C.W. Eckersberg, Christoffer Wilhelm Eckersberg, 2.1.1783-22.7.1853, maler. Da C.W. Eckersberg var i syvårsalderen flyttede faderen fra Blåkrog til Blans som også ligger ved Als fjord; her blev drengens kærlighed til søen, skibe og sejlads vakt. På udflugter med bedstefaderen der var skovfoged så han malerier og kobberstik på herregårdene og i kirker: "og hvad jeg syntes godt om søgte jeg at efterligne, når jeg kom hjem". Efter sin konfirmation kom Eckersberg i lære hos maleren Jes Jessen i Åbenrå, en ikke helt ubetydelig portrætmaler der desuden har produceret altertavler men i væsentlig grad ernærede sig som håndværker. Fra ham kom Eckersberg efter tre års forløb til Flensborg hos maleren Johan Jacob Jessen som 1803 til støtte for en indsamling der skulle sætte Eckersberg i stand til at rejse til København gav en kraftig anbefaling for den unge kunstner; han havde i de forløbne tre år "sich unverkennbare Kentnisse gesamlet, die er mit der ihm eigenthümlichen Anstrengung, auf der Königlichen Academie der Künste in Copenhagen, zu vervollkommen beabsichtiget ... . 22.5.1803 kom Eckersberg til København. Man finder ham på kunstakademiet 2.1.1804 indskrevet i 2. fritegningsskole, og 2.7. samme år avancerede han til modelskolen. Mens han i løbet af 1805 opnåede både den mindre og den store sølvmedalje og den mindre guldmedalje (sidstnævnte for kompositionen Paulus, som retfærdiggør sig for Agrippa, Berenice og Festus) havde det – vistnok på grund af Nicolai Abildgaards modstand – lange udsigter med at opnå den store guldmedalje der var betingelsen for at opnå en længere udenlandsrejse. Imidlertid måtte Eckersberg skaffe sig til det daglige udkomme. Han arbejdede som håndværker, men fik også lejlighed til at udfolde sine evner i et kunstnerisk plan.

Blandt sikre arbejder af ham fra denne tid kan foruden studier af skibe nævnes forskellige portrætter, blandt hvilke det anseligste er gruppen af kammerherre Søbøtkers børn, 1806. Samme år malede han en serie billeder fra Sanderumgårds have på bestilling af ejeren gehejmeråd Johan Bülow. Han forsynede kobberstikkere som N. Truslev, O.O. Bagge, G.L. Lahde og J.F. Clemens med forbilleder til stik af aktuel eller moraliserende art og havde i dette arbejde en nær fælle i tegneren og kobberstikkeren H.H. Senn, en schweizisk kunstner der 1804 var kommet til København; de afholdt 1808 sammen en udstilling i Thotts palæ af danske nationaldragter; en tilfredsstillende sondring mellem de to kammeraters arbejder er endnu ikke givet. Det betød et afgørende vendepunkt i Eckersbergs liv da han kort efter Abildgaards død af akademiet fik tilkendt den store guldmedalje for Jacobs sønner ved faderens dødsleje. Thi skønt det hører til de ringeste af hans arbejder fra disse år løftede det ham ud af de hjemlige små forhold. Da det ville vare noget, inden det hertil knyttede stipendium kunne tilfalde Eckersberg, bekostede den kunstinteresserede kammerjunker T.C. Bruun Neergaard hans rejse til Paris hvorhen de drog i fællesskab. Eckersberg forlod København 3.7.1810 og benyttede tiden mens han på Skjoldenæsholm ventede på sin "rejsepatron" til at udføre fortrinlige tuschtegninger: små landskaber med en yndefuld staffage mellem kraftige træer. Ruten sydpå – der gav Eckersberg anledning til mange tegninger og enkelte malerier – var lagt gennem Harzen og langs med Rhinen, så de ikke nåede Paris før 9.10.1810.

Det første år i Paris gik med at kopiere på Louvre (Frans Is Madonna af Rafael), med at male model i fællesskab med nogle tyske kunstnere og med udflugter i "de skjøne Egne her i nærheden med min Ven Müller (J.P. Møller) for at tegne Landskab". 4.9.1811 blev Eckersberg af Bruun Neergaard introduceret hos tidens førende maler, J.L. David, og fem dage senere begyndte han at arbejde som elev i dennes atelier. Nu blev det muligt for ham at fæstne sin personlighed. Davids indflydelse spores kraftigt i malerierne fra denne tid, og i Eckersbergs breve har man en fortrinlig kommentar dertil. I Davids undervisning var grundtrækket det direkte naturstudium. Eckersberg skriver 22.6.1812 til Clemens: "I Hr. Davids Atelier males der intet andet end Acter efter Modellen for at øve sig i Tegning og Colorit, en Ting som virkelig er det første og Vesenligste af alt, men dermed allene kan man endnu ikke gjøre et Malerie". Samværet med læreren og kammeraterne i atelieret har da ført ham videre til en fastsættelse af kunstneriske mål. Det kan ikke overraske at man i brev af 18.11.1811 til O.O. Bagge finder David betegnet "Patriarch af den nye franske Skole som er renset for al Fordom og Moder", men det er af interesse at se Eckersberg prise "hans Iver for at opmuntre og fremskynde hans Elever, og den Oprigtighed hvormed han meddeler alt". Det svarer også til Davids opfattelse når man i brev til J.F. Clemens af 12.10.1812 læser: "Antikerne er og bliver det første man har, ved dem lærer man at kjende det sande skjøne ...". I andre breve er N. Poussin indgående omtalt, og en figur af A. Canova på Salonen 1813 nævnes med begejstring. En stærk følelse af at være vidne til en renæssance i kunsten må have behersket Eckersberg i Paris. Takket være Davids indflydelse tager Eckersbergs arbejde i disse år kraftigt opsving. Modelbilleder som Etude af el fruentimmer, 1812 og portrættet af modellen Emilie, 1813 har en præcision som fortsat skulle være et kendemærke for Eckersbergs kunst; som et udslag af den stærke interesse for antik skulptur gør den plastiske form sig stærkt gældende; koloristisk går tendensen i retning af Davids syn på lokalfarven, hvor hver enkelt farveflade hævder sig suverænt inden for sit område, uden formidlende overgangstoner, således at der vel kan tales om en samklang af farver, men ikke om en sammensmeltning. I koloristisk henseende opnåede Eckersberg senere en mere afklaret virkning. Andre kompositioner fra denne tid har et antikt emne, men er antagelig valgt mindre for antikkens skyld end for den anledning de gav til at frugtbargøre modelstudiet. Således Hirschsprungs museums Trende spartanske drenge som øve sig i bueskydning der tilmed bærer den uforblommede undertitel i udstillingskataloget. Etude efter naturen, således også kunstmuseets Etude af tvende hyrder, den ældre forklarer noget for den yngre. Studierne førte til det egentlige "historiemaleri" hvor Hagar og Ismael i ørkenen er fra det sidste år i Paris (Nivågård). I arkitekturbilleder og landskaber fra Paristiden ser man at Eckersbergs interesse for perspektivet der senere skulle udvikle sig til noget af en mani er vågnet. Der var brugbare motiver både i selve byen (kunstmuseets Udsigt ved Pont Royal fra Quai de Voltaire i Paris, 1812) og i omegnen (kunstmuseets Udsigt fra Meudon slot nær St. Cloud, 1813); ifølge brev til Bagge 1812 var egnen ved St. Cloud det eneste i Paris' omegn Eckersberg virkelig brød sig om.

Da nu akademiets instruks ikke tillod Eckersberg at forblive længere i Paris, måtte han 5.6.1813 begive sig til Rom hvor han ankom 3.7. Han opsøgte straks Bertel Thorvaldsen der fik ham anbragt hos sin værtinde, Signora Buti. Nu modnes de impulser som arbejdet i atelieret, studiet på samlinger og udstillinger og samværet med kammerater havde bragt i Paris, men de suppleredes også ved ny befrugtende påvirkning og indtryk. De første arbejder under opholdet i Rom må opfattes i konsekvens af læretiden hos David: Alkyone ved stranden, 1813 (kunstmuseet) viser en i relief komponeret figur; Hektors afsked med Andromache, 1813 (Thorvaldsens museum) er ligeledes et antikt motiv, og det ses på en klassisk arkitekturbaggrund, så doktrinær som nogen klassicist kunne ønske. Den storladne modelstudie En sovende qvinde i antik dragt, 1813 (Thorvaldsens museum) må også nævnes her. Det er et fragment af et billede Halcyones drøm som solgtes på Eckersbergs dødsboauktion 1853. Snart tager studierne i marken den overvejende plads i Eckersbergs arbejde. Han maler arkitekturstudier og bybilleder, og det blev især ad denne vej han fandt frem til personligt udtryk. Disse billeder er perspektivisk stærkt gennemarbejdede idet bygninger og planer forskyder sig langt mere kompliceret eller tegner sig ganske anderledes imposant end i arbejderne fra Paris. 1814 udtrykker Eckersberg sin begejstring for Roms arkitektur i brev til J.P. Møller: "Især af Arkitektur er her en utrolig Mængde der gør sig glimrende naar det bliver tegnet; de elendigste Huse har noget saa skønt og elegant i Formen; det flade Tag, de store Murflader og smaa Vinduer; og Skønheden forhøjes tit ved herlige Trægrupper; især er de antikke Ruiner mærkværdige".

