Emilie Mundt, Caroline Emilie Mundt, 22.8.1842-25.10.1922, maler. Født i Sorø, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). Først tredive år gammel bestemte M. sig for at blive maler og søgte da ind på V. Kyhns tegneskole for kvinder hvor hun traf en åndsbeslægtet i maleren Marie Luplau. Desuden malede hun to måneder hos J. Roed. Da der blev nægtet de to kunstnere adgang til kunstakademiets undervisning rejste de 1875 sammen til München hvor de blev i otte måneder og malede efter nøgen model. Siden fulgtes de til Frankrig på et toårigt studieophold 1882-84 som de delte mellem Paris og Bretagne hvor de malede efter naturen. Et akademistipendum 1891 brugte M. til en ny rejse til Paris, og 1912 var hun et halvt år i Italien og Schweiz. – Hun debuterede 1878 på Charlottenborgudstillingen med billedet To Børn og udstillede siden jævnligt her lige til sin død. Desuden deltog hun i Kunstnernes efterårsudstilling 1904 og i Kvindelige kunstneres retrospektive udstilling 1920. Efter hendes død blev der i dec. 1922 afholdt en mindeudstilling af hendes billeder i Bergenholz' kunsthandel. – Allerede i sit debutbillede To Børn anslog M. den tone der går gennem det væsentligste af hendes produktion. Med forkærlighed har hun beskæftiget sig med børnenes liv og færden som hun især i sine asylbilleder har skildret med megen følsomhed og forståelse. En del af dem har fundet udbredelse gennem reproduktioner. Samtidig har hun malet portrætter, genrebilleder og enkelte landskaber. Sammen med Marie Luplau holdt hun i ca. 34 år en meget søgt tegne- og maleskole. Randers museum ejer Efter Hjemkomsten.

Familie

Forældre: lektor, senere professor Carl Emil M. (1802-73) og Caroline (Amalie) Jørgensen (1808-45). Ugift. – Søster til Christopher M.

Ikonografi

Mal. af Marie Luplau 1885, 1892 og 1914. Foto.

Bibliografi

Politiken 22.8.1922 og 30.10.1926. Berl.tid. 27.10. og 8.12.1922 samt 2.11.1926. Gerda Mundt: Bromme mølle, 1932. Samme: Tegnemesterens efterkommere, 1940. Sig. Schultz i Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen II, 1938.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig