Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fritz Syberg

Oprindelig forfatter SiSch

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Fritz Syberg, Christian Friedrich (Fritz) Wilhelm Heinrich Syberg, 28.7.1862-20.12.1939, maler. Fritz Syberg fik en hård barndom og ungdom. Da han var knap to år gammel omkom faderen ved en ulykke. Moderen søgte at ernære sig selv og sine to børn ved syning, men hun var ofte syg og døde i Fåborg bys fattighus da sønnen var atten år. Børnene måtte tidligt klare sig selv. Fra sit niende år rullede Fritz Syberg skrå i Hofgaards tobaksfabrik, og tretten år gammel blev han svinedreng på en forpagtergård. Næste år kom han i lære hos malermester Bordier i Fåborg. Samtidig gik han til tegneundervisning på byens tekniske skole under Peter Syrak Hansen. Et afgørende skridt fremad blev det da han gjorde svendestykke ved påske 1882 og Syrak Hansen tog ham i huset som svend i sit værksted. I de følgende år gennemførte Fritz Syberg sin videre uddannelse således at han om sommeren tjente, ofte sparsomt nok, til vinteropholdet i København; på den måde arbejdede han ved professionen indtil 1893. November 1882–april 1883 tegnede han på Teknisk skole hos H. Grønvold hvis undervisning og personlighed gjorde stærki indtryk på ham. Akademiet søgte han kun januar-februar 1884, idet han tillige fortsatte hos Grønvold, men i begyndelsen af 1885 kom han ind på K. Zahrtmanns første elevhold og var hans elev til 1891. Zahrtmanns undervisning gav han grundlaget for hele hans maleriske udvikling, betød også menneskeligt meget for ham, og han følte sig livet igennem i taknemmelighedsgæld til ham. Fritz Syberg debuterede på en juleudstilling på Charlottenborg 1885 med Interiør fra en Svinegaard, et af hans i farven allerfineste billeder, og fik derefter arbejder antaget på Charlottenborg forårsudstilling 1887–92 indtil han 1893 slap ind på Den frie udstilling.

Fritz Sybergs slægtled begyndte i de år da naturalismen stod foran sin endelige og fuldstændige sejr, og de unge malere der lå i spidsen for udviklingen sluttede sig til dens yderliggående, realistiske tendenser. Dette blev ikke mindst bestemmende for Fritz Syberg, synligt i hovedværkerne fra hans tidligste år, aftenstykket Ved Sengetid, 1889 og Morgen, 1890, Göteborgs museum, der foregår ved et sparsomt, kunstigt lys, Dødsfald, 1890–92, kunstmuseet med brydningen mellem skæret fra en enlig lampe og det første morgengry, men disse billeder er for øvrigt – nu som stedse senere i hans liv – nøje knyttet til de kår og de omgivelser han levede i. Han maler det nære, dagliglivets følelser og stemninger, det som øjet daglig hviler på. I Dødsfald afviklede han for sit personlige vedkommende det der var hans ungdoms tragedie, moderens ulykkelige skæbne og død i fattighuset. Derfor står dette billede, både i hans egen produktion og inden for epoken, med en usædvanlig kraft, med en sanddruhed der strejfer det brutale. Det har syntesens styrke i sin hårde plastiske form og fortættede stemning. Men ligesom de andre Zahrtmann-elever førtes Fritz Syberg tillige ind på farvestudier, til dels i tilknytning til lærerens palet. Farven lyser med særlig glans i mange af hans ungdomsbilleder, gyldengult, brunt og rosa i Svinegaarden fra 1885, modsætninger blåviolet, karminrødt og citrongult i aftenstykkerne (Læsende Kvinde i en Seng, 1889– 91, Fåborg museum), kraftigt grønt, gyldengult solskin og blålige skygger i den Hirschsprungske samlings skovstudier fra 1885. Disse studier er forudsætningen for gengivelsen af det rige, varme sollys og de blomstrende frugttræer i Foraaret, 1891–93, den Hirschsprungske samling, der virker overraskende modent, næsten som afslutning på hans tidlige ungdomsværk. I Dødsfald var der en forenkling og fortætning der peger videre frem. Den kan iagttages hos andre jævnaldrende (H. Slott-Møller,J.F. Willumsen) i 80ernes slutning, og danner indledningen til det der bliver den symbolistiske strømning i 90erne. Fritz Syberg blev aldrig symbolist i egentlig forstand, men det der gærer i tiden kalder hos ham på en poesi af elegisk grundtone, stilfærdigt dansk, dyb og stærk i følelsen, og den giver stødet til en karakteristisk hjemstavnsskildring af fynske bønder. Denne fremtræder allerede fuldt udfoldet i Aften og Erotik, 1889–91, Nationalmuseum i Stockholm, de unge mænd og kvinder på landevejen i sommeraftenen. Den når så vidt som til bevidst forenkling, stræben efter naiv menneskelighed i billedet af familien omkring Nadverbordet, 1893–95, Fåborg museum, under petroleumslampens gule lys, men hovedværket er Aftenleg, 1900, Fåborg museum, karlenes og pigernes kædedans i Svanninge bakker med den sidste svindende solglød på senaftenhimlens horisont. I landskabets plastik fandt Fritz Syberg her, ligesom i visse akvareller fra Svanninge bakker tillige udtryk for 90'ernes trang til monumental formgivning.

