Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bernhard Middelboe

Oprindelig forfatter HSHend
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Bernhard Middelboe, Bernhard Ulrik Middelboe, 31.3.1850-12.11.1931, maler, reproduktionstekniker. Født i Ribe, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). M. sattes 1867 i lære hos murermester Prahl i Kbh. og kom efter at have tegnet hos C. V. Nielsen ind på kunstakademiet okt. s.å. Her gik han til han tog afgang som maler 1876. Med Mogens Munk tager Afsked med Christian II. efter at have ladet Opsigelsesbrevet ligge i sin Handske konkurrerede han forgæves om den Neuhausenske præmie 1875, men vandt den 1877 for Ewalds sidste Dag. Sammen med Viggo Johansen, P. S. Krøyer og andre havde han i sommeren 1873 været på studieophold i Hornbæk. 1877-78 opholdt han sig et års tid i Frankrig hvor han søgte Léon Bonnats atelier i Paris, bl.a. omgikkes L. Tuxen og Krøyer og i begyndelsen af 1878 boede sammen med Karl Madsen og Holger Drachmann ved Saint-Briac i Bretagne. 1880-91 drev M. sammen med sin hustru dennes fødegård i Flundrarp ved Arildsläge, samtidig med at han dyrkede malerkunsten. M. malede mest genrebilleder og portrætter (fx portræt af marinemaleren Carl Neumann, Udstillingskomiteen ved Charlottenborg og af grev Ludvig Holstein, Ledreborg; folketinget), tillige med nogle landskaber og udstillede på Charlottenborg 1875-77, 1879-87, 1889, 1891-92, 1915-16, 1918-19 og 1932. Han hørte til den gennembruds-generation for hvem det, for at bruge et ord af Karl Madsen, gjaldt om "at gøre os Arbejdet vanskeligere". Skønt han havde vakt opmærksomhed, især ved sine portrætter, kunne han ikke tilfredsstille de strenge kunstneriske krav han stillede til sig selv, og da bogtrykker Fr. Hostrup Schultz tilbød at starte en reproduktionsanstalt med ham som leder, rejste M. til Paris hvor han hos firmaet Photogravure Vitou satte sig ind i de nye fotomekaniske reproduktionsmetoder, og efter hans hjemkomst grundlagdes 1891 Bernh. M.s Reproduktionsanstalt som M. blev indehaver af 1897 efter Schultz' død. 1899 omdannedes virksomheden til et aktieselskab under navnet Dansk Reproduktionsanstalt, men 1912 fratrådte M. direktionen og grundlagde et nyt firma med det oprindelige navn sammen med sin søn Einar Middelboe der efter faderens død førte virksomheden videre.

M. hørte til blandt sit fags pionerer; han måtte selv gennemprøve de forskelllige moderne metoder efterhånden som de kom frem, og da hans uddannelse som kunstner fik ham til at stille fordringerne til den nøjagtige gengivelse højt, er det ikke uden grund at hans virksomhed kom til at høre til de mest ansete inden for faget. Hans kolleger valgte ham da også til deres første formand, da det 1903 lykkedes at samle det nye fags udøvere i en principalforening.

Familie

Forældre: toldkasserer, justitsråd Christian M. (1805-87) og Caroline Christiane Giörtz (1831-75). Gift 1.6.1880 i Kbh. (Jac.) med Hilda Horndahl, født 21.10.1852 i Flundrarp, Skåne, død 26.3.1924 på Frbg., d. af skibskaptajn Hans Nilsson H. (1820-59) og Mathilda Hoberg (1822-79). - Far til Nils M. Bror til Chr. G. M.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Constantin Hansen 1875-76. Afbildet på P. S. Krøyers mal. af malerskolen (Skagens mus.) og musik i atelieret, 1886 (Nasjonalgalleriet, Oslo), gentagelse 1887 (Hirschsprung). Tegn. af Viggo Johansen. Selvportræt. Foto.

Bibliografi

[B. M. og Charles Hansen:] Reproduktionsanstalternes principalforen. gennem 25 år, [1928]. Berl. tid. 13.11.1931. Sig. Schultz i Nyt t. for kunstindustri IV, 1931 192. Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen 11, 1938.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H. S. Hendriksen: Bernhard Middelboe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294338