Kredsen af tyske "nazarenere" som Thorvaldsen i nogen grad støttede ved køb virkede nærmest latterlig i Eckersbergs øjne, han gik ikke ind på deres ideer, men lagde sin egen bane med mærkværdig sikkerhed. Som eksempler på Eckersbergs fortrinlige italienske vedutter kan anføres tre billeder i kunstmuseet: Parti i villa Borgheses have, 1814, Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i amphiteatrets idie stokværk, 1815 og Marmortrappen som fører op til kirken Sa. Maria in Araceli, tilhøjre opgangen til Capitolium. Sidstnævnte har – som den vidtløftige titel antyder – et i perspektivisk henseende meget righoldigt motiv og viser hvordan Eckersberg ikke blot havde evne til illuderende gengivelse af rummet, men tillige talte til fornemmelsen ved sin sikre sans for rumlig balance; koloristisk står denne studie særlig højt. Det har været en lettelse for Eckersberg i arbejdet på disse billeder at han var kommet i besiddelse af "at farveskrin til at bære med vasketrug"; han kunne nu ikke blot tegne, men også male studier på stedet i det fri: atelierarbejdet var begrænset til en mere detaljeret gennemgang af billedet samt tilføjelse af figurer. De italienske prospekter som Eckersberg gentog efter sin hjemkomst kan langtfra måle sig med de på stedet påbegyndte eller fuldførte arbejder. På bestilling af M.L. Nathanson malede han i Rom desuden en stor figurrig komposition Moses lader Det røde Hav træde tilbage etc. som 1826 købtes af Den kgl. malerisamling. Samværet med Thorvaldsen foranledigede at Eckersberg 1814 malede det portræt som viser den berømte kunstner i San Luca-akademiets embedsdragt, og i baggrunden ses et stykke af Alexander-frisen; Eckersberg skænkede dette sit hovedværk til kunstakademiet i hvis samling det findes. Det er – ved siden af Thorvaldsens selvportrætter – så langt den betydeligste skildring af den store kunstner. Fra 1815 er det kvindeportræt i Den hirschsprungske samling der antoges at forestille Thorvaldsens kæreste Anna Maria født Magnani, men som forestiller en romersk professionel model Maddalena. Eckersberg bidrager til den lange kæde af danske kunstneres italienske folkelivsskildringer med figurbilleder som den objektive og lødige karakteristik af En romersk tigger, 1815 (Thorvaldsens museum) og Andagt ved den hellige port på Peterskirken i Rom, 1814-15.

13.5.1816 tiltrådte Eckersberg hjemrejsen fra Rom og ankom til København 2.8. Han havde berettiget forventning om en karriere ved akademiet og blev ikke skuffet selv om der aldrig bødes ham rigelige kår. Efter at være blevet agreeret fik han som emne for et receptionsstykke opgivet Balders død, og som resultat af hans ellers forgæves anstrengelser med denne komposition blev han oktober 1817 enstemmigt optaget som medlem af akademiet. Vejen var dermed banet, og 18.4. 1818 valgtes han til første professor ved modelskolen. Han havde imidlertid ægtet sin anden hustru, og med hende flyttede han nu ind på Charlottenborg. I sit nye hjem havde han en årrække sin i økonomisk henseende gunstigste periode. Lige hjemkommet fik han et stort antal portrætter at male. Blandt de tidligste (fra 1817) er dobbeltportræt af kammerherreinde Sophie Hedvig Løvenskiold og hendes lille treårige datter (statens museum). Billedet er klart og skinnende rent i farven, stærkt i lyset, bestemt i formen; den lange rejses frugtbare resultat er her at se; kun barnets lidt for voksne proportion giver portrættet en enkelt antydning af noget kejtet.

