Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ebba Holm

Oprindelig forfatter MeBod
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ebba Holm, Ebba Regitze Ellida Olga Holm, 29.5.1889-30.11.1967, maler. Født på Frbg, død i Kbh., begravet Tibirke kgd. H. gik på Vilhelmine Bangs tegneskole 1906–08 og dimitteredes derfra til akademiet som hun forlod med afgang 1913. På akademiet undervistes hun af Otto Bache, V. Irminger og Sigurd Wandel og lærte at male al fresco hos Joakim Skovgaard. H. rejste meget i udlandet og var navnlig gentagne gange (1913, 1921, 1926, 1930, 1932, 1935) i Italien hvor hun studerede gammel italiensk malerkunst og bogkunst. Hun malede landskabsbilleder, interiører og portrætter, og hendes hovedværker, Portræt af min Søster, 1914 og De tre Generationer, 1918 er smukke og rolige kompositioner holdt i dæmpede grålige farver. Hun malede en del akvareller af italienske byer og af bjerglandskaber, og navnlig i disse sidste stræbte hun undertiden efter en dekorativ virkning. H. var opvokset i et kulturpræget hjem med stærk interesse for kunst og litteratur. Selv følte hun navnlig stærk tilknytning til Italien og italiensk kultur, som især gav sig til kende i hendes illustrationer til Dante og hendes serier af træsnit af helgener. 1928 udkom Johs. Jørgensens Dantestemninger illustreret med fire træsnit og 1929 (med tilskud af Ny Carlsbergfondet) Den guddommelige Komedie med over 100 linoleumssnit som hun havde arbejdet på gennem en længere årrække, for hvilken hun samme år blev belønnet med Dante Alighieris sølvmedalje. Disse arbejder er blevet kendt og værdsat også i Italien hvor H. 1927 deltog i den internationale fanciskanske udstilling (med seks træsnit over franciskanske motiver som belønnedes med den store sølvmedalje) og 1933 i en international udstilling i Firenze lyceum. Foruden bogillustrationer har hun udført en del exlibris, og hendes udkast til bogbind og forsatspapir og forskellige adresser (udført hos Anker Kyster) viser udprægede dekorative evner. En tid dekorerede hun keramik hos Eifrig i Valby og gav desuden talrige udkast til korsstingsbroderier som blev udført af søsteren Ulla. Siden 1913 har H. udstillet på Charlottenborgs forårsudstilling og har desuden deltaget i Grafisk kunstnersamfunds udstillinger. Hun var 1920 repræsenteret på Kvindelige kunstneres retrospektive udstilling og havde 1925 og 1932 separatudstillinger i Kbh., 1934 i Sorø. 1929 fik hun tildelt K. A. Larssens legat.

Familie

Forældre: kontorist, løjtnant af art., senere grosserer Carl Gustav Adolf H. (1865–1940) og Olga Marie Jensen (1867–1932). Ugift.

Ikonografi

Silhouet af H. som ung (Kgl. bibl.). Tegnet selvportr. 1906, malede 1909, 1918, 1920 og 1923. Foto.

Annonce

Bibliografi

Kataloger over separatudstillingerne 1925 og 1932. -Vore damer 25.10.1917. Hans Ahlmann i Exlibris revuen, 1919 25–28. Anker Kyster i Årbog for bogvenner VII, 1923 113–21 (m. bibliografi). Otto Wang [Poul Frost Hansen]: E. H.s exlibris, 1927. Laur. Nielsen: Den danske bog, 1941 332f. Arthur G. Hassø: Danske exlibris, 1942. – Breve i Kgl. bibl. og Hirschsprungs museum.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Bodelsen: Ebba Holm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291412