Edvard Weie

Edvard Weie, Viggo Thorvald Edvard Weie, 18.11.1879-9.4.1943, maler. Født i Kbh. (Frels.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). W. ville lige fra de tidligste år være maler, født kolorist som han var. De ældste billeder, små interiører og landskaber i dæmpede farver, fint afstemte i tonerne, er fra omkring 1900, men han havde mange vanskeligheder, ikke blot af økonomisk art, og kom sent frem. Han var i malerlære i 1890erne og gik samtidig på teknisk skole men nåede ikke optagelse på akademiet og kom først i sit 26. år på Kristian Zahrtmanns skole som han søgte 1905-07. Forinden havde han 1904 fået et interiør optaget på Charlottenborg forårsudstilling. April 1907 tog Zahrtmann ham med på sin årlige rejse til Italien (Amalfi, Rom, Civita d'Antino) hvorfra W. vendte hjem i august, i utide og i unåde, men med dybe indtryk af sydens lys og kunst og samværet med Zahrtmann. Senere gjorde han andre studierejser til Italien og Frankrig. Den første af dem, på Karl Isaksons initiativ, til Paris i febr. 1912, blev ham en skuffelse; der var koldt, han blev syg og tog hjem. Den længste, vinteren 1923-24, gik over Italien med to måneders ophold i Firenze, Assisi og Rom til Paris hvor han opholdt sig i tre måneder, optaget af at male kopier og studier efter Eugéne Delacroixs "Dante og Virgil i Underverdenen" i Louvre. En rejse til Paris i foråret 1933 blev mislykket på grund af sygdom, en til Sydfrankrig i foråret 1935 på grund af kulde, men da han kom derned igen i foråret 1939, blev opholdet langt og vellykket. I sine tidlige arbejder er W. Zahrtmanns elev både i sin opfattelse af form og rum og i den måde hvorpå han udnytter disse faktorers evne til at skabe miljø om motivet. Han er det i en stor stil, således som det ses både i det smukke portræt af moderen, siddende i aftenskumring med Børsgraven og Christiansborg slotsruin som baggrund (1908, kunstmuseet) og i Udsigt over Wilders Plads paa Christianshavn, 1906 (kunstmuseet, dep. i folketinget). Efter Italiensrejsen arbejdede han også med en stor figurkomposition, Den unge Mand under Træet, som blev sønderskåret, men taget op igen og igen, senest som Romantisk Fantasi ca. 1920 (kunstmuseet). W. viser i denne periode, ligesom en anden Zahrtmann-elev Oluf Hartmann, stor samvittighedsfuldhed over for formens, deltaljernes og omridsenes plastiske gennemarbejdelse og over for det stoflige arbejde med selve farvematerialet på lærredet. Men der var også en maler i ham som søgte en friere behandling af lys og flader i koloristisk øjemed, og som længtes efter en frigørelse af farven. Det ses så tidligt som i det stående helfigursportræt af søsteren fra 1907 (Fyns kunstmuseum, Odense). Ganske vist var den første Parisrejse ham som sagt en skuffelse, men et billede som det fra Quai de la Tournelle (1912) viser, at det alligevel har betydet noget for ham, koloristisk set, at komme den i forvejen beundrede franske kunst på nært hold. Sikkert er det imidlertid at Karl Isaksons eksempel og de sommerophold på den lysfyldte, maleriske Christiansø ved Bornholm, som indledtes 1911, fik afgørende betydning for W. Her malede han Landskab fra Mindet, 1911-12 (kunstmuseet), Damen med Parasollen, ca. 1917 (glyptoteket), studier afklipper, hav og okkerfarvede befæstningsmure, solglimt på havet (Århus kunstmuseum) og brændingen om Christiansø i stormvejr. Heraf og ved læsning af en græsk mytologi inspireredes han til den store komposition Poseidon farer over Havet omgivet af Nereider og Tritoner, påbegyndt 1915, skitse 1917 (kunstmuseet. Det store billede, udst. 1918, var mislykket og blev tilintetgjort). Som forbilleder for selve kompositionen har man peget på både Rafael, Rubens, François Boucher og Arnold Bocklin. I disse billeder viser der sig et helt andet arbejde med farvefladers og linjers rytmik, der vel betyder en opløsning af formen, men tillige er en bevidst stræben hen imod maleriets abstrakte, så at sige musikalske værdier. Det gælder også malerierne fra Sletten 1914 og den dér påbegyndte komposition To Genier, 1916 og 1922 (den sidste kunstmuseet). Periodens hovedværk er Romantisk Fantasi, ca. 1920 (kunstmuseet).