Vægtige arbejder er også Hirschsprungs museums portrætter fra det følgende år af ostindisk købmand Schmidt og af madam Schmidt; særlig hustruens portræt giver et lydefrit indblik i en hyggeligt borgerlig verden. Hun ses en face, siddende med strikketøjet i en sofa, alt tegner sig let anskueligt, akkurat som i et andet hovedværk fra samme år, det Nathansonske familiebillede (statens museum); også her er fremstillingen koncentreret om det væsentlige; overflødige biting er udeladt. Den reliefmæssige komposition klarlægger den dybtgående virkning af Davids klassicisme. 1820 malede han M.L. Nathansons to ældste døtre. Den ene står op og ses en face, den anden sidder og ses i profil; de danner et hele med det store papegøjebur; så stateligt komponerede Eckersberg kun sjældent. Eckersberg havde vundet anerkendelse som portrætmaler; selve majestæten lod sig nu portrættere af ham. Frederik VIs familiebillede (Rosenborg) var i arbejde 1820-21, men der er forstudier til det fra 1819. Desuden kendes flere større og mindre portrætter af Frederik VI, dels egenhændige af Eckersberg, dels værkstedsreplikker. Men allerede sidst i 1820erne begyndte portrætbestillingerne at tage af, og til slut svigtede de næsten ganske. Eckersberg betragtede sig som "historiemaler"; efter den gængse opfattelse – udtrykt af G.F. Ursin – havde han dermed viet sig "den højere Malerkunst ... hvor Mennesket ... vises Handlende, stillet i rigtigt Forhold til Omgivelserne", medens "Dyrmaleriet, Landskabs- og Sømaleriet" ansås for at ligge i et lavere plan. Men "historiemaleriet" blev et bittert kapitel i Eckersbergs liv; han plagedes af uforstående pedanter som korrigerede historiebillederne under deres tilblivelse, og han havde ingen naturlige anlæg for med fantasi at komponere figurer. Eckersberg kom her i dobbelt forstand under tvang, og eftertiden har ikke kunnet dele hans glæde over disse arbejder. Til tronsalen på Christiansborg malede han ifølge slotsbygningskommissionens bestilling af 1817 fire billeder, nemlig to angående Christian I og to angående Frederik III. Det sidste blev fuldendt 1828, og kort efter var Eckersberg i aktivitet for at skaffe sig nye bestillinger. Dog ikke før 1833 opgav kommissionen emnerne til en ny serie: elefantordenens indstiftelse, landmilitsens oprettelse, dokkens indvielse under Christian VI og stavnsbåndets løsning. Arbejdet med disse afsluttedes 1841. Altertavler af Eckersberg (bl.a. i Frue kirke, Svendborg; Nyborg kirke; Sæby kirke ved Roskilde; Hornbæk kirke; Frbg. kirke) giver ligeledes et ufuldkomment indtryk af hans evner. Langt bedre lykkedes figurbilleder med genremotiv; her havde han det hårdt fornødne, men også sunde udgangspunkt at kunne studere virkeligheden. Et nydeligt eksempel på denne art er Fruentimmer på gaden i blæst efter regn, 1830. Dette billede købte kunstforeningen som ved sine tidligste indkøb var ham en god støtte; men også her blev han hurtigt stillet i skygge af andre, mest underordnede kunstnere.

