970. – Sig. Müller: Nyere da. malerkunst, 1884 329–31. Carl V. Petersen i Tilskueren XXXII, 1915 I 169–84 (optr. i forf.s Afhandl, og artikler om kunst, 1939 110–24). Johs. V. Jensen: Årbog, 1917 184–201. Samme: Jyske folkelivsmalere, 1937 = Dansk kunst I. Karl Madsen i Kunstmuseets årsskr. 1917 81–90. J. Sthyr sst. 1932 65–76. Viggo Johansen i Vor tid II, 1918 256–58. F. Hendriksen: En dansk kunstnerkreds, 1928. Samme: Mennesker og oplevelser, ny udg. 1932. Otto L. Sørensen og Sigfr. Lauritzen i Skivebogen XXIII, 1931 155–71. J. Sthyr: Malerier af H. S., 1933 = Kunst i Danm. ny r. VII. Hedens opdyrkn. i Danm., red. Harald Skodshøj, 1953. Minna Heimbürger: Den jyske hede, 1969. Thorkild Hansen i Politiken 20.12.1981. – Dokumentarfilm 1981, manus, ved Thorkild Hansen, instr. samme og Søren Melson.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Swane: Hans Smidth i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297593