• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aksel Jørgensen

Oprindelig forfatter OWivel

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Aksel Jørgensen, Karl Axel Jørgensen, 3.2.1883-9.6.1957, maler. Aksel Jørgensen som var en af de betydeligste teoretiske malerbegavelser i dansk billedkunst i 1900-tallet fik selv ingen grundig uddannelse. Han stammede fra et arbejdermiljø og blev sat i malerlære, blev svend 1901 og gik derefter en tid på tegneskole hos Frede Aamodt. Yderligere uddannelse fik han aldrig. Han måtte forlade sig på sine medfødte rige anlæg, sine dybtgående selvstudier og den stædige frygtløshed som alle dage karakteriserede ham som menneske og kunstner.

Billeder af Jørgensen kendes fra århundredskiftet, men først 1908 debuterede han på Kunstnernes efterårsudstilling, bl.a. med de i 1907 malede provokerende figur- og miljøstudier fra prostitutionen i Holmensgadekvarteret. De placerede ham som underklassens og undertrykkelsens socialrealistiske skildrer. Billederne er malet med indignation og varm forståelse, men tillige med et vågnende nøgternt begreb om de kunstneriske udtryksmidler. Både i komposition, farve og valør peger de frem mod hans mere artistisk betonede arbejder som fx det monumentale, poetisk-realistiske Dansesalonen Aftenstjernen, 1908, Forstad, 1909 og det intime studie i pastel En Vaskerkone samme år. Jørgensens foretrukne motivverden var endnu den samme, men hans optagethed af fransk impressionisme og Edvard Munch førte ham ud over det naturalistisk-skildrende og indignationsmaleriet. Som proletariatets talsmand virkede han med sin ypperlige tegnekunst, bl.a. i tidsskriftet Gnisten (1907–08) under Jens Pedersens redaktion og som illustrator af Christian Engelstofts Svig og List (1909) samt Vilhelm Bergstrøms københavner-roman En haard Negl (1921). Men sit gennembrud fik han med den række billeder han malede til Lorry Feilbergs forlystelsesetablissement i Allégade på Frederiksberg med motiver fra Holger Holger Drachmanns liv og digtning. Allerede Drachmanns begravelse, der formede sig som en landsomfattende sørgefest, satte hans fantasi i voldsom bevægelse, og de billeder han malede - D/S Kong Haakons Ankomst til Frederikshavn med Drachmanns Urne 26.1.1908, Drachmanns Urne og Ligtog passerer Krøyers Æresport ved Hvide Fyr og Drachmanns Urne og Ligtog passerer Klitterne ved Nordstrand (alle fra 1908) - indvarslede opbruddet fra den sociale indignationskunst. De er på én gang reportage og historisk dokumentarisme, udført med overlegen artistisk dygtighed i den præcise gengivelse af farve og lys. Disse figurrige lærreder lagde op til billederne hos Lorry omkring det centrale motiv Drachmann kommer til Himmeriges Kro, 1912, som ved farvens glød og den fantasi, hvormed kompositionen blev gennemført, er et hovedværk i dansk historiemaleri. Jørgensen har helt åbenbart udfoldet en anden side af sit temperament og sine kunstneriske ambitioner med denne romantiske motivkreds end i sine ungdomsarbejder.

1910 foretog Jørgensen en udenlandsrejse bl.a. til Paris hvor mødet med Cézanne blev skelsættende for hans udvikling og den manddomsgerning han øvede både som maler og (fra 1920–53) som professor ved kunstakademiet. En søgende usikkerhed, tilspidset i en personlig krise, gjorde en årrække hans maleri til en slags laboratorieundersøgelse af selve det kunstneriske sprog og dets udtryksmuligheder som gav sig markante og rigt varierede udtryk i den senere fase af hans liv. Det blev fra 20ernes slutning farvernes og tonaliteternes selvstændige rumskabende funktioner han arbejdede med som fx i Atelier, 1929, Opstilling med Tepotte, 1931 og Nøgen ung Pige, 1935. I stedet for den perspektiviske opfattelse af billedrummet skabte han det ved retningsangivelser i billedplanet og forholdene mellem de farvede flader. Hovedværkerne inden for dette på én gang abstrakte og motiviagttagende maleri og studiet af billedelementernes geometriske og farvemæssige funktioner er Opstilling med Kavalet, 1938, Opstilling med Krukke og Pensler, 1939 og Opstilling i Interiør, 1940. Billederne virkede udfordrende ikke mindst ved den hidsige koloristiske effekt som kontrasterne mellem gult og violet fremkaldte. De blev noget nedladende karakteriseret som malerkunst for kunstmalere. Som lærer fik Jørgensen da også en indflydelse på sine elever der kun kan sammenlignes med C.W Eckersbergs og Kristian Zahrtmanns.

