Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fritz Petzholdt

Oprindelig forfatter LSwane
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Fritz Petzholdt, Ernst Christian Frederik Petzholdt, 1.1.1805-1.8.1838, maler. Født i Kbh. (Petri), død i Patras, begravet sst. Efter at have stået i malerlære kom P. i foråret 1825 på Eckersbergs skole og arbejdede ligeledes på akademiet hvor han vandt et par sølvmedaljer. Det portræthoved af en gammel sømand som han udstillede 1828 (kunstmuseet) viser ham som en endnu umoden Eckersbergelev og blev for øvrigt det eneste figurbillede han udstillede. N.å. mødte han frem med landskaber, af hvilket et, En Mose ved Høsterkøb, blev købt til kunstmuseet. Derefter begyndte hans rejseår; faderen var velhavende og kunne give ham sin støtte, og 1829 var han allerede i Nordtyskland, 1830 drog han til Italien, ankom om efteråret til Rom, fortsatte videre til Sicilien og levede derefter i en årrække navnlig i Rom, hvorfra han 1833 solgte et billede af Hadrians villa ved Tivoli til kunstmuseet. I vinteren 1835-36 var han i Kbh. i anledning af faderens dødelige sygdom, men derefter rejste han igen ud, over München til Italien og Grækenland. Her døde han pludseligt i Patras. -Det er let at forstå at indtrykkene fra Eckersbergskolen snart måtte tabe sig under de langvarige ophold i det fremmede, og at indtrykkene af tysk landskabskunst, der spillede så stor en rolle i datidens Rom, måtte gøre sig gældende i stedet. Ikke for intet vakte det arbejde der betegnes som P.s hovedværk Et Parti fra de pontinske Sumpe (1837, Hirschsprungs samling) stor interesse i München hvor det udstilledes 1838; i farveholdning har det ulige mere berøring med München end med Eckersbergs Kbh. Tilfælles med hans andre arbejder har det en omhyggelig komposition – men det der endnu får os til at interessere os for P. er hans bjergstudier fra Sicilien og andre steder i Italien, af hvilke flere findes i kunstmuseet og Hirschsprungs samling. Med levende pensel og letflydende farve giver han i dem et smukt billede af lysets fald og fortoninger ud over bjergmasserne.

Familie

Forældre: grosserer Johan Jacob P. (1766-1836, gift 1. gang 1794 med Amalie Wiingaard, død 1799; ægteskabet opløst 1797) og Josephine Marie Elisabeth Fontaine (1770-1812). Ugift.

Ikonografi

Tegn. af H. V. Bissen, 1831 (kobberstiksaml.; Hirschsprung). Tegn. ca. 1835. Afbildet på tegn. af D. C. Blunck, 1836 (Thorvaldsens mus.). Mal. af A. Küchler (Fr.borg). Tegn. af E. Meyer (kobberstiksaml.). Tegnet og malet selvportr. Litografi efter tegn. af D. Monies. Relief af H. V. Bissen på mindesten ved graven af M. G. Bindesbøll.

Annonce

Bibliografi

Brev fra P. i Tilskueren LV, 1938 II 228-30. – [Emil Paulli:] Johann Jacob Petzholdts efterslægt, u.å. Carl V. Petersen: Italien i da. malerkunst, 1932. H. Bramsen:

Landskabsmaleriet i Danm. 1750-1875, 1935. Danm.s malerkunst, red. E. Zahle, 1937 (4. udg. 1956) 140 142.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Swane: Fritz Petzholdt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295735