Efter at Fritz Syberg ved sit giftermål 1894 havde bosat sig i Svanninge kastede han sig i vid udstrækning over tegning med rørpen og akvarel i den form der blev karakteristisk for den fynske malergruppe, tuschstreg i temmelig åbne skraveringer og vandfarve. Med de ungdomsår han havde bag sig måtte det for ham få sin særlige værdi at han nu besad eget hjem. Han malede i olie og akvarel de mange billeder der gengiver hans stuer og portrætterer hans hustru og børn. De står med deres egen kraft i følelsen, med en særlig myndighed i det kunstneriske greb om stoffet, og de når et højdepunkt inden for skildringen af hjemmet, som vel er det område hvor dansk maleri har ydet sin mest karakterfulde indsats. Man kan sige at Anna Syberg gennem hans billeder er blevet symbolet på moderen i dansk kunst (se akvarellerne af Anna Syberg med barnet ved brystet, 1895, og med barnet på skødet, 1896, den sidste i Fåborg museum). Fritz Sybergs følelser samler sig i de atten illustrationer til H.C. Andersens Historien om en Moder, 1895–98, som er det skønneste monument over moderkærlighed vi har, og dette emne blev ved at beskæftige ham. Han genoptog det i malerierne Dødens Komme, 1905–06, Fåborg museum, og Døden ved Vuggen, 1907, Fyns stifts kunstmuseum og mange år senere i vægbillederne Moderen og Tornebusken og Døden gaar bort med Barnet, til H.C. Andersen museet i Odense (1930–34) og i en serie af fire malerier 1932–35.

Annonce

1902 flyttede Fritz Syberg til Over Kærby i Drigstrup sogn ved Kerteminde hvor han købte Pilegården, og somrene tilbrage han på Fyns Hoved og Mejlø. I de følgende år kom der dels talrige strandbilleder og mariner i olie og akvarel hvor friluftslyset og den fugtige kystluft tilkæmper sig en større plads i hans maleri over for farven der endnu spillede så fremtrædende en rolle i vinterlandskaberne fra 90erne; dels malede han de vinter- og tøbrudsbilleder der har fastslået det fynske agerlands karakter i dansk bevidsthed – plovfurer, halvt dækkede af sne, de lange poppelhegn og Kærby banker i baggrunden (Den første Sne, 1905, kunstmuseet, Kærby Bakke, 1906). Efterhånden løser hans håndelag sig, bliver sikrere, mere frit malende, tyngden i hans kolorit viger for friluftsmaleriets lysere farveholdning. Denne udvikling kulminerer i det store billede af Anna Syberg med sønnen ved hånden (Den første Foraarsdag 1910, Fåborg museum). Det føles som et gennembrud af evner i fuld udfoldelse, så levende i plastisk form, så let og duftigt i lys og luft, og betegner et højdepunkt i hans produktion.

