H. Grønvold, Henrik Grønvold, 6.9..1858-23.3.1940, fuglemaler. Født i Præstø, død i Bedford, ligbrændt sst. Efter at have gået i skole i sin fødeby tog G. 1874 præliminæreksamen i Vordingborg. Han blev derefter sat i lære som modelsnedker hos jernstøber Hermansen i Næstved. Her lærte han ornitologen, apoteker J. Baagøe at kende og havde god lejlighed til som jæger at dyrke sin interesse for det frie liv i naturen. Han studerede særlig fuglelivet og gjorde iagttagelser som offentliggjordes 1893 i den af Baagøe udgivne bog Næstvedegnens fugle. 1880 kom G. til Kbh. for at lære maskintegning på Teknisk skole som han frekventerede i tre vintre, mens han om sommeren arbejdede som modelsnedker hos Burmeister & Wain. Efter endt uddannelse blev han tegner hos møllebygger Nielsen på Nørrebro og senere ved artilleriet på Tøjhuset. Sin interesse for og lyst til at afbilde dyr Fik han lejlighed til at udnytte da han 1891 kom til at tegne og male fisk for Dansk biologisk station under C. G. Joh. Petersen. Imidlertid udviklede forholdene sig således, at han allerede n.å. forlod sit fædreland som han aldrig siden genså, for at rejse til London hvor han, støttet'af den danske zoolog Herluf Winge, kort efter fik en beskeden stilling som præparater ved British Museum (Natural History). Efter to års forløb opgav han denne plads og begyndte sin virksomhed som tegner og maler til zoologiske publikationer som Proceedings og Transactions of the Zoologicai Sociely of London og G. E. Shelley The birds of Africa I-V, 1896-1912. 1895 deltog G. i en kort indsamlingsrejse til de ubeboede Salvagesøer nord for De kana'riske øer. Han leverede siden illustrationer til en sådan mængde publikationer at det vil være ganske ugørligt her at anføre selv et mindre udvalg af dem; blot skal nævnes hans tavler til det bekendte engelske ornitologiske tidsskrift The Ibis samt at nogle af hans bedste og smukkeste billeder findes i H. E. Howard The British warblers I-II, 1907-14, i J. Delacour og P. Jabouille Les oiseaux de l'Indochine Francaise I–IV, 1931 og i hovedværket om fasanfugle, William Beebe A monograph of the pheasants I–IV, 1918-22. Et af de største værker hvis illustrationer hovedsagelig skyldes G., er Gregory M. Mathews The birds of Australia I-XII, 1910-28. En selvstændig samling på 38 smukke tavler findes i Illustrations of the game birds and water fowl of South America, 1915-17, med korte noter af den engelske ornitolog H. Kirke Swann. Hans sidste store arbejde var ca. 800 illustrationer til D. A. Bannerman: The Birds of Tropical West Africa, 1930-51. Ikke blot i omfang indtog G.s produktion en fremragende plads i sammenligning med andre dyremaleres; men hans fuglebilleder er så smukke og levende at man vanskeligt blandt hans samtidige fagfæller fandt hans lige som gengiver af fugle og andre ornitologiske objekter, fx æg. Den påskønnelse i rent ydre og materiel henseende G. fandt for sit arbejde, stod næppe altid på højde med hvad han med rette kunne forvente efter det ry hans illustrationer nød, navnlig gjorde verdenskrigen et sådant afbræk i hans arbejde at han 1919 endog påtænkte at forlægge sin virksomhed til Amerika, en plan han imidlertid måtte skrinlægge som følge af et ulykkeligt fald der siden nedsatte hans førlighed.

Familie

Forældre: købmand, konsul Hans Peter Levin G. (1822-84) og Wilhelmine Marie Cathrine Lassen (1821-65). Gift 3.8.1895 i London med Josephine Wilhelmine Maria Hillstrom, født 13.12.1869 i Malmø, død 9.1.1935 i London, d. af kelner Gustav Reinhold Aron H. (1847-77) og Marie Vilhelmine Sjöberg (1847-1907, gift 2. gang 1880 med skibskaptajn Sejr Malling Vallentin, 1835-1914). – Fætter til Holger G.

Ikonografi

Mal. af Elsa Grønvold.

Bibliografi

O. Helms i Dansk ornithol. foren.s t. XXVI, 1932 97. Samme sst. XXXIV, 1940 56-60. Jean Anker: Bird books and bird art, 1938. Samme i Philobiblon, 1946 113-21. Cl. Nissen: Die illustr. Vogelbücher, 1953.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig