Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aka Høegh

Oprindelige forfattere MeHa og MLid

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Aka Høegh, Nukardleq Najâraq Eva (Aka) Høegh, f. 16.12.1947, maler, grafiker. Født i Qutdligssat. Efter skolegang i hjembyen og Egedesminde påbegyndte H. en uddannelse som sygeplejerske i Kbh., men afbrød og rejste rundt i Europa, indtil hun ved hjemkomsten blev elev af maleren Bodil Kaalund og gæsteelev på kunstakademiet i flere perioder. – H. beskæftiger sig meget med den grønlandske sagnverden med en original og forfinet stregføring der "meget vel kan sammenlignes med Edv. Munch i sensibilitet. Intet mindre" (Erik Clemmesen). H. har udstillet i Julianehåb 1970, Inter 1973 og 1974, Galleri Piteraq 1974 og s.å. i Århus, En plasticblomst visner ikke, Kbh., Galleri Linssen, Bonn, Center Art og 1974 og 1975 Grønlandsk grafik af i dag i Hamburg og Paris, Grønlænderhuset i Kbh. samt Island 1976, Galleri Admiralgade 20 1977 og Færøerne 1978. H. har illustreret Grønlandsk Kunstkalender 1976 samt flere bøger med grønlandske sagn, bl.a. Knud Rasmussens Myter og Sagn I–III, 1979 og Vagn Lundbyes Mytologisk rejse i et grønlandsk landskab, 1985. Hun har udført et relief til Sulissartut højskoliat i Julianehåb og relieffet Skabelsen til Qaqortoq gymnasium 1989. Hun har haft mange offentlige udsmykningsopgaver, bl.a. til flere kirker som loftmaleri, alterkors og døbefond til kirken i Ammassalik, 1986. Den 12 m lange vægudsmykning Strømninger, 1998 er udført til Pinngortitaleriffik, Grønlands naturinstitut i Nuuk I collageværket Den unge mand, 1994 blander hun skulptur og maleri. H. har tegnet flere frimærker, bl.a. det grønlandske julemærke 1980. H. tog initiativ til og deltog selv i det nordiske skulpturprojekt Sten og mennesker i Qaqortoq, 1993-94. Hun er berømmet for i sine værker at vise den særlige grønlandske sjæl og identitet. Ifølge H. er udviklingen gået for hurtigt i Grønland, og mange af de oprindelige værdier er gået tabt. H. har modtaget adskillige legater, bl.a. Dansk-grønlandsk kulturfond 1975, Statens kunstfond s.å., Jens Rosings pris 1976, Nordisk kulturfond 1977 og Grønlands hjemmestyres kulturpris 1989. Hun bor i Julianehåb.

Familie

F: tømrermester Ib Peter Adolf Thaarup H. (1912-81) og kredsdommer Else Margrethe Guldborg Rosing Heilmann (1919-2010). Gift 19.6.1976 med fotograf og kunstner Ivars Silis, født 1.12.1940 i Riga, Letland, s. af Janis S. (født 1908) og Hermine Tatjana Bremze (født 1920).

Udnævnelser

R.

Annonce

Bibliografi

Interview i Aktuelt 13.4.1974. – Ivars Silis i Samvirke LI, 1978 nr. 11 28–30. Bodil Kaalund: Grønlands kunst, 1979 214–16.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Mads Lidegaard: Aka Høegh i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291699