C.D. Gebauer, Christian David Gebauer, 15.10.1777-15.9.1831, maler. Født i Neusalz an der Oder, død i Århus, begravet sst. Som barn kom G. med moderen til Christiansfeld og blev derved dansk undersåt. På grund af sine gode evner blev han sat til bogen, men en døvhed der var opstået allerede i hans tredje år efter mæslinger tog således til at han måtte opgive studierne, og da han havde røbet anlæg for tegning rejste han 1800 til Kbh. for at uddanne sig til maler ved kunstakademiet. Her blev han elev af C. A. Lorentzen og udstillede 1802 en kopi af dennes Hertha, men kastede sig snart efter på egen hånd over landskabsmaleri og dyrmaleri hvor han søgte forbilleder i ældre hollandsk kunst der var tilgængelig for ham. På akademiet var han ikke avanceret længere end til gipsskolen; men hans udstillede arbejder vakte Nicolai Abildgaards opmærksomhed og vandt ham en varm beskytter i grev Chr. Ditlev Reventlow (1748-1827). 1806-08 og senere påny 1811-13, 1820 og 1826-27 understøttedes han af Fonden ad usus publicos. Han søgte også kgl. rejseunderstøttelse og blev her anbefalet af akademiet der mente at kende "Wouwermans Maner" i hans arbejder, men opnåede dog først en sådan 1813. Han rejste til Dresden for at se krigen på nært hold. Navnlig fængslede kosakkerne ham, og han gav i en række raderinger som han udførte på rejsen livfulde skildringer af de vilde stepperyttere på deres små, langhårede heste. Han var hjemme igen 1814 og foreviste akademiet en kopi efter Frans Snijders og nogle skitser uden dog at blive agreeret på disse arbejdet; dette skete imidlertid 1815 med billedet Kvæg, der søger Hvile. Allerede s.å. opnåede han medlemsbolig på Charlottenborg og 1817 200 rdl. årlig af kongens kasse. Den almindelige anerkendelse han efterhånden havde vundet deltes ikke mindst af N. L. Høyen der i sin udstillingsanmeldelse fra 1828 priste hans stemningsvækkende naturskildringer. I en årrække foretog han kun, mindre rejser her i landet, navnlig til Fr.borg hvis stutteri optog ham meget. Først 1826-27 rejste han på ny til udlandet (München og Wien). 1828 slog han sig ned i Århus. Svagelighed, hustruens og flere af hans børns død samt økonomiske vanskeligheder gjorde hans sidste år triste. G. døde kort før den ny skole af landskabs- og dyrmalere med bl.a. J. Th. Lundbye og P. C. Skovgaard begyndte sin virksomhed, og han fik ingen betydning for dem. Blandt hans elever skal dog fremhæves J. V. Sonne.

I modsætning til den yngre generation der kombinerede studierne af den ældre hollandske kunst med egne naturiagttagelser er G. kun en svag, uselvstændig efterligner af de gamle nederlændere. Samtidig finder man i hans værker endnu reminiscenser af 1700-tallets dekorative farve- og billedvirkninger. – Blandt hans raderinger kan nævnes kosakbillederne, de rejsende kunstnere og fire emner af Reineke Foss; endnu i sit dødsår begyndte han på en temmelig stor plade som han dog ikke nåede at få fuldført. Et par rækker af hans raderinger er udgivet af Kunstforeningen i Kbh. I stentryk udkom Det kgl. danske Stutteri i Frederiksborg (4 hæfter, 1822-27). – Tit. professor 1830.

Familie

Forældre: forstander og præst ved brødremenigheden i Neusalz, senere præst ved samme i Barby ved Magdeburg Johan Christian G. (1728-85) og Maria Elisabeth Rupprecht (1742-1822). Gift 11.1.1807 i Kbh. (Frue) med Mariane Høegh, født ca. 1780, død 27.3. 1827 i Kbh. (Fred. ty.), d. af Anders Jensen H. og Johanne Svendsdatter. – Far til J. C. Gebauer.

Ikonografi

Min. af F. Lund, 1818. Min. af C. Horneman (Rosenborg). Selvportr., mal. (Den gi. by, Århus) og tegn., efter denne to litografier. Litografi af L. Fehr. Maj. af C. Købke ca. 1829 (St.mus.), flere tegn. af samme (sst., Fr.borg). Relief af H. E. Freund (glyptoteket, gravmælet, 1836).

Bibliografi

Dagen 28.9.1831. N. L. Høyen: Skrifter, udg. J. L. Ussing. I, 1871 73f. Jul. Lange: Nutidskunst, 1873 38-40. H. Bramsen: Landskabsmaleriet i Danm., 1935 18 31f 65. Christiansborg slot, red. Kr. Hvidt m.fl. II, 1975.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig