F.C. Gröger, Frederik (Friedrich) Carl Gröger, 14.10.1766-8.11.1838, maler, litograf. Født i Plön, død i Hamburg, begravet sst. Efter en kortvarig læretid som skrædder hos sin far, senere som drejer, blev G. malerlærling, men besluttede sig så endelig helt til at blive kunstner. Han modtog tegneundervisning i Plön hos Reinhold Ipsen, men etablerede sig allerede 1783 som selvstændig miniaturemaler. Ca. 1785 rejste han til Lübeck hvor han muligvis allerede kan have truffet den ni år yngre H. J. Aldenrath der fra 1792 blev hans elev og sidenhen hans uadskillelige medarbejder og ven for resten af livet. For at videreuddanne sig som portrætmaler rejste G. 1787 til Hamburg, og 1788 til Berlin hvor, han studerede ved akademiet. Efter 1792 slog han sig endelig ned i Lübeck og arbejdede her en årrække som portrætmaler og tegnelærer, kun afbrudt af kortere studierejser med Aldenrath til Dresden (1798) og Paris (1802). 1806 forlod begge Lübeck for at male i Kiel og i hertugdømmerne. Gennem sine forbindelser til hertughoffet har G. sandsynligvis fået kontakt med det danske kongehus. Ca. 1808-09 er han i Kbh. hvor han udfører portrætter af kongefamilien dronning Charlotte Frederikke (Rosenborg), dronning Marie, 1808 (sst.), Frederik VI (brystbillede, 1809, Rosenborg, Fr.borg; rytterportræt, ca. 1809, tidl. Joh. Hansens saml.) og prinsesse Caroline, 1809 (Rosenborg, Fr.borg). Efter et kort ophold i Hamburg slog de to malere sig påny ned i Danmark og udførte i perioden 1812-16 en lang række billeder af medlemmer af såvel det danske hof og adelen som af det københavnske borgerskab (Andreas Buntzen, ca. 1812, C. W. Jessen, 1813 (Fr.borg), Christian VIII, ca. 1813-14 (Fr.borg, Gisselfeld), Frederik VII som barn, 1814 (Rosenborg), Adam Oehlenschläger, 1815 (Fr.borg), Christian VIII, 1815 (Chr.borg, Jægerspris, Rosenborg), grevinde Schulin med sine børn, 1815 (Frederiksdal)). I de følgende år frem til sin død 1838 etablerede G. sig i Hamburg sammen med Aldenrath. G. var oprindelig tegner og miniaturemaler, men valgte fra ca. 1803 at arbejde med større kompositioner i olie. Hans billeder, oftest bryst- og halvfigursportrætter, afspejler i udformningen af detaljerne gennem årene skiftende stilidealer og påvirkninger. Et stærkt indtryk fra nyklassicismens franske portrætkunst (J. L. David, F. P. Gerard, Pierre Prudhon, A. J. Gros) modtog han under sit Pariserophold 1802, men også engelske og danske portrætter har haft betydning for ham (billedet af lægen J. J. Walbaum, 1802 er udført som en nøje kopi efter Jens Juel's portræt af naturforskeren Charles Bonnet, 1777). Som et gennemgående træk er dog den samvittighedsfulde, præcise og sympatiske karakteristik af modellen, undertiden for kvindeportrætternes vedkommende præget af en mere stemningsbetonet, romantisk opfattelse (Sophie Caroline v. Berger, 1809). I de senere år hvor G.s interesse i højere grad koncentreredes om litografien mærkes en vis rutine i portrætmalerierne. Som en af de første i Nordeuropa udgav G. 1818-35 en række litografier (41 i alt), alle af meget høj kvalitet fx Jacob Mumsen (1819), Aldenrath (1820), C. F. Hansen (1821).

Familie

Forældre: skræddermester Friedrich Carl G. (1733-1808) og Anna Margaretha Charlotte Meyer (1737-93). Ugift.

Ikonografi

Selvportr.: Tegn. 1791 (Fr.borg). Min.

Bibliografi

1799. Pastel 1802. Malet s.m. H. J. Aldenrath ca. 1802 (Mus. f. Kunst u. Kulturgeschichte, Lübeck), varieret gentagelse ca. 1802 (Kunsthalle, Hamburg); portrættypen raderet, angivelig af Aldenrath. Mal. 1803; efter dette litografi af C. W. Wohlien og af Aldenrath, 1828. Min. ca. 1809 (Mus., Lübeck). Mal. 1812 (Staatliche Kunstsammlungen, Dresden), gentagelse i min. (Kunsthalle, Hamburg). Mal. ca. 1812 (Altonaer Mus.), gentagelse s.å. (Kunsthalle, Hamburg), litograferet af Aldenrath. Mal. 1835. Det eneste portr. som ikke er af G. selv, er et litografi af C. G. Eybe.

P. Krohn i Tidsskr. for kunstindustri 2.r. II, 1896 108. Alfr. Lichtwark: Das Bildnis in Hamburg II, Hamburg 1898 85-93. E. Lemberger: Die Bildnis-Miniatur in Deutschland, München 1909. Otto Andrup: Udvalg af Fr.borg museets erhvervelser 1913-25, 1925. P. Vignau-Wilberg: Der Maler F.C.G., Neumünster 1971 (m. værkfortegn.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig