Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl-Henning Pedersen

Oprindelige forfattere MeHa og Joha
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Carl-Henning Pedersen, 23.9.1913-20.2.2007, maler. Født i København, død på Frederiksberg, hans urne nedsat i Angligården, Herning Kunstmuseum. Allerede som otteårig stod det klart for P. at hans hu stod til kunstnerisk skaben idet hans første digte stammer fra den tid. Som ung mand drømte han om en musikalsk løbebane som komponist, men det var først efter at han mødte sin fremtidige hustru, Else Alfelt, på et højskoleophold i Helsingør 1933-34, at han skulle finde sig selv som kunstner. Det var hende der førte ham ind i den tids mest moderne malerkunst. I sine første arbejder som han 1936 debuterede med på Kunstnernes efterårsudstilling var han mest præget af kubistiske eksperimenter, mens de malerier med hvilke han året efter på afgørende vis slog igennem allerede havde forladt det konstruktive til fordel for det frit fabulerende maleri der skulle blive hans helt personlige udtryksmåde. Ret hurtigt kom han ind i kredsen af yngre malere der fremover skulle tegne det væsentlige billede af dansk kunst i slutningen af trediverne og i fyrrerne. Det var malere som Asger Jorn, Egill Jacobsen, Henry Heerup og Ejler Bille. Sammen skabte de tidsskriftet Helhesten hvortil P. skrev en række kompetente artikler, bl.a. om Paul Klee, middelalderlig kirkekunst og om sine egne kunstneriske ideer. Hen mod slutningen af anden verdenskrig tog hans kunst en ny retning, og nu koncentrerede han sig om en symbolsk skildring af døgnets forskelligartede belysninger hvad der resulterede i en række epokegørende malerier og akvareller hvor naturbestanddelene i motiverne som hav og himmel besjæledes med fantasifigurer, magiske fugle og mytificerede himmellegemer. Midt i en tid med stærkt politisk og eksistentielt engagement bragte P. det eventyrlige til nyt liv og påpegede gennem sin fantasiverden forbindelsen tilbage til tilværelsens urelementer og dermed også til kunstens egen oprindelighed. Samtidig med dette personlige gennembrud knyttede han sammen med sine kunstnerkammerater et nært samarbejde med belgiske, franske og hollandske kunstnere som P. Alechinsky, C. Dotremont, Constant, Corneille, K. Appel m.fl. der førte til dannelsen af COBRA-bevægelsen (Copenhagen, Bruxelles, Amsterdam). I hovedparten af denne bevægelses manifestationer deltog P. i årene op til 1950. Den mest betydningsfulde var den store, skandaleombruste udstilling i Stedelijk Museum i Amsterdam hvor P. viste adskillige af sine hovedværker (1949). Siden udstillede P. utallige gange i ind- og udland, således bl.a. på biennalen i Venezia 1948, i Pittsburgh, USA og Guggenheimmuseet, New York.

Også som udsmykningskunstner ydede P. et væsentligt bidrag til kunsten i Danmark fra han sammen med otte andre kunstnere 1944 udsmykkede børnehaven i Hjortøgade i Kbh. med freskomalerier, over den nu overmalede weekendhytte for arkitekter i Bregnerød (1949; loftet nu på Sophienholm) til de senere storstilede projekter i mosaik og keramik, som mosaikken Det kosmiske hav i H. C. Ørstedinstitutet i Kbh. (1959-64), Kennedyskolens mosaikdekoration, Universum fabularum, frem til den keramiske udsmykning af den indre gård i skjortefabrikken Angli i Herning (det senere Herning kunstmuseum, fra 2009 Heart Herning Museum of Comtemporary Art) (1965-68) og den ligeledes keramiske dekoration der omgiver Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt-museet der blev skabt 1975-76 i nær tilknytning til Angligården. Museet rummer over 3000 af kunstnerens arbejder hvortil kommer hovedparten af Else Alfelts produktion. Blandt hans senere værker kan nævnes glasmaleriet Frihedens lys, der blev skabt til Frihedsmuseet, 1982-83. Den af P.s udsmykningsopgaver, der har vakt mest debat, er hans dekoration af apsis i Ribe domkirke, 1983-88. Udsmykningen omfatter både kalkmalerier, syv mosaikker på væggene og fem glasmalerier. Som hans øvrige kunst er udsmykningen præget af farverige fantasifigurer. Kritikken gik bl.a. på, at en ikke traditionelt troende og ekspressionistisk maler skulle udsmykke en af Danmarks ældste kirker. I forbindelse med P.s 90-års-fødselsdag i 2003 indviedes Obelisken i Birk, Herning i umiddelbar nærhed af Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts museum; denne blev hans sidste store udsmykningsopgave. Obelisken er 12 m høj og består af mere end 400 kakler.

P. foretog omfattende rejser til Israel, Indien, Kina, USA osv. som satte sig dybe spor i hans kunst der ikke blot omfatter de bildende kunster, men også en stor mængde digtsamlinger. Hans interesse for det skrevne satte sig også spor i teatrets verden i form af dekorationer til bl.a. operaen Wozzeck af Alban Berg på Det kgl. teater og scenefortæppet i Det ny teater fra 1966, bekostet af Statens kunstfond.

Annonce

P. modtog en lang række priser og udmærkelser i ind- og udland således fx UNESCO-prisen 1962, Eckersbergs medalje 1963 Marzottoprisen 1968, Henrik Steffensprisen 1969 og Prins Eugens medalje 1980. Siden 1975 boede han i længere perioder i Frankrig.

Det er ganske få danske kunstnere der i moderne tid har formået at slå igennem på internationalt plan. En af dem er P. hvis kunst takket været sine almengyldige og universelle kvaliteter gør den til et værdigt modstykke til H. C. Andersens eventyrverden. Omsat til mytens og det fabulerendes form formår han gennem sin kunst at udsige dybe sandheder i eventyrets skikkelse der ellers helt unddrager sig formidling. Som koloristisk begavelse hører han til blandt verdenselitens kunstnere, og en gruppe rene landskabsmalerier der er meget lidt kendt viser ham fra en helt anden, men meget intens side som den direkte skildrer af den ydre virkelighed og dens mangfoldighed.

Familie

F: jord- og betonarbejder Johannes P. (død 1946) og Ellen Hansen (død 1924). Gift 1. gang 7.12.1934 med maler Else Alfelt, født 16.9.1910 i Kbh. (Vor Frels.), død 9.8.1974 sst., d. af fuldmægtig Carl Valdemar A. (1882-1954) og Edith Alexandra Regine Julie Thomsen (1893-1938). Gift 2. gang 23.5.1977 med indendørsarkitekt og fotograf Sidsel Ramson, født 15.7.1937, d. af læge A. W. R. og Bara Gulseth.

Udnævnelser

R. 1964. R1. 1974.

Ikonografi

Tegn. af H. Bendix udst. 1971. Foto.

Bibliografi

[C.-H. P.:] Universum fabularum, udg. Anna og Kresten Krestensen samt Erik Andreasen, 1957. Samme: En blomst er et øje, 1979. Interview i Nye Ninka interviews, 1980 21-33. – C.-H. P. Et udv. afbilleder m. indledn. af Erik Andreasen, 1965 = Vor tids kunst LXIV. -Chr. Dotremont: C.-H. P., 1950 = Cobrabibl. XV. R. Dahlmann Olsen i Arkitektur X, 1966 60-66. Virtus Schade: C.-H. P., 1966. Gunnar Jespersen: De abstrakte, 1967. Samme: Cobra, 1974. Samme: Kunstnere omkr. os, 1976. Michel Ragon i Cimaise XXI, Paris 1974 nr. 115-16 76-87. C.-H. P. og Else Alfelts museum, Herning, 1976. Michael Wivel: Carl-Henning Pedersen, 2003. Bodil Abildtrup Johansen: Mander der ville fange solen. En historie om maleren Carl-Henning Pedersen, 2007.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, John Hansen: Carl-Henning Pedersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295537