Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georg Fuchs

Oprindelig forfatter OAndrup
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Georg Fuchs, Georg Mathias Fuchs, 9.10.1719-5.4.1797, maler. Født i Regensburg, død i Kbh. (Nic), begravet sst. (Nic). F. skal som ung i seks år have været lærling hos Amigoni i Venezia (ca. 1745). 1753 kom han til Danmark og fik arbejde ved den indre udsmykning af Fredensborg, dørstykkerne til audiensværelserne (1754-55); endvidere leverede han kongen forskellige allegoriske billeder. Han blev snart elev på kunstakademiet, fik april 1755 den lille sølvmedalje for tegning efter levende model, men indstillede sig 1756 uden held til guldmedalje-konkurrencen om "Syndfloden". Hermed synes hans akademiske uddannelse standset; han arbejdede senere som informator for kadetterne og vakte 1780 stor forargelse hos professorerne ved akademiet da han søgte om en professortitel, en krænkelse af de velbestaltede lærere ved den højeste kunstanstalt. F. fik en del arbejde som figur- og portrætmaler. I Førde kirke i Norge hænger et mandsportræt af ham fra 1762, fra 1764 kendes Apoteker J. D. Cappel (fysiologisk lab.), fra 1766 Grev L. von Dehn, fra 1769 Grev Conrad Ahlefeldt (Fr.borg) og V. Berregaard, fra 1770 Otto Thott (Gavnø og Kbh.s univ.). Samtidig leverede han kongen et billede Christian VII som Kunstens og Videnskabens Beskytter (St. mus.); fra de nærmest følgende år kendes kun portrættet af Christian Berger, 1775 (Rigshospitalet); 1779 malede F. de store figurbilleder Sorgen og Glæden til Juelsberg. Han har desuden malet dørstykker til Jægerspris (1775-76), Holsteinborg (ca. 1780) og i det Thottske palæ (nu på Gavnø). Han fik arbejde for Bolle W. Luxdorph og malede 1782 hans portræt (Fr.borg); på Frederiksborg findes også portrætter af C. F. Holstein Rathlou (1783) og Diderik Thura (1784).

F. har også malet figurbilleder i mindre format (Siddende Kvinde i Interiør, Sorø mus.), badescener og lignende og store allegoriske billeder. Han udsendte en god halv snes raderinger, bl.a. portrætter af karakteristiske personer som den ældgamle A. Carolicopski, den hundredårige Ole Bendtsen og den gamle oversætter B. J. Lodde (1786). Tegninger i kobberstiksamlingen. – F. er ikke nogen stor tegner og ingen betydelig maler, men hans italienske skole med den koloristiske klarhed og koncise form danner et interessant komplement til den Piloske rokokokunst. Der er en værdig karakteristik over hans portrætter, og selv om udførelsen har en vis stivhed er de dog ofte dygtige arbejder. I sin alderdom raderede han landskaber efter Adr. Zingg.

Familie

Forældre: kustos ved Trefoldighedskirken i Regensburg Johann Georg Gottlieb F. og hustru Anna Susanna. Gift 1756 (betalte kopulationspenge i Nic. 2.4.) med Birgitte Louise Berg, døbt 23.8.1735 i Kbh. (Nic), død 29.11.1802 sst. (Nic), d. af værtshusholder Christian B. og Hedevig Pedersdatter.

Annonce

Bibliografi

Chr. Elling: Rokokoens portrætmaleri, 1935 35. L. Bobé i Kunstmuseets årsskr. XXVIII, 1941 135f. L. S. [wane] sst. 137-40. J. Sthyr: Dansk grafik 1500-1800, 1943 (fot. optr. 1970) 249. J. Steenberg: Fredensborg slot, 1969.

Referér til denne tekst ved at skrive:
O. Andrup: Georg Fuchs i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289820