Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Egon Mathiesen

Oprindelig forfatter SAC
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Egon Mathiesen, 25.11.1907-14.8.1976, maler. Født i Esbjerg, død på Bispebjerg hosp., Kbh., begravet i Birkelunden. M. påbegyndte sin skolegang i Esbjerg og blev som 18-årig student fra Vejle højere almenskole. Han indledte sin kunstneriske udvikling med det kunsthistoriske studium ved Kbh.s univ. og skrev til dette 1931 (til accessit) guldmedaljeafhandlingen En Redegørelse for Renaissancens Ornamentik med særligt Hensyn til Antikens. Han udarbejdede store dele heraf i Firenze hvor han dog sideløbende malede hvilket sidste herefter helt tog overtaget i hans arbejde. Det blev hans åbenbare fortjeneste ved sin udvikling - på et fælles erfaringsgrundlag og i mange måder med de samme intentioner som hustruen, maleren Else Fischer-Hansen - successivt at redegøre for det abstrakte maleris gennembrud i Danmark fra en forenklet naturalisme over en personligt afklaret kubisme ind i farvens egen værdi i rytmens mosaik. "Farven lever med sin egen værdi, - maleriet er et selvstændigt sprog, dets udspring er det indre øje. Mit motiv er det koloristiske". Han følte sig selv stærkt i slægt med Vilhelm Lundstrøm omend udefra hans tidlige billeder primært kunne give indtryk af beslægtethed med Harald Giersing. Fra den koloristiske bevægelses samspil med den summariske tegning fremarbejdede M. i stigende grad farven som et abstrakt billedelement. Hans maleri føltes mere og mere nonfigurativt, men altid som udtryk for et motiv, og han kunne fastholde at det var en oplevelse af virkeligheden, men ikke mere en gengivelse af den. Dets særkende blev hvad kritikken i 30erne kunne kalde "en ugrumset friskhed i farven" frem til det den i 50erne og 60erne betegnede som "altid inderligt klare farver, som musikkens". - M. debuterede på Kunstnernes efterårsudstilling 1932, var medlem af Grønningen 1944-59 og blev formand for Kunstnernes efterårsudstilling 1966. Af større arbejder nævnes: Smedejernsmotiverne til Zoologisk haves indgang, 1953, udsmykningen af vinterfoyeren i Tivolis koncertsal, 1956, byrådssalen i Varde rådhus, 1956, og forhallen i Sønderborg statsskole, 1968, børnebiblioteket i Sorgenfri, 1965, og motiver til væverierne i Aubusson i slutningen af 50erne.

Ikke ved siden af, men som led i sit koloristiske maleri, tegnede og digtede M. en lang række børnebøger der vandt stor genklang over generations- og landegrænser. For disse modtog han bl.a. undervisningsministeriets billedbogpris 1954 og New York Herald Tribunes pris 1959. Af disse bøger skal nævnes Fredrik med Bilen, 1944, Drengen i Grøften, 1945, Bugivugi og hans fire Sønner, 1946, Aben Osvald, 1947, og Mis med de blå øjne, 1949. "Bøgerne ligner hans malerier derved, at de så at sige henvender sig til øjet førend tanken, taler gennem sanserne direkte til sindet" (P. Lübecker). Og barnet blev ham det rigtige menneske i tiden, selvstændigt og interesseret, kunstnerisk og forhåbningsfuldt. Ville det dog blot forblive sig selv. - I en tid hvor det abstrakte maleri diskuteredes med lidenskab og ikke altid med elskværdighed, og hvor børnebogen, og dermed forholdet til barnet, var i stadigt opbrud forenede M. et beskedent-filosofisk kunstnersind med den udadvendte kulturpersonligheds rolle. I kronikker, radioforedrag og artikler (ofte i Nyt tidsskrift for kunstindustri) samt i bøgerne Maleriets Vej, 1946 og Bag om staffeliet. 1962 viste M. med pædagogik og engagement sine synspunkter på de emner der stod ham særlig nær: kunsten og samfundet, kunsten og teknikken, kunsten og børnene (eller snarere børnene og kunsten), kunsten og de primitive kulturer og først og sidst: maleriets farve. Han så den moderne kunsts gennembrud ikke som rettet mod det gamle, men frem imod det nye, og at maleriets fornyelse meget naturligt skete i arbejdsdeling med fotografiets nye teknik, "de to slags øjne: det kunstneriske og det mekaniske" -således at maleriet frigjort fra skildringens forpligtelse kunne videreføre fantasien efter det koloristiskes lovmæssighed. Den havde ikke nødig at forstås, den skulle sanses. Som menneske i tiden følte M. sig naturligt hjemmehørende i kredsen omkring et radikalt-fremskridtstro, litterært-politisk engagement, og han havde uanset mellem- og efterkrigstidens dystre klima uafvendelig forhåbning til fremtiden - omvæltningens uforlignelige optimisme. Men han var mest beslægtet med Kjeld Abells åndstype: fuld af ynde og poesi i sit sind der gav både hans billeder og hans bøger klarhed og styrke, en dybde uden mystik og en fylde uden tunghed - fortryllet af den natur som manifesterne ikke rummede, og først og sidst i alt optaget af den rene farves både nære og uendelige verden.

Familie

Forældre: oldermand M. B. M. (1874-1960) og Anna Marie Geert (1876-1948). Gift 6.5.1931 i Kbh. (b.v.) med maler Else Fischer-Hansen, født 29.4.1905 i Kbh., d. af kreaturhandler Holger Knud Hansen (1874-1931) og Anna Sofie Andrea Fischer (1874-1951).

Annonce

Udnævnelser

M. fik Eckersberg-medaljen 1949.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Berl. tid. 20.11.1958 og 23.4.1961. Børne- og ungdomsbøger, red. Sv. Møller Kristensen & P. Ramløv, 1969. - E. M. 1907-76, Gentofte rådhus. Kat. med tekst af Preben Wilmann m.fl., 1977. - Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steen A. Cold: Egon Mathiesen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294172