Fritz Syberg gjorde sine første rejser til Berlin 1894, Tyskland (Berlin, Dresden, Nürnberg, München) 1902, Norditalien 1905 (var bl.a. et par måneder i Firenze), til Holland og Paris 1908. Han følte sig stærkt tiltrukket af Holland og var i Paris optaget af at se impressionisterne. For Anckers legat tog han 1910 til Italien med sin familie, boede i Pisa til 1913 (i alt to et halvt år), med sommerophold i Marina di Pisa og en kortere rejse til Firenze og Rom 1912. I disse år og de følgende til 1917 malede Fritz Syberg udelukkende akvarel, og han hævede sig op til en overlegen bredde i denne teknik. Hans foredrag bliver mere malerisk betonet, med kraftige farver og frit formende i penslens behandling, således som man ser det i de italienske billeder hvor en violet tone er fremtrædende, og i billederne af vade- og svømmefugle fra Zoologisk Have i København (1915–16). Men 1917 opgav han atter akvarellen for udelukkende at vende sig til oliemaleriet. En lignende fri malerisk bredde bliver fra nu af herskende også i hans oliebilleder, i begyndelsen inspireret af Harald Giersing der netop 1917 blev hans svigersøn. En kort tid syntes han at ville stille sig opløsende over for formen, men han samlede den hurtigt igen til rumlig helhedsvirkning. Han anvender fortrinsvis store billedformater; der kommer en bred, dekorativ holdning over hans landskaber, høj horisont over de vide markflader, og det halvt smerteblandede vemod der så ofte danner grundtonen i hans kunst til omkring århundredskiftet er nu veget for en sund og stærk optimisme og en rastløs produktivitet. Gennem den sidste snes år holdt han sig væsentlig til omgivelserne omkring sin bolig – Pilegårdens have ved forår og efterår og om vinteren med store, gamle træer i sne, de nærmest liggende marker med lange markfurer og poppelhegn ud mod den vide udsigt over landet, sommerfrodighed i haven og blomstrende kastanjegrene i solskin.

Fritz Syberg bevarede sin kraft lige til det sidste. Man så endog at han op gennem 1930'erne mere og mere strammede sin form, noget der gavnede hans kunst fordi fornemmelsen for den plastiske form i virkeligheden var en af hans værdifuldeste og mest personlige kunstneriske egenskaber. Gennem Fritz Sybergs ungdom og manddom mødte hans kunst megen kritik, også fra kompetent side. Han stødte ved sin robuste virkelighedssans, man savnede fantasi og skønhedsfølelse hos ham, klagede over den grove malemåde, hans tunge behandling af oliefarven. Selv Karl Madsen, der stedse hørte til hans kraftigste forsvarere, mente at han "har som Maler snarere sin Styrke i Friskheden end i Finheden". Om akvarellerne var meningerne mindre delte. For en del kom kritikken af at Fritz Syberg, som vel i mangt og meget hørte ind under den symbolistiske strømning, dog stod den forfinede hovedstadskultur fjernt, der dannede kernen i symbolismen, og som med Emil Hannover som talsmand var den toneangivende Fuldt værdsat blev Fritz Syberg vel først da tiden kom hans malemåde i møde med den "moderne kunst"s gennembrud under den første verdenskrig. Men da steg også hans berømmelse således at der 1937 kunne rejses en kunsthandlerspekulation med opsigtsvækkende priser på hans nyeste billeder. Akademiet tildelte ham Thorvaldsens medalje 1927 for Sneen smelter, 1925–27, og 1929 hædrede staten ham med en årlig pengesum for resten af hans levetid. Fritz Syberg har kun gjort sparsomme forsøg inden for den grafiske kunst, men blandt det lille antal træsnit han udførte, tretten i alt, må dog de bedste blade regnes til de fornemste der er skåret hos os.

Han vedblev at udstille på Den frie udstilling til 1914, deltog så i Grønningens udstillinger 1916– 17, men lod sig atter optage i Den frie udstilling 1925, hvor han udstillede 1927, 1931, 1935, 1939–40. Hans øvrige udstillingsvirksomhed omfatter Høstudstillingen hos Kleis 1892 og Oktoberudstillingen sst. 1893 (begge af Zahrtmann-elever), Kunstnernes studieskoles udstilling 1896, Ung dansk kunst 1910, akvareludstillingen (Malende kunstneres sammenslutning) 1911, verdensudstillingen i Paris 1900 (hvor han fik Mention honorable) og den internationale kunstudstilling i Rom 1911, privatudstillinger i Kunstforeningen februar-marts 1904, febr.-marts 1914 (akvareller, især fra Italien), hos Winkel & Magnussen nov. 1907, i Den frie udstilling februar 1910, februar 1916 (sammen med Peter Hansen og Johannes Larsen), januar-februar 1922, februar 1925 og februar 1937. Videre foranstaltede Kunstforeningen en stor retrospektiv udstilling på Charlottenborg nov. 1925.
Hovedsamlingen af Fritz Sybergs arbejder (omtrent 100 malerier og akvareller) findes i Fåborg museum hvis udformning og indretning han havde betydelig andel i. Fremdeles billeder i kunstmuseet, Den Hirschsprungske samling, museerne i Oslo, Stockholm, Göteborg og Reykjavík.

