Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anna Syberg

Oprindelig forfatter SiSch
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Anna Syberg, Anna Louise Birgitte Syberg, 7.1.1870-4.7.1914, maler. Født i Fåborg, død i Kbh., begravet i Fåborg. S. står inden for den fynske malerkreds med et vemodigt erindringsskær i kraft af sin personlighed og følsomme maleriske evne. Også hun droges til malerkunsten i barndomshjemmet, hvor de alle var malere, både faderen og begge brødrene, og hvor mange unge malere færdedes, således hendes tilkommende mand og svogeren Karl Schou. Faderen blev hendes første lærer. Derefter gik hun på Teknisk skole i Fåborg 1884–86, fik undervisning i Kbh. vinteren 1889–90 hos billedhuggeren L. Brandstrup og maleren Karl Jensen og var en tid ansat på Den kgl. Porcelainsfabrik. Bortset fra nogle få figurbilleder har hun udelukkende malet blomster, især hyacinter og gammeldags stærkt farvede blomster som gyldenlak, levkøjer og georginer, sjældnere i olie, overvejende i akvarel der var hendes egentlige materiale, undertiden gennemtegnet med pen og tusch efter hendes mands eksempel. Det der drog hende til maleriet var ikke blot kærlighed til blomster, men fuldt så meget det maleriske moment. Som naturligt er øvede hendes mand megen indflydelse på hendes kunst, men hvor hun er bedst og i alt fald i de seneste arbejder er hendes farvesans mere indtrængende, hendes behandling af malerisk stofvirkning i akvarellen intensere og tættere end hans, og hun bevarede sin evne usvækket til trods for at hun i perioder måtte opgive kunsten til bedste for sit hjem. Med sin ædle personlighed blev hun sin mand en trofast model for talrige tegninger, akvareller og oliemalerier. Hun er moderen i hans illustrationer til H. C. Andersens Historien om en Moder, vel den skønneste fremstilling af moderkærlighed som dansk kunst ejer. – S. udstillede på Charlottenborgs forårsudstilling 1898–1910, 1913 og Kunstnernes efterårsudstilling 1909 og 1913, men det var først Kunstforeningens mindeudstilling febr. 1915 der ret viste hendes høje værd som blomster- og akvarelmaler. Arbejder af hendes findes i kunstmuseet, Hirschsprungs samling og Fåborg museum.

Familie

Forældre: maler Peter Syrak Hansen (1833–1904) og Marie Birgitte Rasmussen (1831–90). Gift 24.4.1894 i Ørsted, Ramsø hrd., med maler Fritz S., født 28.7.1862 i Fåborg, død 20.12.1939 på Pilegården ved Kerteminde, s. af brænderibestyrer Franz Friedrich Anton Ernst (Freiherr von) S. (1828–64) og Johanne Maria Jacobsen (1833–81). -Mor til Franz S. Søster til Peter Hansen (1868–1928).

Ikonografi

Afbildet som barn på mal. af Peter Syrak Hansen, 1872. Afb. på mal. af Peter Hansen, 1893 (Göteborg kunstmus.) og s m. Fritz Syberg på mal. af Nic. Lützhøft, 1893 (Fåborg mus.). Buste af Fritz Syberg, 1893, i marmor af Hans Syberg, 1914 (Fåborg mus.). Tegn. af Fritz Syberg, 1894 (kobberstik-saml.), 1898, 1900, 1901 m.fl. Akvareller af samme 1895, 1896, 1897, flere 1910 (bl.a. kobberstik-saml.). Mal. af samme 1895, 1896, 1898–99 (St. mus.), 1907, 1909, 1910 (Fåborg mus.). Træsnit af samme. 1915. Radering af samme. Mal. af Karl Isakson. Foto.

Annonce

Bibliografi

A. S. Udstil!., Kunstforen. febr. 1915, m. biografi af Ernst Goldschmidt. Leo Swane: Fåborg museum, 1932 = Kunst i Danm. ny r. V. Poul Uttenreitter: Fritz Syberg, 1935 Kær 151f. De kvindelige fynbomalere, m. introd. af Eske K. Mathiesen. Udstill. Tranegården, 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sigurd Schultz: Anna Syberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298049