Albert Mertz

Albert Mertz, Albert Axel Tonndorff Mertz Nielsen, 31.1.1920-30.12.1990, maler. Albert Mertz gjorde tidligt entré i kunsten. Han var kun 16 år da han 1936 debuterede på Kunstnernes efterårsudstilling, og s.å. kom han på kunstakademiet hos professor Aksel Jørgensen. Fra akademiårene stammer en række malerier der vidner om Albert Mertzs optagethed af virkelighedens motivverden og den kunstneriske tradition der herhjemme gik ud fra C. W. Eckersberg. Hurtigt grebes M. dog af den moderne kunsts forskellige retninger, men letpåvirkeligheden anfægtede ikke en personlig grundsubstans der var farvet af legelyst og provokationstrang. Under anden verdenskrig og årene derefter arbejdede Albert Mertz flittigt med filmen. Produktionen indledtes med et par eksperimenterende kortfilm som Albert Mertz skabte i samarbejde med Jørgen Roos, Flugten, 1942 og Hjertetyven, 1943. Albert Mertz lavede yderligere 32 film. Den seneste film i rækken So ein Ding muss ich auch haben fra 1961 blev financieret af Asger Jorn. Arbejdet med film førte naturligt over i brugen af fotografi, kollager, kunstnerisk udnyttelse af postkort m.m. Nu genoptoges også maleriet, og fra begyndelsen af 50erne dyrkede han et konstruktivt og non-figurativt præget maleri over virkelighedsindtryk, dog afbrudt af et kort spontant-ekspressionistisk udbrud omkring 1958. Et af hans fineste værker fra begyndelsen af 50erne er det store, til udsmykning tænkte maleri Fløjtemanden der tilhører Holstebro kommune.

I de følgende år arbejdede og udstillede Albert Mertz flittigt, bl.a. på Martsudstillingen, Grønningen, Den frie samt Réalités Nouvelles i Paris. Produktionen spænder over et bredt register, han lavede objekter, kollager, assemblager, fotomontager, tegninger, linoleumssnit, malerier m.m., det hele båret af en idérig, uortodoks tolkning af virkeligheden. Bag det tilsyneladende gavtyvefilosofiske i hans udtryksmåde lå dog en alvorlig skepsis over for de traditionelle billedkunstgenrers bæredygtighed. I en lang periode omkring slutningen af 70erne tilspidsede hans kunst sig i en interesse for den blå og røde farves sammenstød i enkle, klare farveflader. Fra 1980 arbejdede han sammen med den amerikanske konceptkunstner Lawrence Weiner og sammen udførte de flere installationer. Fra 1982 udførte han installationer sammen med hustruen Lone Mertz. Blandt hans sidste værker kan nævnes dørpartier til folketingets restaurant, 1989 og et gavlmaleri i Boltens gård, København, 1990.

Albert Mertzs virksomhed omfattede også kunstskribentens arbejde. 1979-90 var han professor i malerkunst ved kunstakademiet i København.

Ved forskellige lejligheder skrev han engagerede og veloplagte artikler om film, kunst og kunstneriske spørgsmål, bl.a. i Louisiana-Revy, Louisianas årbog 1959 og i tidsskriftet Signum 1961-64. Albert Mertz var i perioden 1963-77 bosat i Paris. Ud over repræsentationen i en lang række offentlige samlinger herhjemme er Albert Mertz repræsenteret på Moderna museet i Stockholm, Göteborgs konstmuseum og Nasjonalgalleriet i Oslo. Han modtog bl.a. følgende æresbevisninger: Oluf Hartmanns mindelegat 1956, Eckersbergmedaljen 1964, Larsen Stevns legat 1970 og Thorvaldsen-medaljen 1988.