Danqvart Dreyer

Danqvart Dreyer, Danqvart Christian Magnus Dreyer, 13.6.1816-4.11.1852, maler. Født i Assens, død i Bariøse, begravet i Assens. Billedhuggeren Jens Adolph Jerichau der var D.s bysbarn og jævnaldrende fortæller os om dennes stærke kunstneriske interesse allerede i drengeårene; hans dygtige mor skaffede udvej til at få ham til Kbh. hvor han i kappestrid med Jerichau gennemgik kunstakademiets første skoler og 1833 kom op i modelskolen som J. L. Lunds elev; han nød ry som en fortrinlig modeltegner, dog lykkedes det ham ikke at vinde den lille guldmedalje trods gentagne forsøg. Fra disse tidlige år findes der en række portrætter, bl.a. af hans mor, et af Jerichau (Fr.borg) og et ypperligt selvportræt (1838, Fyns stiftsmuseum); fra samme tid er endvidere forskellige historiemalerier, fx Hermod hos Hel, 1838 og Marsk Stigs Døtre, 1839 der viser at J. L. Lunds skole ikke gav D. mulighed for at udvikle sine evner i retning af figurmaleriet. Når vinterens slid på akademiet var overstået vendte D. hjem til Fyn; her malede han ikke alene portrætter af slægt og venner, men også små landskaber der fra først af viste en usædvanlig friskhed i naturopfattelsen og en sjælden koloristisk finhed. Det ældste af dem vi kender er formodentlig det lille Udsigt fra Assens (Fyns stiftsmuseum, ca. 1834) medens Udsigt mod Assens (Statens museum) antagelig er fra det følgende år; det er minutiøst malede begynderarbejder, men navnlig kunstmuseets billede har dog en bemærkelsesværdig monumental opfattelse af motivet. I disse og andre tidlige landskaber er påvirkningen fra Eckersberg-retningen, navnlig fra Christen Købke, åbenbar; i en række landskabsstudier der er malede senere i 30erne peger den stærkt dramatiske opfattelse af naturen også hen på J. C. Dahl, men samtidig sporer man i de større udstillingsbilleder J. L. Lunds indflydelse; gennemgående står disse komponerede arbejder langt under de samtidige friske studier, fx af jyske hedelandskaber med store uvejrshimle.

Efterhånden koncentrerede C. sig helt om land-skabskunsten og nåede i de større arbejder fra første halvdel og midten af 40erne betydelige resultater, fx i billederne fra Brandsø med stensætninger, Parti fra Brandsø med Udsigt til Wedellsborg, 1843 (Statens museum), Carolinekilden, ca. 1844 (Statens museum), Parti ved Vissenbjerg, 1846; både i farve og komposition er han her nået ud over de vanskeligheder der tidligere truede hans produktion; alligevel er også i denne tid hans ypperste arbejder studierne og de mindre billeder der i større tal findes i Statens museum og Hirschsprungs saml.; kommer han i de store kompositioner ikke helt op på siden af sine venner, J. T. Lundbye og P. C. Skovgaard så har hans mindre arbejder en fylde og mættethed i lys og farve som de andre ikke når; karakteristisk er de små udsigter ved Lillebælt, Kæmpehøj paa Brandsø (Hirschsprung), landskabet med solbe-lyste skyer og prospekterne fra Odense (Statens museum) og fra de senere år da en egen mildhed i farven gør sig gældende, efterårslandskabet i Fyns stiftsmuseum. Fra denne tid er også det monumentale billede af Mølleknap bakker (Statens museum) der er et af kunstnerens betydeligste værker.

I de sidste år af sit liv trak D. sig tilbage til ensomhed på landet; han købte 1848 en gård i Barløse og udstillede nu kun sjældent; han følte sig slået ud, og de økonomiske kår var vanskelige. Alligevel opgav han ikke kunsten, der findes udmærkede landskaber fra denne tid, fx En Gaard i Bariøse, sel fra Kunstnerens Have, og i nogle kompositioner er der en mærkelig storhed i sammensmeltningen af figurer og landskab der giver dem betydelig værdi, selv om de i nogle henseender er meget primitive. Eksempler er Elias i Ørkenen (Statens museum) og Den hellige Nad-vere (Fyns stiftsmuseum). Kunstmuseet ejer en stor samling af D.s tegninger, i bly eller pen, enkelte farvelagte; de fleste er landskabsstudier der hurtigt udførte med stor sikkerhed gengiver de fynske og jyske bakkelandskabers karakter og med spillende liv og ynde indfanger lysets toner. De hører til det bedste i dansk tegnekunst.

En tyfus gjorde 1852 ende på D.s liv. Han var allerede dengang næsten ude af samtidens synskreds og blev senere ganske upåagtet; først ved Rådhusudstillingen 1901 blev arbejder af ham igen fremdraget af Karl Madsen, og ved en udstilling 1912 i Kunstforeningen vandtes der et større overblik over hans produktion. Siden er han blevet fremhævet som en af pionererne i dansk kunst, den første der virkelig har opfattet og gengivet fynsk og jysk natur, en af de ypperst begavede danske landskabsmalere hvis navn må nævnes side om side med Lundbyes og P. C. Skovgaards. Hans ydre kendes kun gennem det ovenfor nævnte selvportræt.