Annonce

Men ikke mindre betydning fik han som leder af kunstakademiets grafiske værksted hvis elever lærte af hans egne gradvis tilkæmpede erfaringer både med tegning, træsnit og radering. En række træsnit fra årene omkring 1910 – foruden illustrationerne til Adam Oehlenschlägers Nordens Guder (1928) – er mesterværker inden for denne disciplin. Hans raderkunst karakteriserede Karl Madsen som den første danske der behandlede håndværket i fuldt moderne ånd. Ud over sit arbejde som kunstner og pædagog påtog Jørgensen sig en pionergerning ved sammen med N. Jacobæus og Harald Rue at indstifte Kunst i Skolen, en række vandreudstillinger af moderne dansk maleri hvortil han bidrog med foredrag for de ofte undrende skoleelever der her for første gang fik en rent kunstnerisk og ikke blot kunsthistorisk introduktion til samtidig billedkunst. Han tvang opmærksomheden bort fra motivet og det fortællende indhold hen imod billedelementernes selvstændige liv. I dette arbejde var han forud for sin tid, ligesom han med sin egen på én gang tørre og lidenskabelige sene kunst indvarslede det konstruktive abstrakte maleri i Danmark.

Familie

Forældre: maskinsmed Mathias Jørgensen (1859–1924) og Maren Christensen (1858–1938). Gift 9.8.1910 i København (Aldersro) med Christine Sophie Carlsen, født 18.1.1888 i København (Jac), død 30.12.1966 i Skodsborg, d. af gartner Peter Carlsen (1859–1925) og Kirsten Mogensdatter (Mogensen) (1859–1949).

Udnævnelser

R. 1926. DM. 1933. K2. 1943.

Ikonografi

Selvportræt: mal. 1902, 1907, 1908, tegn. 1909, på mal. 1909 af Drachmanns bisættelse, mal. 1912, 1913, med hustruen 1914, pastel 1915, mal. 1916, med hustruen 1917, radering s.å., på gruppe malet 1918, mal. 1919, 1920, tegn. s.å., pastel 1922, mal. 1932, mal. udst. 1937, tegn. 1941, radering 1942, tegn. 1953, træsnit s.å., mal. 1954. Tegn. af E. Utzon Frank, 1908, buste af samme, 1909. Tegn. af Eigil Petersen 1909, Carl Jensen s.å. og 1911, af Jais Nielsen 1910. Radering af Anton Hansen. Mal. af Olaf Rude, 1913. Tegn. af Ivan Opffer, 1931, af Hans Bendix udst. 1936. Buste af G. Halbritter, 1937. Tegn. af Carl Jensen 1943 og udst. 1948. Litografi af Palle Pio, 1945, og radering af Torben Galle Jensen, 1967. Foto.

Bibliografi

Gads da. mag. XXVII, 1933 588–97 (interview). Aksel Jørgensen: Den sort-hvide kunst, 1966 (m. breve). – Aksel Jørgensen, ved Harald Rue, 1930 = Social kunst I. Aksel Jørgensens tegninger, ved samme, 1942. Maleren Aksel Jørgensen, ved Helge Bertram, Kurt Tengberg og Ole Wivel, 1946 (ny udg. 1947). Aksel Jørgensen, ved Erik Clemmesen, 1960 = Danske grafikere I. Aksel Jørgensen: Træsnit og raderinger, 1960 = Grafisk orientering. -Jens Pedersen i Århus stiftstid. 1.6.1909, i Socialdemokraten 16.9.1913 og 2.3.1919. Karl Madsen i Politiken 14.11.1909. Chr. Engelstoft i Tilskueren, 1910 I 221–30. – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Wivel: Aksel Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292396