Familie

Fritz Syberg blev født i Fåborg, døde på Pilegården ved Kerteminde og er begravet i Drigstrup.
Forældre: brænderibestyrer Franz Friedrich Anthon Ernst (Freiherr von) Syberg (1828–64) og Johanne Maria Jacobsen (1833–81). Gift 1. gang 24.4.1894 i Ørsted, Ramsø herred, med maler Anna Hansen (Anna Syberg), født 7.1.1870 i Fåborg, død 4.7.1914 i København, d. af maler Peter Syrak Hansen (1833–1904) og Marie Birgitte Rasmussen (1831–90). Gift 2. gang 12.5.1915 i Kerteminde med rigsdagsstenograf Marie Hansen, født 21.1.1865 i Fåborg, død 21.10.1934 i Gentofte (gift 1. gang 1894 med maler Karl Schou, 1870–1938; ægteskabet opløst), søster til 1. hustru. Far til Franz Syberg.

Ikonografi

Tegnet selvportræt 1883 (kobberstik-saml.) og talrige senere (bl.a. Fr.borg). Malede selvportr. 1890–91 (Nasjonalgalleriet, Oslo), 1902, 1916, 1924–27, 1928 og 1935–36. Afbildet på mal. af Nic. Lützhøft, 1893 (Fåborg mus.). Akvarel af Johannes Larsen, 1902. Mal. af H.N. Syrak Hansen og af Peter Hansen. Afbildet på Johan Rohdes mal. af Zahrtmanns atelier 1910 (Fr.borg) og på Peter Hansens mal., 1911, af museumsåbningen 1910 (Fåborg mus.). Buste af Johs. V. Jensen, 1929. Afbildet på mal. af Ernst Syberg, 1934 (senere brændt). Tegn. af Mogens Linck, 1937 (Kgl. bibl.). Linoleumssnit af K.J. Almquist, 1937. Buste af Hans Syberg, 1939 (Fyns kunstmus.). Foto.

Bibliografi

Udg. Tegninger til H.C. Andersens eventyr om en moder, 1901. 18 tegn. til H.C. Andersens Historien om en moder, [1929]. H.C. Andersen: Den grimme ælling, m. 7 akvareller af Fritz Syberg og en efterskrift af Poul Uttenreitter, 1938. H.C. Andersens Den grimme ælling, 1975. – Fritz Syberg mappe. De fire årstider. Litografier, 1925 = Klingens grafiske mappe VI. – Fritz Syberg, 1929 (nyt opl. 1954) = Små kunstbøger XIX. – Skabelsen. En billedcyklus, m. tekst af Herman Madsen, 1936. Fritz Syberg. Et udv. afbilleder, m. indl. tekst af samme, 1937 = Danske kunstnere V.

Kilder. Kunstbl., 1909–10 74–82 (rejseerindr., optr. i Otto Gelsted: Ord af malere, 1939 84–91). Det nye kunstbl., 1910–11 32–39 (erindr.). Fritz Syberg: De unge år. Efterl. erindr., 1943.

Lit. Karl Madsen i Kunstbl., 1909–10 376–79. N. Lützhøft i Katalog til Fåborg museum, 1910 VIIIf 21. Poul Uttenreitter i Samleren III, 1926 218–20 (heri fortegn, over grafiske arbejder. Daniel Hvidt sst. IX, 1932 97–104. Vilh. Wanscher i Politiken 23.11.1928. Kn. Pontoppidan sst. 22.12.1939. Johs. V. Jensen sst. 24.12.s.å. Samme: Form og sjæl, 1931 47–54. Sig. Schultz i Dagens nyheder 28.7.1932. Samme i Nationaltid. 27.2.1937 og 22.12.1939. Herm. Madsen: Fritz Syberg som illustrator, 1933. Samme: Fritz Syberg, 1937. Poul Uttenreitter: Fritz Syberg, 1935. Kai Flor i Berl. aften 21.12.1939. Sv. Rindholt sst. 6.2.1940. Leo Swane: Fire fynske malere, 1946 77–148. Erik Dal: Danske H.C. Andersen-illustrationer, 1975 80–91. Kn. Voss: Fynboerne, 1977 59–97. Hanne Honnens de Lichtenberg: Zahrtmanns skole, 1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sigurd Schultz: Fritz Syberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298050