Carl Rasmussen, Jens Erik Carl Rasmussen, 31.8.1841-1.10.1893, maler. Født i Ærøskøbing, faldet over bord fra den grønlandske handels brig Peru og druknet i Atlanterhavet mellem Orkneyøerne og Shetlandsøerne. R. havde en træls ungdom. Efter konfirmationen blev han sat i hosekræmmerlære i Kbh. Arkitekten Hans J. Holm tog sig af ham og gav ham fra nytår 1860 tegneundervisning om søndagen, og vinteren 1860–61 malede J. D. Frisch med ham, ligeledes om søndagen. Samtidig måtte han tjene sit brød. Efter at han var blevet udlært maj 1861 for han bl.a. til søs om sommeren som skibsdreng hos en morbror der sejlede på Skotland. Derefter fik han de fornødne kursus i geometrisk tegning og projektion hos Hans J. Holm og i perspektiv på det tekniske institut og nåede ind på akademiets skoler på friplads. Her gik han jan. 1862 til foråret 1866. Desuden malede han to vintre hos C. F. Aagaard og debuterede på Charlottenborg forårsudstilling 1863 med et Søstykke, Motiv nordvest for Skagen. R. ville være marine-maler, men udstillede i de tidlige år lige så ofte kystpartier og andre landskaber. Efterhånden arbejdede han sig frem. Ret bekendt blev han dog først, efter at han havde foretaget en længere rejse til Grønland 1870 og malet to anselige billeder Midnatsstemning ved den grønlandske Kyst og Billede fra Grønland. De Indfødte danse Fangedansen som han udstillede 1872, og hvoraf det første købtes til galleriet. De betød noget nyt og uset og bragte ham en sand popularitet som Grønlandsmaler. Senere fulgte en række andre billeder herfra. Endnu 1872 fik han akademiets stipendium og foretog en rejse på elleve måneder juli 1872 til og med juni 1873 til Holland og Belgien, Paris og Italien, hjem over verdensudstillingen i Wien, Dresden og Berlin. 1878 var han atter på rejse, til England (hvor han havde en god kundekreds) og Paris. En overgang led han under religiøst tungsind, udstillede 1877 et stort Figurbillede Jesus sover paa Genezareth Sø der blev dårligt modtaget af kritikken, og som han selv skænkede til sømandsmissionen i Newcastle, og foretog en art pilgrimsrejse til det hellige land. Men derpå kastede han sig atter over marinemaleriet med fornyet iver. Han omkom på hjemvejen fra en studierejse til Grønland, vistnok ved uagtsomhed, i færd med at male en studie på skibets dæk. – Grønlandsbilleder af R. i malerisamlingen på Nivågård og i Statens museum for kunst. Endvidere repræsenteret på Ribe kunstmuseum og med tegninger i kobberstiksamlingen og i Handels- og søfartsmuseet på Kronborg.

Familie

Forældre: skræddermester, senere kæmner Johan Arenth R. (1804–70) og Caroline Sophie Kaas (1817–88). Gift 3.9.1874 i Kbh. (Johs.) med Anna Ægidia Rasmussen, født 19.9.1852 i Kbh. (Garn.), død 22.6.1931 i Marstal, d. af snedkermester Jacob Christian R. (1813–57) og Henriette Cathinca Stollenwerck (1816–95).

Ikonografi

Tegnet selvportr. 1865, malet 1886. Træsnit af C. Poulsen, 1884. Foto.

Bibliografi

Sig. Müller: Nyere da. malerkunst, 1884. Berl.tid. 17.10.1893. Erik Schiødte i III.tid. 5.1 l.s.å. Auktionskat. over efterl. arbejder 12.2. og 12.3.1894. Ernst Bodenhoff: Lyse minder, 1915 177–89.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig