Anna Munch, Anna Elisabeth Munch, 18.6.1876-9.11.1960, maler. Munch kom fra et hjem rigt på kultur, beskrevet af hende selv i bogen Et nordisk Digterhjem. Andreas og Amalia Munch 1862-1884, 1954. Hun viste tidligt evner for kunsten og fik privatundervisning inden hun 1893-94 tog til Italien og Paris hvor hun modtog undervisning af nogle af tidens anerkendte malere på Académie Julian. Af betydning for hendes senere virke som vægdekorationsmaler blev mødet med Puvis de Chavannes kunst. I København var hun 1895-97 elev af Julius Paulsen og tog 1909-10 et semesters undervisning på kunstakademiets dekorationsskole for at studere freskoteknik. Hun foretog livet igennem talrige rejser til Frankrig, Italien, Sverige og Norge.
Munch deltog i mange udstillinger efter sin debut 1898 på Charlottenborgs forårsudstilling, bl.a. Kunstnernes efterårsudstilling, Den frie, Baltiska utstallningen i Malmö 1914, Forumudstillingen 1929 og på udstillinger arrangeret af kvindelige kunstnere. Separatudstillinger hos kunsthandlere, bl.a. Chr. Larsen og Bach, og på Charlottenborg 1948. M. har dels malet landskaber med figurer, inspireret af Fynboerne, dels religiøse og dekorative fresker under påvirkning fra italiensk ungrenæssance og Joakim Skovgaard.
Der er kalkmalerier af Munch i bl.a. Fyns forsamlingshus (1910) og Ansgar kirkes menighedshus, begge i Odense, og altertavler i kirkerne i Sejlstrup og Hjortdal i Jylland og Espe, Mesinge, Højby og Ringe på Fyn samt i Lindevangskirkens menighedshus på Frederiksberg. Til Ringe kirke har hun udført et granitrelief af den gode hyrde. Munch var også virksom som bogillustrator og har tegnet til Sophie Breums Kongebørn, 1904 og Dorte og Per Døvnælde, 1924 samt til S. Tvermose Thyregods Sagn og Historier om danske Mænd og Kvinder I-UI, 1920-22. 1941 modtog hun Tagea Brandts legat. Munch er repræsenteret i kunstmuseerne i Maribo, Ribe og Vejen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.