Denne udvikling får et kraftigt stød fremad i begyndelsen af 1920erne, til dels under indtryk af Isaksons mindeudstilling 1922 på kunstmuseet, synligt i museets stående model fra 1923, de to opstillinger sst. fra s.å. og i Langelinjebillederne (det største ca. 1924, Esbjerg kunstpavillon). W. fraveg ikke senere den vej han således var slået ind på. Man har ikke uden ret hævdet at den er udtryk for splittelse, men det må ikke overses at den også er resultat af en kunstnerisk idealisme af højeste art, og at W., netop gennem de egenskaber han herved udfoldede står som en af sit slægtleds fineste kolorister og artistisk følsomste malerbegavelser. Arbejdet med Langelinjekompositionen fortsattes gennem 1920erne jævnsides med Delacroixstudierne der udvikledes til mere og mere rent abstrakte farvekompositioner som W. arbejdede intenst videre med i 1930erne, men vist aldrig blev fuldt tilfreds med. Af de egentlige Delacroixkopier er en i Stockholms nationalmuseum, en anden i Oslo nasjonalgalleri; af farvekompositionerne er en i kunstmuseet og en i Nordjyllands kunstmuseum, Ålborg. Efter en depressionsperiode midt i 1930erne ændrede W. teknik i retning af det akvarelagtige, med rene farver tyndt påsat i store flader mod det hvide lærred, som det ses i opstillinger og i landskaberne fra Glænø i somrene 1937-38 og fra Sydfrankrig 1939. Sommeren 1941 arbejdedes med en portrætkomposition (Niels Thorup, et ekspl. i kunstmuseet, et i Århus kunstmuseum) og med hovedværket Faun og Nymfe (kunstmuseet), en visionær farvekomposition med figurer lånt hos Paul Cézanne og sat ind i det tidlige landskab fra Mindet, nu i farver af en lyskraft som hos Henri Matisse. Det blev W.s sidste ord om maleri i det medium han beherskede som ingen anden herhjemme, oliefarven. At han havde mere på hjerte fremgår af et brev af 4.1.1943 til den svenske maler Oscar Hullgren, hvor han klager over sit helbred, han har ondt ved at gå og sidder for det meste og arbejder ved skrivebordet, "men det var jo ikke Meningen. Maleriet længes jeg efter og er Angst for hvorledes det skal gaa med det; jeg siger jo hele Tiden, at jeg egentlig først skal til at begynde nu ...". Arbejdet ved skrivebordet gjaldt manuskriptet til Poesi og Kultur (posthumt udgivet 1951) som rummer megen uklarhed og kværulance, men også de klarest udtalte ord om kunst og menneskelighed og den reneste poesi og idealisme. Fra tid til anden havde W. skrevet artikler hvori han skarpt kritiserede samtiden og angreb den for manglende idealitet, således i Samleren I, 1924; II, 1925; III, 1926, Ekstrabladet 25.1., 10.4. og 11.12.1929. Akademiet tildelte ham Eckersbergmedaljen 1925 for Modelfigur. W. udstillede på Charlottenborg forårsudstilling 1904, 1908-09 og Kunstnernes efterårsudstilling 1904–05, 1907-09, deltog i De trettens første udstilling nov. 1909 og blev 1912 medlem af Den frie udstilling. Meget tilbageholdende med sine billeder som han var, viste han sig her kun 1912 (både forår og efterår), 1915, 1917-18 og 1925. Fremdeles deltog W. i Kunstforeningens Civita d'Antino-udstilling 1908, Ung dansk kunst dec. 1910, arbejder af seks yngre malere i Kunstforeningen 1913, den skandinaviske udstilling i USA 1912-13 og Moderne dansk malerkunst 1925, og han havde egne udstillinger i Kunstforeningen marts 1915 og okt. 1923. Derudover har kunsthandler Chr. Larsen holdt en række udstillinger af W.s arbejder i hans besiddelse, især marts 1921, nov. 1930, nov. 1934 og 1938. Mindeudstilling på Statens museum for kunst 1946, retrospektiv udstilling i Kungl. akademien för de fria konsterna i Stockholm 1947, retrospektiv udstilling i Kunstforeningen i Kbh. 1962. Efterladte arbejder solgtes på Agnes Weies auktion, A. Bruun Rasmussen, sept. 1964. Arbejder af W. findes på Statens museum for kunst, Ny Carlsberg glyptoteket og Kbh.s bymuseum og på museerne i Esbjerg, Horsens, Maribo, Odense, Randers, Ribe, Rønne, Sorø, Tønder, Vejen, Vejle, Ålborg (Kr. Krestensens samling) og Aarhus (P. T. Nielsens samling) samt i museerne i Oslo, Stockholm, Göteborg og Malmö.