Axel Salto

Axel Salto, Axel Johannes Salto, 17.11.1889-21.3.1961, maler, grafiker, keramiker. Født i Kbh. (Garn.), død på Frbg., begravet sst. (Frbg. ældre kgd.). Efter en klassisksproglig studentereksamen 1907 kom S. på Teknisk skole under Holger Grønvold som forberedelse til akademiet. Her blev han optaget januar 1909 og fik afgang 1914; Julius Paulsen var hans lærer, men det var P. Rostrup Bøyesen der fik den største betydning for hans udvikling. Allerede 1911 udstillede han i Foreningen ung kunst (hos Kleis) og derefter på Kunstnernes efterårsudstilling 1913–21, Charlottenborgs forårsudstilling 1914–15, Den frie udstilling 1916–19 og på Grønningen 1934 og 1936–46. S. var deltager i en lang række af udstillinger hjemme og i udlandet, var medstifter af gruppen De fire (Svend Johansen, Karl kLarsen, Vilh. Lundstrøm og S.) og deltog i deres udstillinger 1921–28. S. afholdt separatudstillinger fra 1922 og større retrospektive udstillinger bl.a. 1949 (Charlottenborg) og 1959 (Kunstforeningen). På grund af slægtskab med Christiansøs kommandant kom S. dertil allerede som konfirmand og dannede fra 1911 s.m. Harald Giersing, Karl Isakson, Mogens Lorentzen og andre en kunstnerkoloni på øen. I 1915–16 rejste han til Norge og Island på et akademistipendium, 1916 opholdt han sig i Frankrig, og 1920 rejste han s.m. Vilh. Lundstrøm i Italien. 1922–24 og 1926–28 opholdt han sig i Sydfrankrig (Bormes og Cagnes, s.m. Svend Johansen, Karl Larsen og Vilh. Lundstrøm), 1937–38 og 1951 i Paris.

S. var fra drengeårene optaget af den græsk-romerske myteverden med dens sanseglæde og dens dæmoni. Hans første malerarbejder (Bacchus og Ariadne, 1914 og Adam giver dyrene navne, 1915) var heroiske figurkompositioner. Det gjaldt både S. og den jævnaldrende malerkammerat J. A. Jerichau at den store stil i deres værker fra disse år skyldtes Vilh. Wanschers fortolkning af italiensk kunst. Mere afgørende indtryk på S. gjorde dog mødet i 1916 med den franske (og tyske) ekspressionisme og med kubismen i Paris. Her opsøgte han Henri Matisse, traf i atelieret i rue Schoelcher Pablo Picasso der på en udstilling viste ham "Les demoiselles d'Avignon". I Paris fortsatte han desuden venskabet og samværet med J. A. Jerichau indtil dennes tidlige død. S. vendte hjem til Kbh. fyldt af revolutionære tanker, som fik udtryk både i maleri (Søstrene, 1917), grafik (illustrationer til Ovids Elskovskunsten, 1917, oversat af Walt Rosenberg, og Forvandlingerne, 1918, oversat af samme), og i Klingen, et kunsttidsskrift han udgav for egne midler. Polemisk og uforfærdet foldede han sig her ud i kamp for farvens dekorative anvendelse, for strenge linier og syntetisk form, og gav samtidig tidsskriftet en udtryksfuld grafisk holdning. Hans produktion var stor og omfattede opstillinger (Opstilling med kurv, skål og frugter på et bord, 1921, Statens museum for kunst), både i maleri og træsnit. Efter sin hjemkomst 1928 arbejdede S. stadig med store kompositioner som Drikkerne, 1935 og Hjortekamp, 1938 der af akademiet tildeltes Eckersbergmedaljen. S.s dekorative evner blev brugt i en række rumudsmykninger: et forsøgsrum (s.m. Poul Henningsen) på Kunstnernes efterårsudstilling 1921 (genopstillet i Nordjyllands kunstmuseum 1979), i Dansk Dampskibsrederi i Amaliegade (1925, ikke bevaret), et biblioteksrum på verdensudstillingen i Paris (1925) og i Dansk ingeniørforening (1935, ødelagt under bombardement i 1945). Efter en langvarig polemik om restaureringen ledede han 1952–59 i samarbejde med unge kunstnere genskabelsen af Jørgen Sonnes farvepudsfrise på Thorvaldsens museums ydermure. I 1953 benyttede han farve-pudsteknikken i sin udsmykning af Statsanstalten for Livsforsikring (Nyropsgade-Kampmannsgade).

Det er dog uden for maleriets område, som skribent, grafiker og keramiker at S. har givet de originaleste bidrag til dansk kunsthistorie. Han var en ildfuld og munter instruktør af sin generations kunstneriske kamp og talsmand for dens teorier. Som skribent var S. desuden en begavet formidler af sin egen kunst. Han var oftest en tilhænger af frugtbare særstandpunkter og udtrykte sig medrivende på et dansk af stor lyrisk skønhed og klarhed. – I sin grafik søgte han først og fremmest til den klassiske fabelverden, og foruden illustrationerne til Ovid skar han træsnit til Apuleius' Det gyldne Æsel, 1942 (oversat af Otto Gelsted) og til Sapfo's Digte (en camaieu, dvs. med en kombination af sorte og farvede plader; 1943, oversat af Thøger Larsen). Desuden illustrerede han en række af egne skrifter, der enten var digtning som eventyrfortællingerne Kusais Hændelser, 1934 (træsnit) og Galsindet Tyrkfaar klare Øjne, 1935 (litografier) eller analyser af S.s egen kunst, som Salto's Keramik, 1930 (træsnit), Salto's Træsnit, 1940 og mange flere. Hans grafiske ekspressionisme forenede sig i disse skrifter med papir og typografi til et karakterfuldt hele. Han udførte desuden mønstrede bogbindspapirer og tegninger til trykte stoffer. Desuden illustrerede han Otto Gelsteds gendigtning af Homers Odysseen, 1954 og Iliaden, 1955. Det materiale der talte stærkest til hans stoffornemmelse, var dog det keramiske ler. Hans tidligste arbejder skyldtes en opfordring fra Harald Bing og Emil Hannover. Med tanke på verdensudstillingen i Paris 1925 ønskede Bing & Grøndahl at bringe noget nyt, noget andet end det naturalistiske underglasurmaleri. Hannover pegede på forbilleder i kinesisk porcelæn fra Mingperioden, og S. udførte sammen med fabrikkens kemiker H. A. L. Madslund en række krukker og skåle med emaljeglasurer på porcelæn, "émailles sur biscuit", i stærke farver, især turkisblåt. 1929 begyndte S. en stentøjsproduktion i samarbejde med keramikeren Carl Halier (fra Den. kgl. Porcelainsfabrik) i dennes værksted i Frederiksberg Bredegade, og fortsatte senere hos Nathalie Krebs. Fra 1933 arbejdede S. i Den kgl. Porcelainsfabriks stentøjsværksted s.m. fabrikkens kemikere, der skabte glasurerne, og han vandt 1937 Grand prix på verdensudstillingen i Paris, 1951 på triennalen i Milano.

S. gav selv sine stilfaser navne. Tidligst er "den riflede stil", hvis hovedvirkning er modsætningen mellem et ornamenteret ydre og et glat indre, "funktionel som en Frugtskal og simpel som et Pilgrimsværktøj" (S. i Keramikens Væsen, 1946). Derefter fulgte "den knoppede stil", bygget på erindringen om kastanjens piggede skal, om ananas og eukalyptusfrugter. Til sidst "den spirende stil", der henter sine motiver fra naturens stadige forvandlinger og vækst, fra knopper der udfolder sig, og løg der spirer. Ved indskæringer eller toppe i stentøjsmassen gav han glasuren mulighed for at fortætte sig eller at fortyndes, og det var denne dialog mellem glasur og skærv han søgte. Han udførte enkelte keramiske skulpturer (Antilopehoved, 1930, Kunstindustrimuseet), og formede i det hele taget sine krukker og vaser som en billedhugger. Han ville skabe kunst af håndværket og lade det bringe et budskab; kunstværket "skulde som en Radiator indlægges i moderne Hjem, saa kunde man først tale om Funktionalisme" (S. i Nyt Tidsskrift for Kunstindustri, januar 1932). – S.s første hustru Kamma Salto uddannedes 1909–14 på kunstakademiet og udstillede på Kunstnernes efterårsudstilling fra 1913, på forårsudstillingen på Charlottenborg fra 1914.