Erik Hoppe

Erik Hoppe, 19.6.1897-21.5.1968, maler. Født i Ødis, død i Kbh. Efter svendeprøve som maler og tegneundervisning blev H. optaget på kunstakademiet 1918 og gik her til 1920. Meget tidligt valgte han sine motivkredse som han dyrkede trofast med variationer. Konstant var især Søndermarken på Frederiksberg der første gang optræder så tidligt som 1917 i et forbavsende modent billede, fransk inspireret, en inspirationskilde som H. ellers kun anerkendte med yderste forbehold. Fra ca. 1925–30 er varianter over Udsigt over Tage, fra ca. 1930 billeder med hans gamle mor som hovedmotiv, fra ca. 1935 billeder med en og samme udsigt ved Frederiksholms kanal og fra 1938, med afbrydelse under anden verdenskrig og til hans død, studier fra Norge hvortil han gennem sit ægteskab havde tilknytning og hvor han gerne tilbragte somrene. Motiverne i sig selv betød mindre end lyset og farven som han studerede med videnskabelig stringens og meddelte i en fri, ligesom improviseret malemåde. Han kaldte sig naturalist, og de ret sparsomme overleverede bemærkninger fra den fåmælte mands mund vidner om en simpel og stærk opfattelse: "Som naturen ser ud, skal billedet virke" (Poul Schrøder). Men billederne synes også at fortælle om et stærkt temperament, der måske tydeligst ses i billederne med moderen, de er ganske usentimentale men rige på følelse. Og billederne fra Søndermarken og især de ældre synes at udstråle sanselighed og melankoli. Ole Sarvig har kaldt ham "mystikeren blandt samtidens malere" (Weilbachs leksikon 3. udg.). H.s medium er først og fremmest oliefarver, men lejlighedsvis brugte han også vandfarve, og kobberstiksamlingen på Statens museum for kunst har en god samling akvareller af ham foruden tegninger. Men mens der er en motivmæssig kontinuitet i hans kunst, sker der en gradvis ændring gennem årene karakteriseret først og fremmest ved en overgang fra mørkere til lysere farver, tydelig fra slutningen af 40erne og videre frem, samtidig med at han synes at være kørt træt af billeder fra Søndermarken hvis former nu kan blive stive og kantede og farverne grelle. Norske studier derimod fra samme tid har bevaret oplevelsens friskhed. Stort set ligger tyngdepunktet i hans kunst vel mellem ca. 1925 og til ca. 1945 hvor stilen har en vis barskhed, uden ydre tillokkelser, men med en udtrykskraft der gør ham til en ener i dansk kunst.

Hans person svarede hertil, han var fåmælt, levede stille, med få men gode venner. Men hans få bemærkninger var altid meningsfyldte. Han havde ikke og tragtede ikke efter tillidsposter. Akademiet hædrede ham med Eckersbergmedaljen 1945 og Thorvaldsenmedaljen 1961. Han debuterede på Kunstnernes efterårsudstilling 1926, udstillede senere på Den frie udstilling og fra 1935 på Grønningen. Bortset fra sommeropholdene i Norge havde han kun én gang været udenlands, i Paris 1934. Separatudstillinger i Arnbaks kunsthandel 1940 og 1946, i Kunstforeningen i Kbh. 1945, 1957 og 1969, Birchs kunsthandel 1951 og Kunstnernes kunsthandel 1960.