Det blev i sømaleriet han øvede sin vægtigste indsats da portrætbestillingerne tog af. Han havde mange betingelser for at frembringe noget selvstændigt og betydeligt, og han udnyttede sine evner med friskhed, iver og grundighed. Han studerede virkeligheden med alle til rådighed stående midler. Først og fremmest var perspektivet en grundpille i hans arbejde med billedet. Sine matematiske kundskaber på dette felt nedlagde han i to til praktisk brug bestemte værker Forsøg til en Veiledning i Anvendelsen af Perspectivlæren, 1833 (optr. 1973) og Linearperspectiven anvendt paa Malerkunsten, en Række perspectiviske Studier med tilhørende Forklaringer (optr. 1978) formuleret efter hans anvisning af G.F. Ursin, 1841; hertil hører tavler med perspektiviske konstruktioner og gennemførte motiver i raderinger. Blandt disse raderinger finder man det bedste af Eckersbergs grafiske værk der ellers gerne faldt lidt tørt ud. På en af auktionerne (11.5.1854) efter hans død forekom et par perspektiv-kasser, adskillige perspektiv-rammer og et instrument til at udfinde horisontallinjen. Som et andet vidnesbyrd om den punktlighed hvormed Eckersberg iagttog omverdenen kan det nævnes at han daglig gjorde notater om vejr og vind. Og når vi nu vender os særlig til hans sømaleri skal det nævnes, at han ejede bøger om søvæsen og efterlod sig modeller af en storbåd, en sejlbåd, et ufuldendt skrog til en brig samt en konstruktion af skroget af et skib og flere kikkerter. 1839 ansøgte han kongen om at måtte følge med et af orlogsskibene til en engelsk eller fransk havn i Kanalen. Rejsen fandt sted i maj og juni 1839. Eckersbergs søbilleder har deres udspring i barndomsindtryk, og flere maritime motiver ses i arbejder fra før rejsen; men de blev atter taget op 1821 med En sejlbåd i vending ved strandbredden hvor det faste land endnu er et væsentligt led i motivet. Først lidt senere kommer de rene mariner som fx En fregat der saluterer, 1824. Herefter indtager sådanne emner – især kvalitativt – en væsentlig plads i hans kunst. Søens farve og bølgernes flugt virker med sand skønhed. Skibene giver billedet opbygning, og deres placering varieres med den fantasi som aldrig svigtede Eckersberg når han stod på virkelighedens grund. Hans senere mariner der bærer præg af en ældre mands svækkede syn er med urette blevet forkætret. De har ikke mere tegningens knivskarpe præcision, men farven giver med sin djærve tone en fornyelse. På landjorden fandt Eckersberg sjældnere anledning til at arbejde; han har i 20erne malet yndefulde skovstudier og 1830 det glimrende lille billede af egnen omkring teglværket Renbjerg ved Flensborg fjord. I sin gerning som professor ved kunstakademiet fik Eckersberg så stor og heldig indflydelse på eleverne som næppe nogen anden dansk kunstner. Han skulle her afvekslende med fire kolleger en måned ad gangen daglig indfinde sig på modelskolen og hver uge stille modellen og tegne "selv ét Stykke om Måneden, hvilket forbliver ved Academiet".

I øvrigt dyrkede Eckersberg ivrigt studiet efter nøgen model hvorom en række malerier, hvoraf flere i kunstakademiets samling, vidner. Men et lige så betydeligt og mere omfattende resultat af hans virksomhed udsprang af den mere eller mindre varige synsmåde han med sand autoritet fremelskede hos yngre kunstnere som Wilhelm Bendz, Constantin Hansen, Jørgen Roed, Christen Købke, M. Rørbye, Albert Küchler og flere. Wilhelm Marstrand var i sin ungdom stærkt afhængig af hans belæring. Så fast og klart havde Eckersberg lagt sin undervisning at dens principper faktisk gjaldt ved akademiet århundredet ud. Sønnen Carl Wilhelm Erling Eckersberg (15.9. 1808-27.11.1889) blev uddannet som kobberstikker. Efter læreår i Frankrig og Italien var han ansat ved Nationalbanken indtil 1871. Han har stukket en del portrætter.

Familie

Født i Blåkrog, Varnæs sogn, Nordslesvig, død i København (Garn.), begravet sammesteds (Ass.). Forældre: snedker, maler Henrik Vilhelm Eckersberg (1755-1817, gift 2. gang 1793 med Kirstine Jurgensdatter, 1763-1859) og Ingeborg Asmusdatter Nissen (1751-92). Gift 1. gang 1.7.1810 i København (Garn.) med Christine Rebekka Hyssing (Hissing), født 30.9. 1783 i København (Petri), død tidligst 1852, d. af tømrersvend Conrad Frederik Vilhelm Hyssing (gift 2. gang 1793 med Anna Margrethe Schwarz) og Louise Frederikke Falck (ca. 1756-92); ægteskabet opløst 1816. Gift 2. gang 8.2.1817 i København (Frue) med Julie Elisabeth Cathrine Juel, født 23.11.1791 sst. (Garn.), død 19.4.1827 sst. (Garn.), d. af maleren Jens Juel (1745-1802) og Rosine Dørschel (1771-1831). Gift 3. gang 7.5.1828 i København (Frue) med Susanne Henriette Emilie Juel, født 27.8.1793 sst. (Garn.), død 30.12.1840 sammesteds (Garn.), søster til 2. hustru.

