Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Edvard Petersen

Oprindelig forfatter MeBod
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Edvard Petersen, Edvard Frederik Petersen, 4.2.1841-5.12.1911, maler. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Holmens). P. var af kunstnerslægt og blev allerede som dreng 1851 elev af akademiet som 1862 belønnede ham med den lille, 1864 med den store sølvmedalje og 1866 og 67 tildelte ham mindre indenlandske rejsestipendier. 1859 var han begyndt at udstille på Charlottenborgs forårsudstilling og var repræsenteret her årligt til sin død. Han modtog 1867 og 1873 den Neuhausenske præmie og 1868 og 1870 den Sødringske opmun-tringspræmie. I sine tidlige ungdomsår malede P. små billeder fra hjemmet i Nyboder, fra voldene og glaciet, samt en række landskaber under påvirkning af Vilh. Kyhn som nærede stor tiltro til hans evner. 1875 rejste han med akademiets store stipendium over Holland og Belgien til Paris hvor han traf sin ven Th. Philipsen. Sammen foretog de en rejse til Normandiet og gjorde studier der. I nov.s.å. fortsatte P. over Schweiz til Italien hvor Philipsen senere stødte til igen, og han bosatte sig her til 1880. Italiensopholdet fik afgørende betydning for hans udvikling. Sammen med Aug. Jerndorff, Carl Thomsen og P. Krohn dyrkede han ivrigt friluftsmaleriet, og foråret 1876 tog han ophold i bjergbyerne Frascati og Palestrina og malede her sammen med Axel Helsted, som han også med årene kom til at stå nær. Til forårsudstillingen 1877 sendte han sine første italienske studier hjem, og navnlig billedet Fra Forum Romanum, ind mod Titusbroen, hen ad Aften blev værdsat af Kyhn for dets klarhed og lyse farveholdning, og 1879 gjorde Fra Piazza Capucini i Rom lykke på udstillingen og blandt hans malerkolleger hjemme. I Italien var P., der oprindelig var landskabsmaler, gået mere og mere over til at dyrke figurbilledet, navnlig det genreagtige folkelivsbillede, og ved sin hjemkomst fandt han rige motiver i det typiske folkeliv i Kbh. I de følgende år malede han således billeder som ISildetiden ved den gamle Anlægsplads under Højbro, 1882, Fra Grønttorvet, 1883 og Fra Fisketorvet ved Gammelstrand, s.å., og da han anden gang vendte tilbage til Italien 1884-85 (med det Anckerske legat), var det som udpræget figurmaler. Han boede en tid med Philipsen i Rom og sammen sluttede de sig til kunstnerkredsen i Sora. Efter hjemkomsten malede han 1887 sit store billede Fælleden. Søndageftermiddag, 1890 det kendte Udvandrere ved Larsens Plads (tilkendt årsmedaljen) og 1898 Hjemkomsten (Amerikadamperen ved Larsens plads) (Århus museum) og placerede sig hermed som den populære folkelivsmaler der kun undtagelsesvis strejfer det sociale problem, men som formåede at "fortælle naturligt og jævnt om Smaakaarsfolk paa Husmandslodder og jævne Borgeres Søndagsliv paa Kbh.s dengang aabne Fælleder" (F. Hendriksen). P. opnåede årsmedaljen anden gang 1891 for Legende Børn under en Skrænt og blev hermed medlem af plenarforsamlingen. 1892 valgtes han til medlem af akademirådet. Allermest kendt er måske P.s navn blevet i tilknytning til Storkespringvandet, som han gav tegning til og hvor Vilh. Bissen har modelleret storkene efter hans udkast (indviet 1894). I sine unge dage udførte P. nogle illustrationer (Fra Fjeld og Dal, udg. H. J. Greensteen, 1875; Maanederne i Digt og Billeder, ved C. Andersen og F. Hendriksen, 1878) samt enkelte raderinger. Han er repræsenteret i St. mus., Den Hirschsprungske samling samt i Århus kunstmuseum. G Malet selvportræt ca. 1859. Tegn. af Carl Thomsen ca. 1876. Tegn. af P. S. Krøyer, 1880 (skand. forening i Rom) og afbildet på sammes tegn. af modelskolen, 1882. Træsnit af C. Poulsen, 1884. Afbildet på V. Johansens mal. af akademirådsmøde, 1904 (St.mus.). Malet selvportr. 1907 (udstillingsfonden, Charlottenborg), malet studie hertil. Tegn. af Th. Philipsen (Fr.borg).

Familie

Forældre: skibsbygmester ved Holmen, tegner Zacharias P. (1811-70) og Emilie Sophie Thortsen (1818-76). Ugift.

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Fortegn. over arbejder af E. P. udstillede i Foren. for national kunst, Charlottenborg, 1916. – Ph. Weilbach i III. tid. 29.1.1899; sst. 17.12.1911. Gustav Bauditz i Dansk kunst nr. 8, febr. 1916. F. Hendriksen: Mennesker og oplevelser, 2. udg. 1932. Sig. Schultz i Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen II, 1938 440.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Bodelsen: Edvard Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295647