Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aage Bertelsen

Oprindelig forfatter MeBod

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Aage Bertelsen, 28.9.1873-9.9.1945, maler. Aage Bertelsen lærte fra ganske ung at tegne og male af faderen som havde afgang fra akademiet og udstillede på Charlottenborg, og af L. A. Ring, var tillige elev på Zahrtmanns malerskole 1891–96 samtidig med at han 1894–97 var ved landvæsenet. Han har foretaget adskillige rejser til Tyskland, Frankrig, Italien, Norge og Sverige. 1897 rejste han for første gang til Italien (Firenze, Siena) sammen med Zahrtmann som fulgte hans udvikling med interesse. På senere Italiensrejser med akademistipendier gjorde han ophold i Venezia, Rom, Napoli og var 1913 to måneder i Civita d'Antino. Siden rejser i Sverige og Norge (Lofoten sammen med Kai Nielsen).

1906–08 deltog han sammen med Achton Friis i Danmarkekspeditionen til Grønland, og deres malerier og tegninger fra polaregnene udstilledes 1908 i Kbh. (Den frie Udstilling), Århus og Odense, næste år i Berlin og andre tyske byer og 1910 i Royal Geographical Society i London. Aage Bertelsen udstillede på Charlottenborg 1899–1903, men gik 1904 over til Den frie Udstilling, havde udstilling i Kunstforeningen 1910 (sammen med faderen). Mindeudstilling på Den frie Udstilling 1946.

Annonce

Aage Bertelsen har udført interiører og portrætter (debutarbejde af moderen, senere faderen og Herman A. Kähler), men er først og fremmest landskabsmaler. Mest kendte er hans skovbilleder fra det tidlige forår med de endnu bladløse træer som viser hans følsomme og indtrængende naturopfattelse. Adskillige af hans arbejder er i offentligt eje, i museerne i Randers, Ribe, Rønne og Åbenrå samt i Nationalmuseet og Søfartsmuseet på Kronborg; i udlandet to Grønlandsbilleder i Royal Geographical Society i London. For Kahler i Næstved har han udført en del keramiske arbejder. 1924 stiftede Aage Bertelsen foreningen Kunst for Varer som han var formand for til sin død.

Familie

Aage Bertelsen blev født i Næstved, døde i København og blev begravet i Birkerød. Forældre: landskabsmaler, tegnelærer på Herlufsholm Rudolf Vilhelm Valdemar Bertelsen (1828–1921) og Agnes Mette Lundstein (1845–1928). Gift 3.8.1909 i København (Jac.) med Karen Dorothea Schmidt, født 17.5.1880 i Flensborg, død 16.5.1962 i Birkerød, datter af bankbogholder Johannes Matthias Schmidt (1846–1909) og Johanne Hansen (1848–1932). – Far til Erik Bertelsen (født 1912).

Udnævnelser

Fortjenstmedaljen i sølv 1908.

Ikonografi

Mal. af L. A. Ring 1890, 1895 og 1905. Mal. af L. Find, 1893 og tegn., 1902 (Fr.borg). Mal. af Poul Christiansen, 1894 (overmalet) og Gunnar Sadolin. Afbildet på Peter Hansens Bal i en provinsby, 1894. Afbildet på gruppebill. af Sig. Wandel, 1904. Mal. af Kai Nielsen, 1912, af Johs. Ottesen, 1921 og af Gerh. Blom, 1927. Tegn. af Carl Jensen, 1943 (Kgl. bibl.). Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Bodelsen: Aage Bertelsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286865