Udnævnelser

R. 1829. DM. 1840.

Ikonografi

Mal. selvportr. ca. 1807 og ca. 1811 (St. mus.), efter det sidste tegn. af F. Henningsen (Fr.borg) som forlæg for træsnit 1882. Tegnet selvportr. ca. 1811 (St.mus.). Buste af Thorvaldsen, 1816 (Thorvaldsens mus.), kopi af O. Evens (kunstakad.). Tegn. af R. Suhrlandt ca. 1816 (Nationalgalerie, Berlin). Min. af C. Petersen, 1829 (Fr. borg). Mal. af C.A. Jensen, 1832 (St.mus.), tegn. af samme. Tegn. af C. Købke, 1832 (St.mus.). Afbildet på mal. af Marstrand, 1834 (Fr.borg). Mal. af Emil Bærentzen, 1835 (Jægerspris). Mal. af Marstrand, 1836, stukket af Erling Eckersberg, 1843, gengivet i en række træsnit, bl.a. af H.P. Hansen, 1882, og i en tegn. af F. Henningsen (Hirschsprung) og brugt af H. Conradsen som forlæg for medalje 1883. Tegn. af C. Peters, 1838 (St.mus.) og afbildet på sammes tegn. af Thorvaldsens hjemkomst 1838. Afbildet på billederne fra salvingen 1840 af S. Schack (St.mus.) og J.V. Gertner (Rosenborg). Tegn. af Gertner, 1842 (Kunstforen. i København), litograferet af Gertner selv 1843, kopieret i litografi 1869. Mal. af C.A. Jensen, 1844 (Fr.borg). Tegn. tilskrevet A.A. Müller (Fr.borg). Afbildet på Sonnes frise 1846-48 (Thorvaldsens mus.). Mal. af Gertner, 1850 (kunstakad.), mal. af samme udst. 1854. Tegn. tilskrevet P.C. Skovgaard (Fr.borg). Satiriske tegn. af N. Habbe. Relief af J.A. Jerichau, 1855 (på Garnisons k.). Tegn. af C. Peters til monument sst. Statue af L. Prior, 1862. Statuette af J. Hermansen ca. 1863. Statuette af O. Evens (Hirschsprung), statue af samme 1865 (udstillingsfonden, Charlottenborg). – Mindesten i Blåkrog.

Bibliografi

Kilder. Breve i Det 19. årh. III, 1876 38-62, III.tid. XVIII, 15.7. og 22.7.1877, Museum, 1894 II 188-202. C.W. Eckersberg i Paris. Dagbog og breve 1810-13, udg. H. Bramsen, 1947. Breve og dagbøger fra Rom med indledn. og noter i Medd. fra Thorvaldsens museum 1973, 1974 6-129 ved H. Bramsen og A. Raft.

Lit. Constantin Hansen i Danmarks illustrerede almanak 1856 96-100. Ph. Weilbach: Maleren Eckersbergs levned og værker, 1872. E. Hannover: Maleren C.W. Eckersberg, 1898 (m. værkfortegn.). Julie Eckersberg: Optegn, om hendes fader C.W. Eckersberg, 1917. M. Galschiot i Kunstmuseets årsskr., 1918 13-63. P. Grove sst. 1919, 1920 41-54. P. Hertz i Sønderjylland II, red. Sv. Dahl og A. Linvald, 1919 256-82. S. Jürgensen i Samleren 1, 1924 57-59 72f 102f 137-40; II, 1925 4f; IX, 1932 20-26 40-46 65-74 105-09 113-25 156f 185-92. P. Johansen: Den danske malerkunsts fader C.W. Eckersberg, 1925. E. Zahle: C.W. Eckersberg, 1945. H. Bramsen i Guldalderen i da. kunst, red. Bo Lindwall, 1964 = Årsbok for svenska statens konstsaml. XI. P.J. Nordhagen i Nord.t. för vetenskap, konst och industri VIL, Sth. 1968 10-30. H. Bramsen i Medd. fra Thorvaldsens museum, 1970 38-47. Samme: Om C.W. Eckersberg og hans mariner, 1972. A. Brenna i Kunst og kultur LVII, 1974 83-102. Inger Hjorth Nielsen i Kunstmuseets årsskr. 1975, 1976 103-18. Jette Kjærboe sst. 119-64. Niels Winkel: Naturstudiet i C.W. Eckersbergs marinemaleri, 1976. Papirer. Selvbiogr. optegn., breve, dagbøger og meteorologiske optegnelser 1826-51 ("vejrdagbøger") i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig